Spejderne – et globalt værdifællesskab

HISTORIEN OM KINGSTONE
Tekst: Hanne Tange

Har du hørt historien om Kingstone Junior Kajakata?

Kingstone Junior Kajakata på Spejdernes Lejr 2017
Foto: Hanne Tange

13-årige Kingstone fra Zimbabwe er en af de modigste spejdere, der deltog i Spejdernes Lejr. For ikke bare skulle han for første gang på en international lejr i en anden del af verden. Han blev yderligere udfordret, da han sammen med sine spejderkammerater skulle af sted fra lufthavnen i Johannesborg, Sydafrika. Her fik han nemlig at vide, at han ikke kunne få lov at rejse til Danmark, fordi der var en stavefejl i hans billet. Hans leder prøvede at forhandle med folkene i lufthavnen, for ingen har lyst til at rejse uden gruppens yngste spejder. Men da flyet skulle af sted, var der stadig ikke fundet en løsning, og Kingstone måtte blive i Johannesborg.

Kan du forestille dig det? Den 13-årige Kingstone har aldrig været uden for Zimbabwe. Og nu står han i Johannesborg, 1000 km. syd for Harare hvor hans familie bor. Godt nok er han sammen med sydafrikanske spejdere, som har lovet at passe på ham. Men hans gruppeleder er rejst med de andre spejdere af sted på den rejse til Danmark, som Kingstone har glædet sig rigtig meget til. Han ved ikke, om han kommer med fly til Danmark, eller om han skal rejse de 15 timer med bussen tilbage til Zimbabwe. Senere samme dag bliver vi kontaktet i Danmark af spejderne i Zimbabwe. De beder om hjælp til at få ændret Kingstones billet, så han alligevel kan rejse til Danmark.

Kingstone genforenet med sin gruppeleder
Foto: Hanne Tange

Kingstone starter sin rejse lørdag den 20. juli cirka samtidigt med, at hans kammerater ankommer til lejren i Sønderborg. På det tidspunkt har vi haft et større arbejde i gang for at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe en 13-årig spejder fra Zimbabwe til Danmark. Først skal vi sørge for, at han har alle de nødvendige papirer, og at han ved, at det er vigtigt, han rejser i spejderuniform. Dernæst skal han registreres som uledsaget barn, og vi skal have fortalt politiet i Kastrup Lufthavn, at der kommer en spejder fra Zimbabwe. Der skal findes en person, der er klar til at modtage Kingstone i Kastrup Lufthavn, og vi skal have ham transporteret fra Kastrup til Sønderborg søndag eftermiddag.

Vi er imponerede over, hvordan det lykkedes at få den kabale til at gå op. Der var sydafrikanske spejdere, der tog sig af Kingstone i to dage og sørgede for, at han kom på et nyt fly. Anne Sandbeck fandt tid til at møde Kingstone i Kastrup Lufthavn, købe mad til ham og få ham sat på en bus til Sønderborg. På SL’ 17 blev der tålmodigt svaret på telefonopkald fra nervøse ledere og en far i Zimbabwe, mens Transport holdt bussen tilbage i Kastrup, da Anne og Kingstone blev presset på tid. Søndag aften kunne vi så genforene Kingstone med hans gruppeleder i Sønderborg.

ÉN STOR FAMILIE

Fortællingen om Kingstone er en god historie om internationalt spejderarbejde. Den viser, hvordan mange ting kan lade sig gøre, når vi går sammen og løfter i flok. Det er en historie om tillid, om at respektere andres valg, og om viljen til at følge en beslutning til dørs.

Gruppelederen fra Zimbabwe viste tillid, da han efterlod 13-årige Kingstone i Johannesborg. Han stolede på, at spejderne i Sydafrika ville passe godt på hans dreng, og at spejdere i Zimbabwe og Danmark kunne finde en løsning. Spejderkorpset i Zimbabwe traf beslutningen, om at Kingstone skulle rejse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra dansk side overvejede, om det også var klogt at lade en 13-årig afrikansk dreng rejse alene til Danmark.  Men vi havde lovet spejderne i Zimbabwe at gøre vores bedste, og et sådant løfte binder!

Spejderløfte og -lov binder spejdere fra Danmark, Sydafrika og Zimbabwe sammen i en stor, verdensomspændende familie.  Spejdernes globale fællesskab tæller over 50 millioner medlemmer, og det forpligter os til at gøre vores bedste – lokalt, nationalt og internationalt. I kender måske de to verdensmærker – drengespejdernes lilje og pigespejdernes trekløver? Sammen med tørklædet vil I kunne genkende spejderkammerater på disse mærker, uanset hvor i verden de kommer fra.

