torsdag den 15. maj 2014

Ligestilling... Eller hvad?

Jeg har været på et arrangement af WAGGGS om "Gender Equality", og efter at have sovet lidt på oplevelserne derfra, vil jeg gerne dele både oplevelser og de efterfølgende refleksioner jeg har haft. Mit navn er Rikke, og jeg deltager for DDS Program. Sammen med Troels arbejder jeg med programfornyelse.

Først vil jeg fortælle om en fordom jeg har haft overfor WAGGGS.
Uden at kende ret meget til det, har jeg tidligere stemplet WAGGGS som værende ret "tøsede" og nogle der bruger lidt mere tid på glitter og klippe-klister, end jeg har haft lyst til. Endvidere var jeg i forbindelse med dette event, lidt bekymret for om det var feminisme (af den gammeldags slags hvor vi skal kæmpe for kvinders rettigheder, og alle mænd bliver gjort til uhyrer) frem for ligestilling, vi skulle diskutere. Både fordommen og bekymringen blev (heldigvis) gjort til skamme. Det var nogle rigtigt interessante dage og mere end noget andet diskuterede vi hvordan (også) drenge og mænd kan vinde ved ligestilling.

Jeg vil hive en sætning frem fra eventet: "Sex is biological. Gender is a social construction".
Vi har en begrænsning i det danske sprog, eftersom begge dele oversættes til "køn". Ligestilling, som det blev fremsat på dette event, handler om at samfundet lærer piger og drenge forskellige stereotypiske kønsroller. Det der så bliver spændende, er hvordan vi kan bryde med disse stereotyper og hvorfor vi skal gøre det? Specielt den sidste del, fandt jeg særligt interessant. Det jeg fik ud af eventet er at stereotyper begrænser vores handlemuligheder, og endnu vigtigere vores fantasi til at se handlemuligheder. Men hvad har det med spejder at gøre? Alt! I spejder står ved i den særlige situation, at spejderne bliver kastet ud i udfordringer og oplevelser, som skubber dem ud af deres komfort-zone og der kan de lære noget nyt om sig selv. Men reproducerer vi kønsroller, eller udfordrer vi dem? På spejderløb, er der da en kreapost for at der også er noget for pigerne, eller er det for at have en bred vifte af udfordringer? Hvordan tænker og italesætter du posternes indhold og udformning? Og når der skal sættes lejr og efterfølgende laves aftensmad, hvordan er arbejdsfordelingen, og hvordan italesættes den? Er der pige- og drengeaktiviteter?
Jeg synes at ovenstående er vigtige overvejelser som vi kan og bør medtænke i vores spejderarbejde, fordi vi har en særlig mulighed for at skabe en social kontekst der ikke er præget af stereotypiske kønsroller. Og fordi vi i denne kontekst kan rykke ved spejdernes selvforståelse og åbne op for muligheder de aldrig før har overvejet at de har.

Måske er vi faldet lidt af på den i Danmark og mener at selvfølgelig har vi ligestilling. Det diskuterede jeg med en af de andre på eventet, og vi blev enige om at der er forskel på den strukturelle ligestilling (forstået som at alle har lov til at deltage) og den ægte ligestilling. Først når ingen er begrænset af hvordan omgivelserne mener, at man bør opføre sig som pige/dreng/kvinde/mand/andet, er der tale om ægte ligestilling.

At deltage på dette event har startet en masse refleksioner omkring kønsroller og forskelsbehandling. Det bliver spændende at se hvordan mangfoldighed og ligestilling kan være en del af det nye program.

Jeg siger tak fordi du har læst med og jeg håber at mine lettere kaotiske overvejelser kan føre til at også du reflekterer over dette ligestillingsspørgsmål.

søndag den 11. maj 2014

Ligestilling ... og program?

Jeg er på et arrangement, som er arrangeret af WAGGGS, og som handler om ligestilling – mere specifikt om det at arbejde med ligestilling med drenge og mænd: Working With Men and Boys on Gender Equality.

Men hvad har det med program at gøre?

For 20 år siden, i 1994, var 49% af vores mikroer og minier piger – nøjagtig samme andel som pigernes andel af aldersgruppen i hele Danmark. Torsdag den 8. maj 2014 var andel af piger blandt de 6 – 10 årige medlemmer af DDS faldet til 43% – andelen af piger i aldersgruppen blandt befolkningen som helhed har ikke rykket sig i mellemtiden.

Dette er resultatet af en støt udvikling, hvor andelen af kvinder i DDS er faldet støt i alle aldersgrupper, men mest for de mindste, hvor vi både har størstedelen af vores medlemmer, og har langt den største del af vores hvervning.

Noget er altså sket i de mellemliggende tyve år som stille og roligt har gjort det tilbud, som DDS har, mindre attraktivt for pigerne i forhold til drengene, og det er så her at programmet kommer ind, for det, vi tilbyder spejderne, er (forhåbentlig) program: en helhed af hvorfor vi gør de ting, vi gør til spejder, hvordan vi gør de ting, vi gør til spejder, og hvad det er for ting, vi gør til spejder.

Som et blandet korps med medlemskab af både WAGGGS og WOSM må det helt klart være et mål for DDS at vores program er lige attraktivt for piger og drenge – jeg mener ganske enkelt ikke at vi kan tillade os andet. Derfor er det vigtigt at tage spørgsmålet om ligestilling op i forhold til program, og ikke mindst i forhold til programfornyelsen: det må være et selvstændigt mål for programfornyelsen at skabe et program, som kan standse den udvikling mod en stadig lavere andel af piger i DDS.



Hvad har vi så lavet den første dag? Og hvem er"vi" i øvrigt? Vi er tre DDS-medlemmer i Finland - Mia Varming Rangholm, Rikke Bækhus og mig selv - Mia tager læringerne med tilbage til DDS Uddannelse, og Rikke arbejder med Programfornyelsen sammen med mig.

De to vigtigste ting, jeg tager med mig fra den første dag er for det første at ligestillingen må handle om friheden til at vælge sin identitet uden begrænsninger fra samfundets normerende forestillinger om køn, herunder friheden til at vælge at være anderledes, men naturligvis også friheden til at mænd og kvinder "i gennemsnit" vælger forskelligt, og for det andet en sjov praktisk måde at sætte snakken om ligestilling i gang.

Der er sikkert mange, som allerede kender den praktiske øvelse, men for de der, som jeg selv, ikke tidligere er stødt på den, kan jeg jo kort beskrive den. Det hele går ud på at vælge en tilfældig leg (dog en leg, som kan være lige sjov og tillokkende for både drenge og piger), og så indføre den sær-regel at man skal have mindst tre "mærker" at måtte lege med. Ved uddelingen af mærker er der så nogle piger/kvinder, der gives mindre end tre mærker, mens nogle drenge/mænd gives mere end tre, og den reelle øvelse er så hvordan deltagerne håndterer den situation. Dette diskuteres så efterfølgende.