Spejderne – et globalt værdifællesskab

HISTORIEN OM KINGSTONE
Tekst: Hanne Tange

Har du hørt historien om Kingstone Junior Kajakata?

Kingstone Junior Kajakata på Spejdernes Lejr 2017
Foto: Hanne Tange

13-årige Kingstone fra Zimbabwe er en af de modigste spejdere, der deltog i Spejdernes Lejr. For ikke bare skulle han for første gang på en international lejr i en anden del af verden. Han blev yderligere udfordret, da han sammen med sine spejderkammerater skulle af sted fra lufthavnen i Johannesborg, Sydafrika. Her fik han nemlig at vide, at han ikke kunne få lov at rejse til Danmark, fordi der var en stavefejl i hans billet. Hans leder prøvede at forhandle med folkene i lufthavnen, for ingen har lyst til at rejse uden gruppens yngste spejder. Men da flyet skulle af sted, var der stadig ikke fundet en løsning, og Kingstone måtte blive i Johannesborg.

Kan du forestille dig det? Den 13-årige Kingstone har aldrig været uden for Zimbabwe. Og nu står han i Johannesborg, 1000 km. syd for Harare hvor hans familie bor. Godt nok er han sammen med sydafrikanske spejdere, som har lovet at passe på ham. Men hans gruppeleder er rejst med de andre spejdere af sted på den rejse til Danmark, som Kingstone har glædet sig rigtig meget til. Han ved ikke, om han kommer med fly til Danmark, eller om han skal rejse de 15 timer med bussen tilbage til Zimbabwe. Senere samme dag bliver vi kontaktet i Danmark af spejderne i Zimbabwe. De beder om hjælp til at få ændret Kingstones billet, så han alligevel kan rejse til Danmark.

Kingstone genforenet med sin gruppeleder
Foto: Hanne Tange

Kingstone starter sin rejse lørdag den 20. juli cirka samtidigt med, at hans kammerater ankommer til lejren i Sønderborg. På det tidspunkt har vi haft et større arbejde i gang for at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe en 13-årig spejder fra Zimbabwe til Danmark. Først skal vi sørge for, at han har alle de nødvendige papirer, og at han ved, at det er vigtigt, han rejser i spejderuniform. Dernæst skal han registreres som uledsaget barn, og vi skal have fortalt politiet i Kastrup Lufthavn, at der kommer en spejder fra Zimbabwe. Der skal findes en person, der er klar til at modtage Kingstone i Kastrup Lufthavn, og vi skal have ham transporteret fra Kastrup til Sønderborg søndag eftermiddag.

Vi er imponerede over, hvordan det lykkedes at få den kabale til at gå op. Der var sydafrikanske spejdere, der tog sig af Kingstone i to dage og sørgede for, at han kom på et nyt fly. Anne Sandbeck fandt tid til at møde Kingstone i Kastrup Lufthavn, købe mad til ham og få ham sat på en bus til Sønderborg. På SL’ 17 blev der tålmodigt svaret på telefonopkald fra nervøse ledere og en far i Zimbabwe, mens Transport holdt bussen tilbage i Kastrup, da Anne og Kingstone blev presset på tid. Søndag aften kunne vi så genforene Kingstone med hans gruppeleder i Sønderborg.

ÉN STOR FAMILIE

Fortællingen om Kingstone er en god historie om internationalt spejderarbejde. Den viser, hvordan mange ting kan lade sig gøre, når vi går sammen og løfter i flok. Det er en historie om tillid, om at respektere andres valg, og om viljen til at følge en beslutning til dørs.

Gruppelederen fra Zimbabwe viste tillid, da han efterlod 13-årige Kingstone i Johannesborg. Han stolede på, at spejderne i Sydafrika ville passe godt på hans dreng, og at spejdere i Zimbabwe og Danmark kunne finde en løsning. Spejderkorpset i Zimbabwe traf beslutningen, om at Kingstone skulle rejse. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra dansk side overvejede, om det også var klogt at lade en 13-årig afrikansk dreng rejse alene til Danmark.  Men vi havde lovet spejderne i Zimbabwe at gøre vores bedste, og et sådant løfte binder!

Spejderløfte og -lov binder spejdere fra Danmark, Sydafrika og Zimbabwe sammen i en stor, verdensomspændende familie.  Spejdernes globale fællesskab tæller over 50 millioner medlemmer, og det forpligter os til at gøre vores bedste – lokalt, nationalt og internationalt. I kender måske de to verdensmærker – drengespejdernes lilje og pigespejdernes trekløver? Sammen med tørklædet vil I kunne genkende spejderkammerater på disse mærker, uanset hvor i verden de kommer fra.

Hygge og snak i internationalt telt
Foto: Hanne Tange

Men den internationale spejderbevægelse er andet og mere end symboler. Alle verdens spejderkorps er med i et værdifællesskab baseret på tre grundprincipper:

• Duty to Self er princippet om personlig udvikling – om hele tiden at udfordre sig selv med opgaver, som kan synes næsten umulige, fordi de kræver, at vi lærer nye færdigheder.  Det handler også om at kende sig selv, styrker såvel som svagheder,  så vi ved hvordan vi bedst muligt kan bidrage til at løse fælles opgaver i patrulje og trop. 
• Duty to Other er det andet grundprincip. Det er det, som i Spejderloven hedder ”at tage medansvar i familie og samfund”. Et godt eksempel er Spejderhjælpen. Her gør spejdere en forskel lokalt – ved at samle æbler, pudse vinduer eller rydde kælder for naboen. Men spejdere gør samtidigt en forskel globalt, for alle de penge vi tjener i Spejderhjælpsugen bliver indsamlet og sendt til et udviklingsprojekt i Asien eller Afrika. 
• Duty to God handler om den åndelige dimension. For mange spejdere rundt i verden er religion en naturlig og synlig del af spejderarbejdet og nævnes specifikt i Spejderløfte og -Lov. Det Danske Spejderkorps anerkender også det religiøse princip, men på en måde,  der giver plads til ”at finde sin egen tro”. Grundlæggende er respekten, som jo netop handler om at acceptere, at mennesker kan være mere eller mindre troende. 