Hygge og snak i internationalt telt
Foto: Hanne Tange

Men den internationale spejderbevægelse er andet og mere end symboler. Alle verdens spejderkorps er med i et værdifællesskab baseret på tre grundprincipper:

• Duty to Self er princippet om personlig udvikling – om hele tiden at udfordre sig selv med opgaver, som kan synes næsten umulige, fordi de kræver, at vi lærer nye færdigheder.  Det handler også om at kende sig selv, styrker såvel som svagheder,  så vi ved hvordan vi bedst muligt kan bidrage til at løse fælles opgaver i patrulje og trop. 
• Duty to Other er det andet grundprincip. Det er det, som i Spejderloven hedder ”at tage medansvar i familie og samfund”. Et godt eksempel er Spejderhjælpen. Her gør spejdere en forskel lokalt – ved at samle æbler, pudse vinduer eller rydde kælder for naboen. Men spejdere gør samtidigt en forskel globalt, for alle de penge vi tjener i Spejderhjælpsugen bliver indsamlet og sendt til et udviklingsprojekt i Asien eller Afrika. 
• Duty to God handler om den åndelige dimension. For mange spejdere rundt i verden er religion en naturlig og synlig del af spejderarbejdet og nævnes specifikt i Spejderløfte og -Lov. Det Danske Spejderkorps anerkender også det religiøse princip, men på en måde,  der giver plads til ”at finde sin egen tro”. Grundlæggende er respekten, som jo netop handler om at acceptere, at mennesker kan være mere eller mindre troende. 

Har I nogensinde prøvet at sammenligne Spejderlov og -Løfte fra forskellige dele af verden? Hvis ikke vil vi bestemt anbefale at gøre det. For her ser I forskelle – for eksempel i hvordan det religiøse princip bliver formuleret. Men I vil også se vigtige ligheder, og de skyldes, at alle verdens spejderkorps skal forholde sig til de samme tre grundprincipper.

NÅR SPEJDERE ÅBNER VERDEN

Verdensspejderbevægelsen er en dåseåbner – den giver os et rum, hvor vi kan møde spejdere fra andre lande, religioner og samfundslag og få lært hinanden bedre at kende. Når vi mødes som spejdere, er der plads til at stille de gode spørgsmål og på den måde lære noget om andre menneskers vaner, kultur og erfaringer. Vi kan også bruge spejdere fra andre dele af verden som et spejl, der fortæller os noget om vores måde at gøre tingene på.

Til spejderjubilæum på Spejdernes Lejr 2017
Foto: Hanne Tange

På Spejdernes Lejr boede vores seks gæster fra Zimbabwe sammen med en dansk spejdergruppe fra Aarhus. Vores projekt handlede om dialog og interkulturel læring, og derfor bad vi de danske og afrikanske spejdere om at udfordre hinanden på baggrund af det, de havde set og hørt under lejren . Her får I nogle af de ting, vores gæster fra Zimbabwe bemærkede om de danske spejdere:

• Danske spejdere beder ikke. Den åndelige dimension fylder ikke meget i det daglige spejderarbejde for os i Det Danske Spejderkorps, men her er vi faktisk lidt specielle. Rigtigt mange steder i verden er religion en helt naturlig del af lejrlivet, og derfor kan internationale gæster opleve det som ”mærkeligt”, når den helt mangler.  
• Piger går med kniv, og drenge laver mad. Vi deler ikke opgaver op efter køn i Danmark. Det var nok specielt udfordrende for drengene fra Zimbabwe, som jo var vant til, at pigerne sørgede for der blev lavet mad og vasket op. Som danskere tager vi en sådan ligestilling for givet. Men det er ikke naturligt alle steder af verden, og når danske spejdere rejser ud, oplever de ofte en betydeligt skarpere opdeling mellem kønnene. 
• De danskere spejdere er svære at komme i snak med.  I Danmark har vi nogle gange en oplevelse af, at vi har ”nemt” ved at snakke engelsk. Men det var ikke det indtryk, spejderne fra Zimbabwe fik. På aktiviteterne oplevede de, at det ikke altid var muligt at finde en person, der kunne oversætte, og at de derfor ikke kunne deltage på lige fod med danskerne. Så måske vi skal passe på med at tage for givet, at alle kan engelsk? 
• Danske spejdere arbejder i regn! Ikke overraskende havde danske og afrikanske spejdere meget forskellige opfattelser af, hvad der var fornuftig adfærd i regnvejr. Når vejret blev dårligt, forsvandt de seks fra Zimbabwe således ind i teltene, til stor irritation for danskerne, der jo manglede deres hjælp til aktiviteter og madlavning. Afrikanerne  mente til gengæld, at det gav mening først at gå i gang, når regnen var forbi. 

De seks afrikanske spejdere oplevelse af dansk lejrliv afslører ting, som vi nok egentlig tager for givet i trop og gruppe. Det kan handle om den måde vi har indrettet vores samfund på – for eksempel at kvinder og mænd har samme vilkår og rettigheder. Men det afspejler også den særlige kultur vi har i Det Danske Spejderkorps, hvor mange grupper har valgt, at religion ikke skal være en synlig del af vores spejderarbejde.

