Spejderne – et globalt værdifællesskab

HISTORIEN OM KINGSTONE
Tekst: Hanne Tange

Har du hørt historien om Kingstone Junior Kajakata?

Kingstone Junior Kajakata på Spejdernes Lejr 2017
Foto: Hanne Tange

13-årige Kingstone fra Zimbabwe er en af de modigste spejdere, der deltog i Spejdernes Lejr. For ikke bare skulle han for første gang på en international lejr i en anden del af verden. Han blev yderligere udfordret, da han sammen med sine spejderkammerater skulle af sted fra lufthavnen i Johannesborg, Sydafrika. Her fik han nemlig at vide, at han ikke kunne få lov at rejse til Danmark, fordi der var en stavefejl i hans billet. Hans leder prøvede at forhandle med folkene i lufthavnen, for ingen har lyst til at rejse uden gruppens yngste spejder. Men da flyet skulle af sted, var der stadig ikke fundet en løsning, og Kingstone måtte blive i Johannesborg.

Kan du forestille dig det? Den 13-årige Kingstone har aldrig været uden for Zimbabwe. Og nu står han i Johannesborg, 1000 km. syd for Harare hvor hans familie bor. Godt nok er han sammen med sydafrikanske spejdere, som har lovet at passe på ham. Men hans gruppeleder er rejst med de andre spejdere af sted på den rejse til Danmark, som Kingstone har glædet sig rigtig meget til. Han ved ikke, om han kommer med fly til Danmark, eller om han skal rejse de 15 timer med bussen tilbage til Zimbabwe. Senere samme dag bliver vi kontaktet i Danmark af spejderne i Zimbabwe. De beder om hjælp til at få ændret Kingstones billet, så han alligevel kan rejse til Danmark.

Kingstone genforenet med sin gruppeleder
Foto: Hanne Tange

Kingstone starter sin rejse lørdag den 20. juli cirka samtidigt med, at hans kammerater ankommer til lejren i Sønderborg. På det tidspunkt har vi haft et større arbejde i gang for at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe en 13-årig spejder fra Zimbabwe til Danmark. Først skal vi sørge for, at han har alle de nødvendige papirer, og at han ved, at det er vigtigt, han rejser i spejderuniform. Dernæst skal han registreres som uledsaget barn, og vi skal have fortalt politiet i Kastrup Lufthavn, at der kommer en spejder fra Zimbabwe. Der skal findes en person, der er klar til at modtage Kingstone i Kastrup Lufthavn, og vi skal have ham transporteret fra Kastrup til Sønderborg søndag eftermiddag.

Vi er imponerede over, hvordan det lykkedes at få den kabale til at gå op. Der var sydafrikanske spejdere, der tog sig af Kingstone i to dage og sørgede for, at han kom på et nyt fly. Anne Sandbeck fandt tid til at møde Kingstone i Kastrup Lufthavn, købe mad til ham og få ham sat på en bus til Sønderborg. På SL’ 17 blev der tålmodigt svaret på telefonopkald fra nervøse ledere og en far i Zimbabwe, mens Transport holdt bussen tilbage i Kastrup, da Anne og Kingstone blev presset på tid. Søndag aften kunne vi så genforene Kingstone med hans gruppeleder i Sønderborg.

ÉN STOR FAMILIE

Fortællingen om Kingstone er en god historie om internationalt spejderarbejde. Den viser, hvordan mange ting kan lade sig gøre, når vi går sammen og løfter i flok. Det er en historie om tillid, om at respektere andres valg, og om viljen til at følge en beslutning til dørs.

Gruppelederen fra Zimbabwe viste tillid, da han efterlod 13-årige Kingstone i Johannesborg. Han stolede på, at spejderne i Sydafrika ville passe godt på hans dreng, og at spejdere i Zimbabwe og Danmark kunne finde en løsning. Spejderkorpset i Zimbabwe traf beslutningen, om at Kingstone skulle rejse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra dansk side overvejede, om det også var klogt at lade en 13-årig afrikansk dreng rejse alene til Danmark.  Men vi havde lovet spejderne i Zimbabwe at gøre vores bedste, og et sådant løfte binder!