Har I nogensinde prøvet at sammenligne Spejderlov og -Løfte fra forskellige dele af verden? Hvis ikke vil vi bestemt anbefale at gøre det. For her ser I forskelle – for eksempel i hvordan det religiøse princip bliver formuleret. Men I vil også se vigtige ligheder, og de skyldes, at alle verdens spejderkorps skal forholde sig til de samme tre grundprincipper.

NÅR SPEJDERE ÅBNER VERDEN

Verdensspejderbevægelsen er en dåseåbner – den giver os et rum, hvor vi kan møde spejdere fra andre lande, religioner og samfundslag og få lært hinanden bedre at kende. Når vi mødes som spejdere, er der plads til at stille de gode spørgsmål og på den måde lære noget om andre menneskers vaner, kultur og erfaringer. Vi kan også bruge spejdere fra andre dele af verden som et spejl, der fortæller os noget om vores måde at gøre tingene på.

Til spejderjubilæum på Spejdernes Lejr 2017
Foto: Hanne Tange

På Spejdernes Lejr boede vores seks gæster fra Zimbabwe sammen med en dansk spejdergruppe fra Aarhus. Vores projekt handlede om dialog og interkulturel læring, og derfor bad vi de danske og afrikanske spejdere om at udfordre hinanden på baggrund af det, de havde set og hørt under lejren . Her får I nogle af de ting, vores gæster fra Zimbabwe bemærkede om de danske spejdere:

• Danske spejdere beder ikke. Den åndelige dimension fylder ikke meget i det daglige spejderarbejde for os i Det Danske Spejderkorps, men her er vi faktisk lidt specielle. Rigtigt mange steder i verden er religion en helt naturlig del af lejrlivet, og derfor kan internationale gæster opleve det som ”mærkeligt”, når den helt mangler.  
• Piger går med kniv, og drenge laver mad. Vi deler ikke opgaver op efter køn i Danmark. Det var nok specielt udfordrende for drengene fra Zimbabwe, som jo var vant til, at pigerne sørgede for der blev lavet mad og vasket op. Som danskere tager vi en sådan ligestilling for givet. Men det er ikke naturligt alle steder af verden, og når danske spejdere rejser ud, oplever de ofte en betydeligt skarpere opdeling mellem kønnene. 
• De danskere spejdere er svære at komme i snak med.  I Danmark har vi nogle gange en oplevelse af, at vi har ”nemt” ved at snakke engelsk. Men det var ikke det indtryk, spejderne fra Zimbabwe fik. På aktiviteterne oplevede de, at det ikke altid var muligt at finde en person, der kunne oversætte, og at de derfor ikke kunne deltage på lige fod med danskerne. Så måske vi skal passe på med at tage for givet, at alle kan engelsk? 
• Danske spejdere arbejder i regn! Ikke overraskende havde danske og afrikanske spejdere meget forskellige opfattelser af, hvad der var fornuftig adfærd i regnvejr. Når vejret blev dårligt, forsvandt de seks fra Zimbabwe således ind i teltene, til stor irritation for danskerne, der jo manglede deres hjælp til aktiviteter og madlavning. Afrikanerne  mente til gengæld, at det gav mening først at gå i gang, når regnen var forbi. 

De seks afrikanske spejdere oplevelse af dansk lejrliv afslører ting, som vi nok egentlig tager for givet i trop og gruppe. Det kan handle om den måde vi har indrettet vores samfund på – for eksempel at kvinder og mænd har samme vilkår og rettigheder. Men det afspejler også den særlige kultur vi har i Det Danske Spejderkorps, hvor mange grupper har valgt, at religion ikke skal være en synlig del af vores spejderarbejde.

Forskelle bliver selvfølgelig meget tydelige, når vi bringer spejdere sammen fra Danmark og Zimbabwe. Men mange af de temaer, der er blevet taget op her, har også betydning i forhold til etniske minoriteter i Danmark. Derfor kan vi igennem det internationale  spejderarbejde blive rustet til bedre at håndtere kulturmøder i vores lokalsamfund.  Også her har vi brug for den gensidige respekt, tillid, nysgerrighed og ligeværdighed, som er fundamentet i vores globale værdifællesskab.

DET (u)MULIGES KUNST

Kender I Robert Baden-Powells billede af spejderdrengen Rowan, der sparker ’U’et ud af Umuligt? Den tegning minder os om, at personlig udvikling kræver mål, der er så store, at vi skal stå på tæer for at kunne løse opgaven. Vores partnerskab med Zimbabwe blev på mange måder et eksempel på en sådan udfordring.

Tegning: Lord Baden-Powell

Fortællingen starter på Verdensjamboreen i Japan 2015, hvor vi donerede udstyr til spejderne fra Zimbabwe. Det skabte kontakt mellem ledere, og på et tidspunkt opstod ideen om, at Zimbabwe kunne sende deltagere til Spejdernes Lejr 2017. I efteråret 2016 begyndte de praktiske forberedelser.  På det tidspunkt havde vi nok ikke helt forestillet os hvad det var, vi havde kastet os ud i.

Vores første udfordring var, om det  overhovedet var muligt for spejdere fra Afrika at få lov at rejse til Danmark. Det var noget, vi tidligere kunne tage for givet, men meget blev ændret efter Flygningekrisen i efteråret 2015. Helt konkret havde vi hørt, hvordan en spejdergruppe fra Congo blev afvist i Kastrup, juli 2016, og vi var nervøse for, om noget lignende kunne ske for spejderne fra Zimbabwe. Derfor var det vigtigt at få fremskaffe en officiel invitation fra Det Danske Spejderkorps, så det var tydeligt, at de afrikanske spejdere kom som vores gæster.

Næste udfordring var at finde penge. Grundtanken i vores projekt, var at børn skulle møde børn i det fælles rum, der er en spejderlejr. Men for mange organisationer var det for simpelt – vi blev afvist, fordi projektet jo  ”bare” handlede om deltagelse i en spejderlejr. Samtidigt udfordrede projektet den måde, partnerskaber med udviklingslande traditionelt er blevet tænkt. I stedet for at sende danske ”eksperter” til Zimbabwe, havde vi valgt at invitere afrikanerne til Danmark, så vi kunne spørge: Hvad kan I lære os?