Forskelle bliver selvfølgelig meget tydelige, når vi bringer spejdere sammen fra Danmark og Zimbabwe. Men mange af de temaer, der er blevet taget op her, har også betydning i forhold til etniske minoriteter i Danmark. Derfor kan vi igennem det internationale  spejderarbejde blive rustet til bedre at håndtere kulturmøder i vores lokalsamfund.  Også her har vi brug for den gensidige respekt, tillid, nysgerrighed og ligeværdighed, som er fundamentet i vores globale værdifællesskab.

DET (u)MULIGES KUNST

Kender I Robert Baden-Powells billede af spejderdrengen Rowan, der sparker ’U’et ud af Umuligt? Den tegning minder os om, at personlig udvikling kræver mål, der er så store, at vi skal stå på tæer for at kunne løse opgaven. Vores partnerskab med Zimbabwe blev på mange måder et eksempel på en sådan udfordring.

Tegning: Lord Baden-Powell

Fortællingen starter på Verdensjamboreen i Japan 2015, hvor vi donerede udstyr til spejderne fra Zimbabwe. Det skabte kontakt mellem ledere, og på et tidspunkt opstod ideen om, at Zimbabwe kunne sende deltagere til Spejdernes Lejr 2017. I efteråret 2016 begyndte de praktiske forberedelser.  På det tidspunkt havde vi nok ikke helt forestillet os hvad det var, vi havde kastet os ud i.

Vores første udfordring var, om det  overhovedet var muligt for spejdere fra Afrika at få lov at rejse til Danmark. Det var noget, vi tidligere kunne tage for givet, men meget blev ændret efter Flygningekrisen i efteråret 2015. Helt konkret havde vi hørt, hvordan en spejdergruppe fra Congo blev afvist i Kastrup, juli 2016, og vi var nervøse for, om noget lignende kunne ske for spejderne fra Zimbabwe. Derfor var det vigtigt at få fremskaffe en officiel invitation fra Det Danske Spejderkorps, så det var tydeligt, at de afrikanske spejdere kom som vores gæster.

Næste udfordring var at finde penge. Grundtanken i vores projekt, var at børn skulle møde børn i det fælles rum, der er en spejderlejr. Men for mange organisationer var det for simpelt – vi blev afvist, fordi projektet jo  ”bare” handlede om deltagelse i en spejderlejr. Samtidigt udfordrede projektet den måde, partnerskaber med udviklingslande traditionelt er blevet tænkt. I stedet for at sende danske ”eksperter” til Zimbabwe, havde vi valgt at invitere afrikanerne til Danmark, så vi kunne spørge: Hvad kan I lære os?

Uddeling af mærket “Messengers of Peace” til dem, der har gjort en
ekstraordinær indsats for at få Zimbabwernes besøg til at lykkedes.
Foto: ukendt fotograf (Kamera: Hanne Tange)

Vi blev også udfordret af fordomme og negative historier. Når vi fortalte, at vi arbejdede for, at spejdere fra Zimbabwe skulle deltage på Spejdernes Lejr, blev vi præsenteret for anekdoter om afrikanske spejdere, der var stukket af fra tidligere lejre. Som regel blev der henvist til en gruppe fra Ghana, og episoden lå flere år tilbage. Men det gav os en usikkerhed, samtidigt med at man mistænkeliggjorde spejderne fra Zimbabwe.

Sidste udfordring kom to uger før Spejdernes Lejr, da vi modtog besked om, at tre afrikanere havde fået afvist deres visumansøgninger.  Da vi borede i det, viste det sig, at afvisningen var rutinemæssig – betinget af spejdernes alder.  Herefter skred vi til handling. Vi kontaktede Den Danske Ambassade i Sydafrika, som var indstillet på at behandle en ny ansøgning. En leder fra Zimbabwe, Liz, rejste til Pretoria, mens vi sørgede for at sende penge fra Danmark som betaling for de ekstra visumomkostninger. Liz blev modtaget med kaffe i Pretoria og forlod ambassaden tre timer senere med de sidste visa. Den dag følte vi virkelig, at vi havde gjort det umulige muligt.

Vi har snakket meget om udfordringer. Måske vi i stedet skulle have fremhævet værdien af denne form for internationalt spejderarbejde? Vores internationale spejderbevægelse skal jo netop være en dåseåbner – hjælpe os til at bringe mennesker sammen på tværs af nationalitet, sprog, religion og samfundsklasse.  Det var derfor vi valgte at kaste os ind i arbejdet med at få spejdere fra Zimbabwe med på en dansk landslejr. For alternativet – en lejr hvor afrikanere ikke kunne deltage på grund af pengemangel og dansk udlændingepolitik – ville have været et nederlag for spejdernes globale fællesskab.