Spejderløfte og -lov binder spejdere fra Danmark, Sydafrika og Zimbabwe sammen i en stor, verdensomspændende familie.  Spejdernes globale fællesskab tæller over 50 millioner medlemmer, og det forpligter os til at gøre vores bedste – lokalt, nationalt og internationalt. I kender måske de to verdensmærker – drengespejdernes lilje og pigespejdernes trekløver? Sammen med tørklædet vil I kunne genkende spejderkammerater på disse mærker, uanset hvor i verden de kommer fra.

Hygge og snak i internationalt telt
Foto: Hanne Tange

Men den internationale spejderbevægelse er andet og mere end symboler. Alle verdens spejderkorps er med i et værdifællesskab baseret på tre grundprincipper:

• Duty to Self er princippet om personlig udvikling – om hele tiden at udfordre sig selv med opgaver, som kan synes næsten umulige, fordi de kræver, at vi lærer nye færdigheder.  Det handler også om at kende sig selv, styrker såvel som svagheder,  så vi ved hvordan vi bedst muligt kan bidrage til at løse fælles opgaver i patrulje og trop. 
• Duty to Other er det andet grundprincip. Det er det, som i Spejderloven hedder ”at tage medansvar i familie og samfund”. Et godt eksempel er Spejderhjælpen. Her gør spejdere en forskel lokalt – ved at samle æbler, pudse vinduer eller rydde kælder for naboen. Men spejdere gør samtidigt en forskel globalt, for alle de penge vi tjener i Spejderhjælpsugen bliver indsamlet og sendt til et udviklingsprojekt i Asien eller Afrika. 
• Duty to God handler om den åndelige dimension. For mange spejdere rundt i verden er religion en naturlig og synlig del af spejderarbejdet og nævnes specifikt i Spejderløfte og -Lov. Det Danske Spejderkorps anerkender også det religiøse princip, men på en måde,  der giver plads til ”at finde sin egen tro”. Grundlæggende er respekten, som jo netop handler om at acceptere, at mennesker kan være mere eller mindre troende. 

Har I nogensinde prøvet at sammenligne Spejderlov og -Løfte fra forskellige dele af verden? Hvis ikke vil vi bestemt anbefale at gøre det. For her ser I forskelle – for eksempel i hvordan det religiøse princip bliver formuleret. Men I vil også se vigtige ligheder, og de skyldes, at alle verdens spejderkorps skal forholde sig til de samme tre grundprincipper.

NÅR SPEJDERE ÅBNER VERDEN

Verdensspejderbevægelsen er en dåseåbner – den giver os et rum, hvor vi kan møde spejdere fra andre lande, religioner og samfundslag og få lært hinanden bedre at kende. Når vi mødes som spejdere, er der plads til at stille de gode spørgsmål og på den måde lære noget om andre menneskers vaner, kultur og erfaringer. Vi kan også bruge spejdere fra andre dele af verden som et spejl, der fortæller os noget om vores måde at gøre tingene på.

Til spejderjubilæum på Spejdernes Lejr 2017
Foto: Hanne Tange

På Spejdernes Lejr boede vores seks gæster fra Zimbabwe sammen med en dansk spejdergruppe fra Aarhus. Vores projekt handlede om dialog og interkulturel læring, og derfor bad vi de danske og afrikanske spejdere om at udfordre hinanden på baggrund af det, de havde set og hørt under lejren . Her får I nogle af de ting, vores gæster fra Zimbabwe bemærkede om de danske spejdere:

• Danske spejdere beder ikke. Den åndelige dimension fylder ikke meget i det daglige spejderarbejde for os i Det Danske Spejderkorps, men her er vi faktisk lidt specielle. Rigtigt mange steder i verden er religion en helt naturlig del af lejrlivet, og derfor kan internationale gæster opleve det som ”mærkeligt”, når den helt mangler.  
• Piger går med kniv, og drenge laver mad. Vi deler ikke opgaver op efter køn i Danmark. Det var nok specielt udfordrende for drengene fra Zimbabwe, som jo var vant til, at pigerne sørgede for der blev lavet mad og vasket op. Som danskere tager vi en sådan ligestilling for givet. Men det er ikke naturligt alle steder af verden, og når danske spejdere rejser ud, oplever de ofte en betydeligt skarpere opdeling mellem kønnene. 
• De danskere spejdere er svære at komme i snak med.  I Danmark har vi nogle gange en oplevelse af, at vi har ”nemt” ved at snakke engelsk. Men det var ikke det indtryk, spejderne fra Zimbabwe fik. På aktiviteterne oplevede de, at det ikke altid var muligt at finde en person, der kunne oversætte, og at de derfor ikke kunne deltage på lige fod med danskerne. Så måske vi skal passe på med at tage for givet, at alle kan engelsk? 
• Danske spejdere arbejder i regn! Ikke overraskende havde danske og afrikanske spejdere meget forskellige opfattelser af, hvad der var fornuftig adfærd i regnvejr. Når vejret blev dårligt, forsvandt de seks fra Zimbabwe således ind i teltene, til stor irritation for danskerne, der jo manglede deres hjælp til aktiviteter og madlavning. Afrikanerne  mente til gengæld, at det gav mening først at gå i gang, når regnen var forbi. 

De seks afrikanske spejdere oplevelse af dansk lejrliv afslører ting, som vi nok egentlig tager for givet i trop og gruppe. Det kan handle om den måde vi har indrettet vores samfund på – for eksempel at kvinder og mænd har samme vilkår og rettigheder. Men det afspejler også den særlige kultur vi har i Det Danske Spejderkorps, hvor mange grupper har valgt, at religion ikke skal være en synlig del af vores spejderarbejde.

Forskelle bliver selvfølgelig meget tydelige, når vi bringer spejdere sammen fra Danmark og Zimbabwe. Men mange af de temaer, der er blevet taget op her, har også betydning i forhold til etniske minoriteter i Danmark. Derfor kan vi igennem det internationale  spejderarbejde blive rustet til bedre at håndtere kulturmøder i vores lokalsamfund.  Også her har vi brug for den gensidige respekt, tillid, nysgerrighed og ligeværdighed, som er fundamentet i vores globale værdifællesskab.

DET (u)MULIGES KUNST

Kender I Robert Baden-Powells billede af spejderdrengen Rowan, der sparker ’U’et ud af Umuligt? Den tegning minder os om, at personlig udvikling kræver mål, der er så store, at vi skal stå på tæer for at kunne løse opgaven. Vores partnerskab med Zimbabwe blev på mange måder et eksempel på en sådan udfordring.

Tegning: Lord Baden-Powell

Fortællingen starter på Verdensjamboreen i Japan 2015, hvor vi donerede udstyr til spejderne fra Zimbabwe. Det skabte kontakt mellem ledere, og på et tidspunkt opstod ideen om, at Zimbabwe kunne sende deltagere til Spejdernes Lejr 2017. I efteråret 2016 begyndte de praktiske forberedelser.  På det tidspunkt havde vi nok ikke helt forestillet os hvad det var, vi havde kastet os ud i.

Vores første udfordring var, om det  overhovedet var muligt for spejdere fra Afrika at få lov at rejse til Danmark. Det var noget, vi tidligere kunne tage for givet, men meget blev ændret efter Flygningekrisen i efteråret 2015. Helt konkret havde vi hørt, hvordan en spejdergruppe fra Congo blev afvist i Kastrup, juli 2016, og vi var nervøse for, om noget lignende kunne ske for spejderne fra Zimbabwe. Derfor var det vigtigt at få fremskaffe en officiel invitation fra Det Danske Spejderkorps, så det var tydeligt, at de afrikanske spejdere kom som vores gæster.