Uddeling af mærket “Messengers of Peace” til dem, der har gjort en
ekstraordinær indsats for at få Zimbabwernes besøg til at lykkedes.
Foto: ukendt fotograf (Kamera: Hanne Tange)

Vi blev også udfordret af fordomme og negative historier. Når vi fortalte, at vi arbejdede for, at spejdere fra Zimbabwe skulle deltage på Spejdernes Lejr, blev vi præsenteret for anekdoter om afrikanske spejdere, der var stukket af fra tidligere lejre. Som regel blev der henvist til en gruppe fra Ghana, og episoden lå flere år tilbage. Men det gav os en usikkerhed, samtidigt med at man mistænkeliggjorde spejderne fra Zimbabwe.

Sidste udfordring kom to uger før Spejdernes Lejr, da vi modtog besked om, at tre afrikanere havde fået afvist deres visumansøgninger.  Da vi borede i det, viste det sig, at afvisningen var rutinemæssig – betinget af spejdernes alder.  Herefter skred vi til handling. Vi kontaktede Den Danske Ambassade i Sydafrika, som var indstillet på at behandle en ny ansøgning. En leder fra Zimbabwe, Liz, rejste til Pretoria, mens vi sørgede for at sende penge fra Danmark som betaling for de ekstra visumomkostninger. Liz blev modtaget med kaffe i Pretoria og forlod ambassaden tre timer senere med de sidste visa. Den dag følte vi virkelig, at vi havde gjort det umulige muligt.

Vi har snakket meget om udfordringer. Måske vi i stedet skulle have fremhævet værdien af denne form for internationalt spejderarbejde? Vores internationale spejderbevægelse skal jo netop være en dåseåbner – hjælpe os til at bringe mennesker sammen på tværs af nationalitet, sprog, religion og samfundsklasse.  Det var derfor vi valgte at kaste os ind i arbejdet med at få spejdere fra Zimbabwe med på en dansk landslejr. For alternativet – en lejr hvor afrikanere ikke kunne deltage på grund af pengemangel og dansk udlændingepolitik – ville have været et nederlag for spejdernes globale fællesskab.

Nøgenbilleder, Kropsidealer og Spejderidéen ...

På Adventurespejdnight på Spejdernes Lejr 2017 blev deltagerne udsat for en lang række poster, som på mange måder kan være eksempler på det gode spejderarbejde. Her vil jeg tage fat i en enkelt post og fortælle lidt om, hvorfor jeg (med stor begejstring) mener, at netop det er rigtig godt spejderarbejde.

Den pågældende post er beskrevet af Uffe L. W. Jakobsen, en fotograf der bidrog til posten, i hans indlæg “Spejd og elsk din krop” fra lørdag 5/8.

Et telt med en fotoudstilling – en ramme for posten.
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse. 

For at forstå, hvorfor jeg mener, at netop denne post er eksemplarisk, skal vi først kigge på det fælles grundlag for spejderbevægelsen – det, vi har kaldt “Spejderidéen”, og som vi i DDS Program lavede en aktivitet om på Spejdernes Lejr (både i 2012 og i 2017).

Normalt skal vi ikke analysere en aktivitet på den her måde, og mange vil sikkert føle at jeg analyserer den sønder og sammen. Det er naturligvis ikke min hensigt; jeg tror blot på at vi med fordel en gang imellem kan drage fordel af at se på en fremragende enkeltaktivitet og tale om hvorfor den netop er så fremragende.

Disclaimer:
Hvis du ikke har tålmodighed til at læse hele min analyse, så læs selv beskrivelsen af posten i Uffe Jakobsens blogindlæg, og reflektér selv over hvordan den hænger sammen med nedenstående beskrivelse af Spejderidéen – det er bestemt tilladt at springe min analyse over :)

Spejderidéen

Spejderidéen er den samlende betegnelse for de fundamentale ideologiske elementer i den internationale spejderbevægelse, både World Organisation of the Scout Movement (WOSM) og World Association of Girl Guides and Girl Scouts (WAGGGS).

Som en betingelse for medlemskab skal alle medlemskorps forpligte sig til at efterleve Spejderidéen.
På trods af forskelle i formuleringer kan Spejderidéen beskrives med tre hovedoverskrifter (bemærk at jeg i det følgende refererer til WAGGGS og WOSM's tekster snarere end til DDS' eller andre enkeltkorps' tekster):

Spejderarbejdets formål

Spejderbevægelsens formål er børn og unges udvikling – vi taler om at hele mennesker, fulde potentialer og aktivt medborgerskab er målet med udviklingen.

De fælles værdier / principper

Spejderbevægelsen bygger på et fælles værdisæt, som udtrykkes i Spejderløftet og Spejderloven (og opsummeret andre steder). Fælles er et fokus på det åndelige, på det fælles (både andre mennesker og den jord, vi bor på) og på den enkelte selv. Der refereres som regel til det oprindelige Spejderløfte og den oprindelige Spejderlov, som Baden-Powell formulerede den.

Spejdermetoden

Måden vi bedriver spejderarbejdet – ikke detaljer som at ligge i lejr eller tage på togt, men de værktøjer, vi bruger, til at skabe godt spejderarbejde.

Spejdermetoden som beskrevet hos både WAGGGS og WOSM kan kan opsummeres i otte elementer (i min personlige oversættelse):

• Spejderlov og -løfte
• Fremadskridende selvudvikling
• Learning by doing
• Patruljesystemet
• Samarbejde mellem unge og støttende voksne
• Friluftsliv og naturen
• Symboler
• Samfundsengagement

Du kan læse mere om Spejderidéen og om de fem danske spejderkorps' måder at udtrykke de forskellige elementer på i materialet, vi brugte til vores aktivitet her (pdf-fil i A4-format).

Posten

Kendetegnet ved godt spejderarbejde er jo netop at det til fulde lever op til de idealer, vi arbejder med i bevægelsen – altså at den opfylder Spejderidéen, og med udgangspunkt i ovenstående (korte) beskrivelse af Spejderidéen kan vi nu kigge på, hvorfor netop den ovennævnte post fra Adventurespejdnight kan og bør beskrives som rigtig godt spejderarbejde.

Posten var planlagt af Louis, Mia, Katrine, Birgitte, Alberte, Elmer, Andreas og Ida Christine, og Uffe Jakobsen lagde billeder til udstillingen.

I al sin enkelthed indeholdt aktiviteten to elementer:

1. Patruljen sendte en eller to medlemmer ind i teltet for at betragte udstillingen med billederne af de nøgne kroppe. 

Patruljens udsendte besigtiger billederne
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

2. De udsendte skulle med ord formidle kroppene i udstillingens billeder, hvorefter resten af patruljen skulle tegne og modellere kroppene. 

Forsøg på at genskabe to af billederne
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Formål

Spejderbevægelsens formål, vores eksistensberettigelse, er at give børn og unge (eng. “young people”) oplevelser, der giver dem mulighed for at udvikle sig til at nå deres fulde fysiske, intellektuelle, sociale, åndelige, følelsesmæssige potentiale som aktive og ansvarlige medborgere i deres lokale, nationale og internationale samfund.

Eller en eller anden variation over det tema ... :)

Godt spejderarbejde er tilrettelagt (hvad enten det har været planlagt i månedsvis eller opstår spontant) for at bidrage til formålet. Det skal altså skabe oplevelser, der giver spejderne mulighed for at udvikle sig.

Da vi i forbindelse med Programfornyelsen i DDS formulerede det dannelsesideal, vi ønsker at arbejde frem mod, valgte vi at have et udviklingsspor om “Kropsbevidsthed” under fysisk udvikling. Det andet pejlemærke for kropsbevidstheden lyder:

“Jeg forholder mig kritisk til samfundets påvirkning af køns- og kropsidealer.”

Som i så mange andre tilfælde er vi nødt til at starte hos os selv: Hvordan bliver jeg påvirket af samfundets kropsidealer? Hvorfor bliver jeg forlegen min egen krop? Over hans krop, og hendes krop? Over nøgenhed? Og hvorfor pokker har han gyldne, højhælede sko på?

For at kunne stille os selv de spørgsmål er vi nødt til at blive konfronteret med dem på en måde, hvor vi ikke bare kan gå videre. For eksempel ved at vi bliver tvunget til at skulle tale om, og sætte ord på, netop de kroppe, der ligger uden for idealet – for at beskrive dem til andre, eller for at kunne forstå, hvad vi skal tegne ...

Netop dette var en del af arrangørernes formål med aktiviteten. At få spejderne til at blive bevidste om og forholde sig kritisk til vores samfundsskabte normer og tabuer om kroppe, nøgenhed, seksualisering med henblik på at skabe en større accept både af anderledes kroppe og af egen krop. (Jeg ved det, fordi jeg har spurgt Ida Christine da jeg fandt ud af at hun havde være med til at planlægge det :) )

Værdier

Det kan nogle gange komme til at virke lidt søgt, når man skal forklare hvordan vores aktiviteter i praksis altid baserer sig på spejderbevægelsens værdisæt (og dermed implicit inkluderer den Spejderlov og -løfte, der er det centrale element i Spejdermetoden), fordi aktiviteten foregår i et fællesskab, hvor netop Spejderloven og Spejderløftet er de centrale fælles spilleregler for samværet og samarbejdet.

I dette tilfælde behøver jeg imidlertid ikke at ty til den type af forklaringer, for spejderbevægelsens værdier er helt tydeligt i spil i aktiviteten.

En klog mand, jeg har megen respekt for, har sagt at Spejderløftet grundlæggende kan kortes ned til “Jeg lover at opføre mig ordentligt.” Dette er der noget sandt i, men kun så længe at man kan være enige om, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt, men det er ikke svært at komme i tanker om menneskesyn, der har andre idéer end spejderbevægelsen af, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt – ikke mindst hvad angår bevægelsens inklusivitet og tolerance.

I spejderbevægelsen sætter vi diversitet og tolerance over for “de andre” meget højt. Så højt at vi selv kan blive udfordrede, når vores bevægelse formår at inkludere og samarbejde med folk, der har holdninger, der kan virke intolerante eller diskriminerende på os selv. Men også vi kan lære noget værdifuldt af at inkludere homofober eller misogynister i vores fællesskab – af at samarbejde med dem og af at forsøge at vise dem en bedre verden.

Om det er nemmere eller sværere at inkludere og anerkende kroppe, der falder uden for samfundsnormen om den pæne krop er vel en individuel sag, men at vores samfund på nogle punkter i dag har meget svært ved at acceptere større afvigelser fra et, i virkeligheden ofte urealistisk, kropsideal.

På posten var spejderne nødt til at have en samtale om kroppe, som både ved deres nøgenhed og deres afvigelser fra det normale kunne gøre spejderne forlegne, eller endog virke stødende på dem. Netop gennem at skulle tale om billederne kom spejderne automatisk til også at skulle forholde sig til deres egne fordomme og deres egen forlegenhed, og dermed kom de også til at forholde sig til deres egen inklusivitet og tolerance.

Spejdermetode

At aktiviteten forholdsvis direkte fik spejderne til at forholde sig til at hjælpe andre og at være en god kammerat / ven med alle har jeg set på ovenfor, men det forklarer naturligvis også hvordan spejderne er blevet mindet om deres løfte. Det gode her er at det ikke er sket med en løftet pegefinger – faktisk vil jeg tro at mange af spejderne slet ikke har været bevidste om at det var det, der skete, men det gør det bestemt ikke dårligere.

Jeg har også diskutteret ovenfor (under formålet) hvordan aktiviteten prikkede til spejderne og netop fik dem til at udvikle sig på flere områder. Jeg er sikker på at samtalerne og tegningerne har varieret meget fra patrulje til patrulje, netop fordi det helt automatisk er kommet til at tage udgangspunkt i den enkelte spejder, men at det også har flyttet den enkelte spejder fordi de som minimum må have spekuleret en smule over hvorfor de blev sat til det her.