Næste udfordring var at finde penge. Grundtanken i vores projekt, var at børn skulle møde børn i det fælles rum, der er en spejderlejr. Men for mange organisationer var det for simpelt – vi blev afvist, fordi projektet jo  ”bare” handlede om deltagelse i en spejderlejr. Samtidigt udfordrede projektet den måde, partnerskaber med udviklingslande traditionelt er blevet tænkt. I stedet for at sende danske ”eksperter” til Zimbabwe, havde vi valgt at invitere afrikanerne til Danmark, så vi kunne spørge: Hvad kan I lære os?

Uddeling af mærket “Messengers of Peace” til dem, der har gjort en
ekstraordinær indsats for at få Zimbabwernes besøg til at lykkedes.
Foto: ukendt fotograf (Kamera: Hanne Tange)

Vi blev også udfordret af fordomme og negative historier. Når vi fortalte, at vi arbejdede for, at spejdere fra Zimbabwe skulle deltage på Spejdernes Lejr, blev vi præsenteret for anekdoter om afrikanske spejdere, der var stukket af fra tidligere lejre. Som regel blev der henvist til en gruppe fra Ghana, og episoden lå flere år tilbage. Men det gav os en usikkerhed, samtidigt med at man mistænkeliggjorde spejderne fra Zimbabwe.

Sidste udfordring kom to uger før Spejdernes Lejr, da vi modtog besked om, at tre afrikanere havde fået afvist deres visumansøgninger.  Da vi borede i det, viste det sig, at afvisningen var rutinemæssig – betinget af spejdernes alder.  Herefter skred vi til handling. Vi kontaktede Den Danske Ambassade i Sydafrika, som var indstillet på at behandle en ny ansøgning. En leder fra Zimbabwe, Liz, rejste til Pretoria, mens vi sørgede for at sende penge fra Danmark som betaling for de ekstra visumomkostninger. Liz blev modtaget med kaffe i Pretoria og forlod ambassaden tre timer senere med de sidste visa. Den dag følte vi virkelig, at vi havde gjort det umulige muligt.

Vi har snakket meget om udfordringer. Måske vi i stedet skulle have fremhævet værdien af denne form for internationalt spejderarbejde? Vores internationale spejderbevægelse skal jo netop være en dåseåbner – hjælpe os til at bringe mennesker sammen på tværs af nationalitet, sprog, religion og samfundsklasse.  Det var derfor vi valgte at kaste os ind i arbejdet med at få spejdere fra Zimbabwe med på en dansk landslejr. For alternativet – en lejr hvor afrikanere ikke kunne deltage på grund af pengemangel og dansk udlændingepolitik – ville have været et nederlag for spejdernes globale fællesskab.

Nøgenbilleder, Kropsidealer og Spejderidéen ...

På Adventurespejdnight på Spejdernes Lejr 2017 blev deltagerne udsat for en lang række poster, som på mange måder kan være eksempler på det gode spejderarbejde. Her vil jeg tage fat i en enkelt post og fortælle lidt om, hvorfor jeg (med stor begejstring) mener, at netop det er rigtig godt spejderarbejde.

Den pågældende post er beskrevet af Uffe L. W. Jakobsen, en fotograf der bidrog til posten, i hans indlæg “Spejd og elsk din krop” fra lørdag 5/8.

Et telt med en fotoudstilling – en ramme for posten.
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse. 

For at forstå, hvorfor jeg mener, at netop denne post er eksemplarisk, skal vi først kigge på det fælles grundlag for spejderbevægelsen – det, vi har kaldt “Spejderidéen”, og som vi i DDS Program lavede en aktivitet om på Spejdernes Lejr (både i 2012 og i 2017).

Normalt skal vi ikke analysere en aktivitet på den her måde, og mange vil sikkert føle at jeg analyserer den sønder og sammen. Det er naturligvis ikke min hensigt; jeg tror blot på at vi med fordel en gang imellem kan drage fordel af at se på en fremragende enkeltaktivitet og tale om hvorfor den netop er så fremragende.