Refleksion og italesættelse starter allerede mens de udsendte besigtigter billederne.
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

I forhold til aktivitetens anvendelse af learning by doing er der især to elementer, jeg gerne vil fremhæve. På den ene side har vi et godt eksempel på at spejderne stilles en opgave indenfor nogle rammer, men at de selv skal finde ud af, hvilken måde de vil løse opgaven (inden for rammerne), de skal selv planlægge deres løsning og implementere den. Spejderne er altså aktivt handlende på langt flere måder end blot at beskrive nogle billeder og forsøge at tegne det beskrevne. Samtidig taler vi ofte om at refleksion er et væsentligt element i vores anvendelse af learning by doing, men de virkeligt gode aktiviteter behøver ikke at iscenesætte refleksionen – og husk at det at tale, at bruge sproget, også er at handle!

Det kan dog hurtigt komme til at virke kunstigt, når lederes skal spørge, hvad man har lært i dag, og det er egentlig ikke det, der er idealet. Idealet er i stedet at aktiviteten i sig selv får spejderne til at reflektere – reflektere over hvilke ord, de bruger, reflektere over deres egne reaktioner, over hvorfor de voksne havde planlagt netop dén aktivitet o.s.v. o.s.v.  Jo flere spørgsmål aktiviteten kan rejse af sig selv, jo bedre.  Vær forsigtig med at iscenesætte refleksion på en kunstig måde – søg i stedet at skabe aktiviteter, der af sig selv ansporer til refleksion, og tag så den anden snak, når den kommer af sig selv: når spejderne begejstret fortæller om dette eller hint, så spørg dem interesseret og nysgerrigt hvad, der gjorde det sjovt / godt / spændende, hvad de fik ud af det, o.s.v.

Noget af det vigtige, vi gerne vil at spejderne skal lære gennem deres handlinger til spejder, er ting som lederskab og samarbejde. Netop disse ting læres ved at handle i de små, trygge fællesskab, vi kalder patruljer. Disse fællesskaber er også kernen i denne aktivitet, og moderne forskning viser entydigt at netop det er med til at styrke læringen.

Uanset aldersgruppe er den voksnes vigtigste rolle i spejderarbejdet at være opgavestiller, og så overlade det til patruljen at vælge en løsningsmetode, samt at planlægge og gennemføre den valgte løsning. Det svære består i at vælge netop den rigtige sværhedsgrad og kompleksitet for opgaven. Målgruppen for Adventurespejdnight var spejdere fra 13 år og opefter, og opgaven skulle derfor afspejle deres udgangspunkt. At lave en opgave, der kan interessere, udfordre og give mulighed for personlig udvikling for en 13-årig dreng i begyndelsen af puberteten og en ung kvinde på 24 år kan synes noget nær umuligt, men her er en opgave, som netop rummer en mulighed for at kunne flytte sine egne grænser og egen forståelse for begge grupper. Godt gjort!

Patruljerne arbejder
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Aktiviteten foregik selvfølgelig udendørs – fotoudstilling og tegneværksted udenfor? Ikke et problem, når man er på lejr.  Moderne forskning viser at ophold i naturen øger både indlæringsevnen og koncentrationsevnen (det holder endog i en periode, når man går indenfor igen!), og samtidig er der noget ved naturen ved nattetide, der, i hvert fald i min erfaring, virker fremmende for refleksionen. Endelig styrker det at opholde sig i naturen den kærlighed til naturen, der er grundlaget for den grundværdi, vi har om at

værne om naturen. Der er således mange gode grunde til at spejderarbejdet overvejende bør foregå i kontakt til naturen (om det så er i skoven eller den mere bynære natur).

Tørklæderne er symboler, der sender et tydeligt signal.
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Vi taler ofte og gerne om at spejderbevægelsen er “Danmarks stærkeste fællesskab”, men vi forsømmer ofte at tale om fællesskabets natur (forpligtende og værdibaseret), og ikke mindst om, hvordan vi opbygger dette fællesskab. Vi formår at skabe en identitet omkring det at være spejder – en identitet, hvor man identificerer sig med at være en del af det stærke fællesskabet, og at være forpligtet på fællesskabet og på fællesskabets værdier.

Denne identitetsopbygning støttes i Spejdermetoden af vores anvendelse af symboler – symboler på spejderbevægelsen, på vores værdisæt, på vores fællesskab: symboler på den identitet, det er at være spejder.

De åbenlyse symboler er ting som uniformen, tørklædet, de internationale mærker (liljen og trekløveret), men der er mange flere symboler: de ord, vi bruger, som er særlige for vores fællesskaber (“spejder”, “patrulje”, “DDS”, “gruppe”,“ulveunger” o.s.v. o.s.v.), vores sange, vores ceremonier og ritualer med mere. De fleste spejdere forstår intuitivt vigtigheden af symbolerne, og derfor ser vi også at de fleste bærer synlige symboler på deres spejderidentitet (uniformer, tørklæder, o.s.v.), og ved at tilføje et tørklæde på en tegning ser vi en patrulje lave en symbolsk inklusion af en model i vores fællesskab; “Her er også plads til dig” synes billedet at signalere, hvorved vi får understreget at vores symboler netop er inkluderende, og ikke ekskluderende.

En farverig gengivelse – modellen er blevet spejder!
Foto: Ida Christine Andersen. Anvendt med tilladelse.

Det sidste element i Spejdermetoden er samfundsengagementet. Her har vi det i spil på flere planer – der er eksterne partnere med i at stable posten på benene (Uffe Jakobsen og “KropUdenStof.dk”), og spejderne kunne ikke undgå at forholde sig aktivt (både i ord og handling) til samfundsskabte normer om den perfekte krop – eller blot hvilke former for kroppe, det er OK at fremvise i det offentlige rum.  Her bliver cirklen sluttet, og samfundsengagementet vender tilbage til vores bevægelses insisteren på værdien af inklusion og diversitet – at vi ikke alene rummer og tolererer forskellighederne, men at vi mener at de beriger os, og at de gør vores fællesskab stærkere.