Disclaimer:
Hvis du ikke har tålmodighed til at læse hele min analyse, så læs selv beskrivelsen af posten i Uffe Jakobsens blogindlæg, og reflektér selv over hvordan den hænger sammen med nedenstående beskrivelse af Spejderidéen – det er bestemt tilladt at springe min analyse over :)

Spejderidéen

Spejderidéen er den samlende betegnelse for de fundamentale ideologiske elementer i den internationale spejderbevægelse, både World Organisation of the Scout Movement (WOSM) og World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS).

Som en betingelse for medlemskab skal alle medlemskorps forpligte sig til at efterleve Spejderidéen.
På trods af forskelle i formuleringer kan Spejderidéen beskrives med tre hovedoverskrifter (bemærk at jeg i det følgende refererer til WAGGGS og WOSM's tekster snarere end til DDS' eller andre enkeltkorps' tekster):

Spejderarbejdets formål

Spejderbevægelsens formål er børn og unges udvikling – vi taler om at hele mennesker, fulde potentialer og aktivt medborgerskab er målet med udviklingen.

De fælles værdier / principper

Spejderbevægelsen bygger på et fælles værdisæt, som udtrykkes i Spejderløftet og Spejderloven (og opsummeret andre steder). Fælles er et fokus på det åndelige, på det fælles (både andre mennesker og den jord, vi bor på) og på den enkelte selv. Der refereres som regel til det oprindelige Spejderløfte og den oprindelige Spejderlov, som Baden-Powell formulerede den.

Spejdermetoden

Måden vi bedriver spejderarbejdet – ikke detaljer som at ligge i lejr eller tage på togt, men de værktøjer, vi bruger, til at skabe godt spejderarbejde.

Spejdermetoden som beskrevet hos både WAGGGS og WOSM kan kan opsummeres i otte elementer (i min personlige oversættelse):

• Spejderlov og -løfte
• Fremadskridende selvudvikling
• Learning by doing
• Patruljesystemet
• Samarbejde mellem unge og støttende voksne
• Friluftsliv og naturen
• Symboler
• Samfundsengagement

Du kan læse mere om Spejderidéen og om de fem danske spejderkorps' måder at udtrykke de forskellige elementer på i materialet, vi brugte til vores aktivitet her (pdf-fil i A4-format).

Posten

Kendetegnet ved godt spejderarbejde er jo netop at det til fulde lever op til de idealer, vi arbejder med i bevægelsen – altså at den opfylder Spejderidéen, og med udgangspunkt i ovenstående (korte) beskrivelse af Spejderidéen kan vi nu kigge på, hvorfor netop den ovennævnte post fra Adventurespejdnight kan og bør beskrives som rigtig godt spejderarbejde.

Posten var planlagt af Louis, Mia, Katrine, Birgitte, Alberte, Elmer, Andreas og Ida Christine, og Uffe Jakobsen lagde billeder til udstillingen.

I al sin enkelthed indeholdt aktiviteten to elementer:

1. Patruljen sendte en eller to medlemmer ind i teltet for at betragte udstillingen med billederne af de nøgne kroppe. 

Patruljens udsendte besigtiger billederne
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

2. De udsendte skulle med ord formidle kroppene i udstillingens billeder, hvorefter resten af patruljen skulle tegne og modellere kroppene. 

Forsøg på at genskabe to af billederne
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Formål

Spejderbevægelsens formål, vores eksistensberettigelse, er at give børn og unge (eng. “young people”) oplevelser, der giver dem mulighed for at udvikle sig til at nå deres fulde fysiske, intellektuelle, sociale, åndelige, følelsesmæssige potentiale som aktive og ansvarlige medborgere i deres lokale, nationale og internationale samfund.

Eller en eller anden variation over det tema ... :)

Godt spejderarbejde er tilrettelagt (hvad enten det har været planlagt i månedsvis eller opstår spontant) for at bidrage til formålet. Det skal altså skabe oplevelser, der giver spejderne mulighed for at udvikle sig.

Da vi i forbindelse med Programfornyelsen i DDS formulerede det dannelsesideal, vi ønsker at arbejde frem mod, valgte vi at have et udviklingsspor om “Kropsbevidsthed” under fysisk udvikling. Det andet pejlemærke for kropsbevidstheden lyder:

“Jeg forholder mig kritisk til samfundets påvirkning af køns- og kropsidealer.”