En sidste pointe inden jeg runder af for min ros til en fantastisk spejderaktivitet:

Godt spejderarbejde kan ikke skabes ved at tage alle disse elementer på skift, sådan ud i naturen den ene dag, patruljearbejde den anden dag, og så tegne vores værdier den tredje. Spejder opstår netop i samspillet mellem alle elementerne af Spejderidéen, og netop dét er hvad der gør den her post til eksemplarisk spejderarbejde – her kan vi se det hele i spil på én gang!

Langt det meste af det spejderarbejde, vi skaber, kan ikke nå helt så langt, men derfor kan det sagtens være godt og solidt spejderarbejde. Men hvis vi gerne vil skabe spejderoplevelser, der har lige det ekstra, så er vi nødt til at overveje, hvad vi gør. Som for eksempel at indlægge formidlingen til resten af patruljen, der så skal visualisere: et bevidst valg for lige at skrue en tak op for refleksionen (uden at gøre det kunstigt, men blot et nødvendigt skridt på grund af opgavens rammer).

Jeg kan kun opfordre flere ledere til at udfordre sig selv på hvordan de kan skabe aktiviteter, der kommer hele spejderidéen rundt, også selvom det kræver at man tager et ekstra kritisk blik på det, der måske allerede er en naturligt god aktivitet.

Alt i alt stor ros herfra til alle jer, der var involveret i posten: Louis, Mia, Katrine, Birgitte, Alberte, Elmer, Andreas, Ida Christine og naturligvis Uffe, som lagde billeder til. Jeg kipper en ekstra gang med spejderhatten for fantastisk spejderarbejde. Tak for at være et godt eksempel for os andre!

Ligestilling... Eller hvad?

Jeg har været på et arrangement af WAGGGS om "Gender Equality", og efter at have sovet lidt på oplevelserne derfra, vil jeg gerne dele både oplevelser og de efterfølgende refleksioner jeg har haft. Mit navn er Rikke, og jeg deltager for DDS Program. Sammen med Troels arbejder jeg med programfornyelse.

Først vil jeg fortælle om en fordom jeg har haft overfor WAGGGS.
Uden at kende ret meget til det, har jeg tidligere stemplet WAGGGS som værende ret "tøsede" og nogle der bruger lidt mere tid på glitter og klippe-klister, end jeg har haft lyst til. Endvidere var jeg i forbindelse med dette event, lidt bekymret for om det var feminisme (af den gammeldags slags hvor vi skal kæmpe for kvinders rettigheder, og alle mænd bliver gjort til uhyrer) frem for ligestilling, vi skulle diskutere. Både fordommen og bekymringen blev (heldigvis) gjort til skamme. Det var nogle rigtigt interessante dage og mere end noget andet diskuterede vi hvordan (også) drenge og mænd kan vinde ved ligestilling.

Jeg vil hive en sætning frem fra eventet: "Sex is biological. Gender is a social construction".
Vi har en begrænsning i det danske sprog, eftersom begge dele oversættes til "køn". Ligestilling, som det blev fremsat på dette event, handler om at samfundet lærer piger og drenge forskellige stereotypiske kønsroller. Det der så bliver spændende, er hvordan vi kan bryde med disse stereotyper og hvorfor vi skal gøre det? Specielt den sidste del, fandt jeg særligt interessant. Det jeg fik ud af eventet er at stereotyper begrænser vores handlemuligheder, og endnu vigtigere vores fantasi til at se handlemuligheder. Men hvad har det med spejder at gøre? Alt! I spejder står ved i den særlige situation, at spejderne bliver kastet ud i udfordringer og oplevelser, som skubber dem ud af deres komfort-zone og der kan de lære noget nyt om sig selv. Men reproducerer vi kønsroller, eller udfordrer vi dem? På spejderløb, er der da en kreapost for at der også er noget for pigerne, eller er det for at have en bred vifte af udfordringer? Hvordan tænker og italesætter du posternes indhold og udformning? Og når der skal sættes lejr og efterfølgende laves aftensmad, hvordan er arbejdsfordelingen, og hvordan italesættes den? Er der pige- og drengeaktiviteter?
Jeg synes at ovenstående er vigtige overvejelser som vi kan og bør medtænke i vores spejderarbejde, fordi vi har en særlig mulighed for at skabe en social kontekst der ikke er præget af stereotypiske kønsroller. Og fordi vi i denne kontekst kan rykke ved spejdernes selvforståelse og åbne op for muligheder de aldrig før har overvejet at de har.

Måske er vi faldet lidt af på den i Danmark og mener at selvfølgelig har vi ligestilling. Det diskuterede jeg med en af de andre på eventet, og vi blev enige om at der er forskel på den strukturelle ligestilling (forstået som at alle har lov til at deltage) og den ægte ligestilling. Først når ingen er begrænset af hvordan omgivelserne mener, at man bør opføre sig som pige/dreng/kvinde/mand/andet, er der tale om ægte ligestilling.

At deltage på dette event har startet en masse refleksioner omkring kønsroller og forskelsbehandling. Det bliver spændende at se hvordan mangfoldighed og ligestilling kan være en del af det nye program.

Jeg siger tak fordi du har læst med og jeg håber at mine lettere kaotiske overvejelser kan føre til at også du reflekterer over dette ligestillingsspørgsmål.

Ligestilling ... og program?

Jeg er på et arrangement, som er arrangeret af WAGGGS, og som handler om ligestilling – mere specifikt om det at arbejde med ligestilling med drenge og mænd: Working With Men and Boys on Gender Equality.

Men hvad har det med program at gøre?

For 20 år siden, i 1994, var 49% af vores mikroer og minier piger – nøjagtig samme andel som pigernes andel af aldersgruppen i hele Danmark. Torsdag den 8. maj 2014 var andel af piger blandt de 6 – 10 årige medlemmer af DDS faldet til 43% – andelen af piger i aldersgruppen blandt befolkningen som helhed har ikke rykket sig i mellemtiden.