Som i så mange andre tilfælde er vi nødt til at starte hos os selv: Hvordan bliver jeg påvirket af samfundets kropsidealer? Hvorfor bliver jeg forlegen min egen krop? Over hans krop, og hendes krop? Over nøgenhed? Og hvorfor pokker har han gyldne, højhælede sko på?

For at kunne stille os selv de spørgsmål er vi nødt til at blive konfronteret med dem på en måde, hvor vi ikke bare kan gå videre. For eksempel ved at vi bliver tvunget til at skulle tale om, og sætte ord på, netop de kroppe, der ligger uden for idealet – for at beskrive dem til andre, eller for at kunne forstå, hvad vi skal tegne ...

Netop dette var en del af arrangørernes formål med aktiviteten. At få spejderne til at blive bevidste om og forholde sig kritisk til vores samfundsskabte normer og tabuer om kroppe, nøgenhed, seksualisering med henblik på at skabe en større accept både af anderledes kroppe og af egen krop. (Jeg ved det, fordi jeg har spurgt Ida Christine da jeg fandt ud af at hun havde være med til at planlægge det :) )

Værdier

Det kan nogle gange komme til at virke lidt søgt, når man skal forklare hvordan vores aktiviteter i praksis altid baserer sig på spejderbevægelsens værdisæt (og dermed implicit inkluderer den Spejderlov og -løfte, der er det centrale element i Spejdermetoden), fordi aktiviteten foregår i et fællesskab, hvor netop Spejderloven og Spejderløftet er de centrale fælles spilleregler for samværet og samarbejdet.

I dette tilfælde behøver jeg imidlertid ikke at ty til den type af forklaringer, for spejderbevægelsens værdier er helt tydeligt i spil i aktiviteten.

En klog mand, jeg har megen respekt for, har sagt at Spejderløftet grundlæggende kan kortes ned til “Jeg lover at opføre mig ordentligt.” Dette er der noget sandt i, men kun så længe at man kan være enige om, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt, men det er ikke svært at komme i tanker om menneskesyn, der har andre idéer end spejderbevægelsen af, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt – ikke mindst hvad angår bevægelsens inklusivitet og tolerance.

I spejderbevægelsen sætter vi diversitet og tolerance over for “de andre” meget højt. Så højt at vi selv kan blive udfordrede, når vores bevægelse formår at inkludere og samarbejde med folk, der har holdninger, der kan virke intolerante eller diskriminerende på os selv. Men også vi kan lære noget værdifuldt af at inkludere homofober eller misogynister i vores fællesskab – af at samarbejde med dem og af at forsøge at vise dem en bedre verden.

Om det er nemmere eller sværere at inkludere og anerkende kroppe, der falder uden for samfundsnormen om den pæne krop er vel en individuel sag, men at vores samfund på nogle punkter i dag har meget svært ved at acceptere større afvigelser fra et, i virkeligheden ofte urealistisk, kropsideal.

På posten var spejderne nødt til at have en samtale om kroppe, som både ved deres nøgenhed og deres afvigelser fra det normale kunne gøre spejderne forlegne, eller endog virke stødende på dem. Netop gennem at skulle tale om billederne kom spejderne automatisk til også at skulle forholde sig til deres egne fordomme og deres egen forlegenhed, og dermed kom de også til at forholde sig til deres egen inklusivitet og tolerance.

Spejdermetode

At aktiviteten forholdsvis direkte fik spejderne til at forholde sig til at hjælpe andre og at være en god kammerat / ven med alle har jeg set på ovenfor, men det forklarer naturligvis også hvordan spejderne er blevet mindet om deres løfte. Det gode her er at det ikke er sket med en løftet pegefinger – faktisk vil jeg tro at mange af spejderne slet ikke har været bevidste om at det var det, der skete, men det gør det bestemt ikke dårligere.