Dette er resultatet af en støt udvikling, hvor andelen af kvinder i DDS er faldet støt i alle aldersgrupper, men mest for de mindste, hvor vi både har størstedelen af vores medlemmer, og har langt den største del af vores hvervning.

Noget er altså sket i de mellemliggende tyve år som stille og roligt har gjort det tilbud, som DDS har, mindre attraktivt for pigerne i forhold til drengene, og det er så her at programmet kommer ind, for det, vi tilbyder spejderne, er (forhåbentlig) program: en helhed af hvorfor vi gør de ting, vi gør til spejder, hvordan vi gør de ting, vi gør til spejder, og hvad det er for ting, vi gør til spejder.

Som et blandet korps med medlemskab af både WAGGGS og WOSM må det helt klart være et mål for DDS at vores program er lige attraktivt for piger og drenge – jeg mener ganske enkelt ikke at vi kan tillade os andet. Derfor er det vigtigt at tage spørgsmålet om ligestilling op i forhold til program, og ikke mindst i forhold til programfornyelsen: det må være et selvstændigt mål for programfornyelsen at skabe et program, som kan standse den udvikling mod en stadig lavere andel af piger i DDS.

Hvad har vi så lavet den første dag? Og hvem er"vi" i øvrigt? Vi er tre DDS-medlemmer i Finland - Mia Varming Rangholm, Rikke Bækhus og mig selv - Mia tager læringerne med tilbage til DDS Uddannelse, og Rikke arbejder med Programfornyelsen sammen med mig.

De to vigtigste ting, jeg tager med mig fra den første dag er for det første at ligestillingen må handle om friheden til at vælge sin identitet uden begrænsninger fra samfundets normerende forestillinger om køn, herunder friheden til at vælge at være anderledes, men naturligvis også friheden til at mænd og kvinder "i gennemsnit" vælger forskelligt, og for det andet en sjov praktisk måde at sætte snakken om ligestilling i gang.

Der er sikkert mange, som allerede kender den praktiske øvelse, men for de der, som jeg selv, ikke tidligere er stødt på den, kan jeg jo kort beskrive den. Det hele går ud på at vælge en tilfældig leg (dog en leg, som kan være lige sjov og tillokkende for både drenge og piger), og så indføre den sær-regel at man skal have mindst tre "mærker" at måtte lege med. Ved uddelingen af mærker er der så nogle piger/kvinder, der gives mindre end tre mærker, mens nogle drenge/mænd gives mere end tre, og den reelle øvelse er så hvordan deltagerne håndterer den situation. Dette diskuteres så efterfølgende.

Programfornyelse 2

Som allerede nævnt i mit tidligere indlæg, “Programfornyelse” vedtog vi på korpsrådsmødet i 2011 at “vi iværksætter en revision af vores program” – det er den proces, vi kalder “programfornyelse”, men hvad betyder det egentlig?

Tegning af B-P

Hvis jeg nu starter med at prøve at forklare det med mine ord, så kan det være at du, som læser det her, kan hjælpe os med at fortælle videre med dine ord. Og hvis du synes, at du har fundet en super god måde at sige det på, så vil vi mægtig gerne høre om det: du kan f.eks. skrive det i en kommentar her eller på Facebook eller du kan kontakte os på mail (du kan finde en adresse på dds.dk/ddsprogram – i et forsøg på at begrænse mængden af spam vil jeg undlade at skrive mail-adresser her på bloggen).


Jeg har skrevet nogle refleksionsspørgsmål til dig, kære læser, i mit indlæg. De står med fed skrift, og vi vil meget gerne kende dine tanker og refleksioner. Du kan skrive dem i kommentarer her på bloggen, kommentere på Facebook (f.eks. i gruppen “Det Danske Spejderkorps”) eller sende dem til os i en mail til adressen på vores udvalgsside på dds.dk (se ovenfor), eller bruge hvad andre måder du kender til at få kontakt med os (jeg er bange for at mit morse er lidt rustent ...).


Men lad os nu starte med den første del, ordet “program”.

Som i så mange andre tilfælde er der ingen grund til selv at prøve at opfinde den dybe tallerken. Ordet er en gammel kending i spejderbevægelsen, og det bruges flittigt både i WOSM og i WAGGGS med den samme betydning. Spejderbevægelsens forståelse af “program” kan sammenfattes således:

Program er den samlede helhed af lærende erfaringer som spejderne gør sig i spejderarbejdet med den bevidste hensigt at opnå spejderbevægelsens formål gennem anvendelse af spejdermetoden.

Program omfatter
Helheden – den samlede mængde af lærende erfaringer, som en spejder tilbydes.
Hvorfor – spejderbevægelsens formål og fundamentale værdier udtrykt gennem specifikke dannelsesmål.
Hvordan – den måde spejderarbejdet gennemføres på – altså Spejdermetoden.
Hvad – det spejderne faktisk gør til spejder – altså aktiviteterne.

Min forklaring her er baseret på definitioner hos WAGGGS (“Educational Programme”) og WOSM (“Youth Programme”) af det, vi i DDS ganske enkelt kalder program.

I DDS har vi valgt at samle de to elementer af vores program, som jeg herover har kaldt “hvorfor” og “hvordan” i det, vi kalder Spejderidéen. I vores beskrivelse af Spejderidéen forklarer de første to afsnit, som vi har kaldt formålet og Spejderprincipperne, hvorfor vi laver spejderarbejde, mens Spejdermetoden forklarer hvordan vi laver spejderarbejde (se f.eks. på dds.dk/spejderideen eller i hæftet “Spejderidéen – idégrundlag for Det Danske Spejderkorps”). Ideer til hvad vi laver, altså de konkrete aktiviteter, kan du finde på dds.dk/aktiviteter, i aktivitetshæfterne og i arbejdsstoffet.