Jeg har også diskutteret ovenfor (under formålet) hvordan aktiviteten prikkede til spejderne og netop fik dem til at udvikle sig på flere områder. Jeg er sikker på at samtalerne og tegningerne har varieret meget fra patrulje til patrulje, netop fordi det helt automatisk er kommet til at tage udgangspunkt i den enkelte spejder, men at det også har flyttet den enkelte spejder fordi de som minimum må have spekuleret en smule over hvorfor de blev sat til det her.

Refleksion og italesættelse starter allerede mens de udsendte besigtigter billederne.
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

I forhold til aktivitetens anvendelse af learning by doing er der især to elementer, jeg gerne vil fremhæve. På den ene side har vi et godt eksempel på at spejderne stilles en opgave indenfor nogle rammer, men at de selv skal finde ud af, hvilken måde de vil løse opgaven (inden for rammerne), de skal selv planlægge deres løsning og implementere den. Spejderne er altså aktivt handlende på langt flere måder end blot at beskrive nogle billeder og forsøge at tegne det beskrevne. Samtidig taler vi ofte om at refleksion er et væsentligt element i vores anvendelse af learning by doing, men de virkeligt gode aktiviteter behøver ikke at iscenesætte refleksionen – og husk at det at tale, at bruge sproget, også er at handle!

Det kan dog hurtigt komme til at virke kunstigt, når lederes skal spørge, hvad man har lært i dag, og det er egentlig ikke det, der er idealet. Idealet er i stedet at aktiviteten i sig selv får spejderne til at reflektere – reflektere over hvilke ord, de bruger, reflektere over deres egne reaktioner, over hvorfor de voksne havde planlagt netop dén aktivitet o.s.v. o.s.v.  Jo flere spørgsmål aktiviteten kan rejse af sig selv, jo bedre.  Vær forsigtig med at iscenesætte refleksion på en kunstig måde – søg i stedet at skabe aktiviteter, der af sig selv ansporer til refleksion, og tag så den anden snak, når den kommer af sig selv: når spejderne begejstret fortæller om dette eller hint, så spørg dem interesseret og nysgerrigt hvad, der gjorde det sjovt / godt / spændende, hvad de fik ud af det, o.s.v.

Noget af det vigtige, vi gerne vil at spejderne skal lære gennem deres handlinger til spejder, er ting som lederskab og samarbejde. Netop disse ting læres ved at handle i de små, trygge fællesskab, vi kalder patruljer. Disse fællesskaber er også kernen i denne aktivitet, og moderne forskning viser entydigt at netop det er med til at styrke læringen.

Uanset aldersgruppe er den voksnes vigtigste rolle i spejderarbejdet at være opgavestiller, og så overlade det til patruljen at vælge en løsningsmetode, samt at planlægge og gennemføre den valgte løsning. Det svære består i at vælge netop den rigtige sværhedsgrad og kompleksitet for opgaven. Målgruppen for Adventurespejdnight var spejdere fra 13 år og opefter, og opgaven skulle derfor afspejle deres udgangspunkt. At lave en opgave, der kan interessere, udfordre og give mulighed for personlig udvikling for en 13-årig dreng i begyndelsen af puberteten og en ung kvinde på 24 år kan synes noget nær umuligt, men her er en opgave, som netop rummer en mulighed for at kunne flytte sine egne grænser og egen forståelse for begge grupper. Godt gjort!

Patruljerne arbejder
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Aktiviteten foregik selvfølgelig udendørs – fotoudstilling og tegneværksted udenfor? Ikke et problem, når man er på lejr.  Moderne forskning viser at ophold i naturen øger både indlæringsevnen og koncentrationsevnen (det holder endog i en periode, når man går indenfor igen!), og samtidig er der noget ved naturen ved nattetide, der, i hvert fald i min erfaring, virker fremmende for refleksionen. Endelig styrker det at opholde sig i naturen den kærlighed til naturen, der er grundlaget for den grundværdi, vi har om at

værne om naturen. Der er således mange gode grunde til at spejderarbejdet overvejende bør foregå i kontakt til naturen (om det så er i skoven eller den mere bynære natur).

Tørklæderne er symboler, der sender et tydeligt signal.
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Vi taler ofte og gerne om at spejderbevægelsen er “Danmarks stærkeste fællesskab”, men vi forsømmer ofte at tale om fællesskabets natur (forpligtende og værdibaseret), og ikke mindst om, hvordan vi opbygger dette fællesskab. Vi formår at skabe en identitet omkring det at være spejder – en identitet, hvor man identificerer sig med at være en del af det stærke fællesskabet, og at være forpligtet på fællesskabet og på fællesskabets værdier.

Denne identitetsopbygning støttes i Spejdermetoden af vores anvendelse af symboler – symboler på spejderbevægelsen, på vores værdisæt, på vores fællesskab: symboler på den identitet, det er at være spejder.

De åbenlyse symboler er ting som uniformen, tørklædet, de internationale mærker (liljen og trekløveret), men der er mange flere symboler: de ord, vi bruger, som er særlige for vores fællesskaber (“spejder”, “patrulje”, “DDS”, “gruppe”,“ulveunger” o.s.v. o.s.v.), vores sange, vores ceremonier og ritualer med mere. De fleste spejdere forstår intuitivt vigtigheden af symbolerne, og derfor ser vi også at de fleste bærer synlige symboler på deres spejderidentitet (uniformer, tørklæder, o.s.v.), og ved at tilføje et tørklæde på en tegning ser vi en patrulje lave en symbolsk inklusion af en model i vores fællesskab; “Her er også plads til dig” synes billedet at signalere, hvorved vi får understreget at vores symboler netop er inkluderende, og ikke ekskluderende.

En farverig gengivelse – modellen er blevet spejder!
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Det sidste element i Spejdermetoden er samfundsengagementet. Her har vi det i spil på flere planer – der er eksterne partnere med i at stable posten på benene (Uffe Jakobsen og “KropUdenStof.dk”), og spejderne kunne ikke undgå at forholde sig aktivt (både i ord og handling) til samfundsskabte normer om den perfekte krop – eller blot hvilke former for kroppe, det er OK at fremvise i det offentlige rum.  Her bliver cirklen sluttet, og samfundsengagementet vender tilbage til vores bevægelses insisteren på værdien af inklusion og diversitet – at vi ikke alene rummer og tolererer forskellighederne, men at vi mener at de beriger os, og at de gør vores fællesskab stærkere.



En sidste pointe inden jeg runder af for min ros til en fantastisk spejderaktivitet:

Godt spejderarbejde kan ikke skabes ved at tage alle disse elementer på skift, sådan ud i naturen den ene dag, patruljearbejde den anden dag, og så tegne vores værdier den tredje. Spejder opstår netop i samspillet mellem alle elementerne af Spejderidéen, og netop dét er hvad der gør den her post til eksemplarisk spejderarbejde – her kan vi se det hele i spil på én gang!

Langt det meste af det spejderarbejde, vi skaber, kan ikke nå helt så langt, men derfor kan det sagtens være godt og solidt spejderarbejde. Men hvis vi gerne vil skabe spejderoplevelser, der har lige det ekstra, så er vi nødt til at overveje, hvad vi gør. Som for eksempel at indlægge formidlingen til resten af patruljen, der så skal visualisere: et bevidst valg for lige at skrue en tak op for refleksionen (uden at gøre det kunstigt, men blot et nødvendigt skridt på grund af opgavens rammer).

Jeg kan kun opfordre flere ledere til at udfordre sig selv på hvordan de kan skabe aktiviteter, der kommer hele spejderidéen rundt, også selvom det kræver at man tager et ekstra kritisk blik på det, der måske allerede er en naturligt god aktivitet.

Alt i alt stor ros herfra til alle jer, der var involveret i posten: Louis, Mia, Katrine, Birgitte, Alberte, Elmer, Andreas, Ida Christine og naturligvis Uffe, som lagde billeder til. Jeg kipper en ekstra gang med spejderhatten for fantastisk spejderarbejde. Tak for at være et godt eksempel for os andre!