Program er altså andet og mere end kun aktiviteter og arbejdsstof, som beskriver hvad vi laver til spejder; det er også vores beskrivelse af, hvordan vi laver spejderarbejde og beskrivelsen af formålet med det hele, altså hvorfor vi laver spejderarbejde. De tre perspektiver mødes så i en lang række af erfaringer, eller oplevelser, som er tilrettelagt efter Spejdermetoden med det formål at lære spejderne det, der skal til for at opfylde formålet med spejderarbejdet.

Det er jo immervæk noget af en mundfuld, og jeg vil gerne indrømme at det har været lidt skræmmende at skulle tage arbejdet op. 

Hvad tænker DU, når du læser om hvordan vi opfatter “program”? 

Tegning og tekst af B-P

Når vi så fortæller at vi vil forny vores program, kan man sikkert være fristet til at spørge, om det så betyder, at vi skal have et helt nyt formål og lave spejderarbejde på en helt ny måde. Det gør det selvfølgelig ikke, men vi skal kigge kritisk på vores konkrete beskrivelser og sikre os at de stadig giver god mening også i vores nutid, og vi skal sikre at vi også har de elementer med, som er vigtige for at vores spejdere også fremover kan lære at blive aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere, der tager lederskab for positiv forandring baseret på fælles, inkluderende værdier.


Den beskrivelse er ikke et forsøg på at lave et nyt formål for DDS – det er mit eget forsøg på at beskrive det, jeg selv synes, er essensen af hvorfor vi laver spejderarbejde på en måde, der giver mening for mig selv her i 2014. Formålet med at tage det med her er at vise, at vi godt kan beskrive det på andre måder end med den formulering, der lige nu står i vores grundlov, og jeg vil foreslå, at der kan være værdi i en gang imellem at sikre at det, der står i vores love, også er nemt at forstå for de ledere, vi har i vores egen tid.

En fornyelse af programmet betyder altså ikke at vi ændrer det mindste i formålet med spejderarbejdet, men vi vil opdatere vores beskrivelser af det formål, og måske endda – hvis vi synes at det er det rigtigste at gøre – stille forslag til korpsrådet om at vi ændrer den beskrivelse, der har stået i vores grundlov siden 1972.

Hvordan ville DU beskrive og formulere essensen af hvorfor vi laver spejderarbejde?


Spejdermetoden er også et af de grundfæstede elementer i spejderarbejdet. Hvordan vi arbejder er i lige så høj grad en del af det at være spejder, som formålet er, så på det punkt vil der også kun blive tale om at opdatere selve beskrivelsen af spejdermetoden. Her er det vigtigt at holde sig for øje at spejdermetoden netop er én samlet metode: en helhed, hvor de forskellige elementer spiller sammen og ikke kan adskilles. Det betyder også at man ved at dreje lidt på det hele måske kommer til at se på metoden ud fra nogle nye facetter, og det kan jo godt være at det vil være fornuftigt at vi fremhæver nogle andre sider af spejdermetoden fordi de spejdere, vi arbejder med, er forskellige fra dem, vi havde, da vi formulerede Spejdermetoden i DDS. Metoden vil altså grundlæggende forblive den samme, men vi kan vælge at give mere vægt til andre sider af den ved at beskrive den på en ny måde. 


Det, der kommer til at kunne mærkes mest i grupperne, vil være at vi vil skabe et nyt arbejdsstof. Før vi når dertil vil der dog være mange trin, der skal være på plads, og vi kan derfor ikke endnu sige ret meget om, hvordan det nye arbejdsstof – eller “programmateriale” – vil komme til at være opbygget, og hvad det vil indeholde.

Det vil dog være et programmateriale, som uddyber vores beskrivelser af formålet, spejderværdierne og Spejdermetoden i et nutidigt sprog (uanset om vi så vil prøve også at få opdateret de officielle beskrivelser f.eks. i DDS grundlov). Det vil også være et programmateriale, der vil være grenspecifikt, men som samtidig vil understøtte den enkelte spejders udviklingsforløb, så det hænger sammen i en rød tråd (som skal være tilpasset til den enkelte spejder) hele vejen gennem programmet.

Spejder: hvor det umulige bliver muligt
Tegning af B-P

Vi har også en drøm om at kunne skabe et fælles sprog til at tale om nogle af de ting, der kan være svære at få sat ord på. Ikke bare formålet med spejderarbejdet og den metode, vi bruger, men også noget om den enkelte spejders udvikling i forskellige facetter af deres personlighed.



Hvad tænker DU, når du læser om disse ideer og drømme for et nyt program i DDS?


Men som sagt er der en del trin, inden vi når så langt. Lige nu er vi i gang med at opstille nogle overordnede mål – at få helt styr på hvorfor vi skal lave spejderarbejde, og hvad det er, vi gerne vil opnå med det. Det handler også om at få beskrevet nogle mål for den enkelte spejders udvikling i de forskellige facetter af deres personlighed – det, vi lige nu kalder deres udviklingsområder.

Når vi kender målet kan vi begynder at plotte en overordnet vej dertil. Det er altså vigtigt at vores proces tager udgangspunkt i, hvad det er, vi vil. I DDS vil vi ikke blot udvikle børn og unge – vi vil udvikle dem til noget bestemt (lige nu beskrevet i de tre paragraffer i formålet i DDS grundlov: §3, §4 og §5). Derfor vil vi gerne vide noget om hvilke færdigheder mennesker skal have i dag for at udvikle sig dertil, hvad de skal vide og hvad deres holdninger skal være.

Alt det er ikke så fastlåst, som det måske kan lyde – der er ikke tale om et mål, der er fuldstændigt snævert defineret på alle områder, men snarere om et målområde som nogle steder kan være forholdsvis snævert, men som på de fleste steder vil være ret bredt.

Når vi har styr på endemålet kan vi begynde at nedbryde rejsen dertil i nogle etaper. Det er jo klart at der er stor forskel på hvornår spejderne er på et bestemt punkt i deres udvikling, og nogle vil storme afsted i deres fysiske udvikling, og måske være langsommere end de andre i deres følelsesmæssige udvikling, mens andre vil være flere vognlængder foran i deres spirituelle udvikling, men lidt bagud i den sociale udvikling. Derfor er det klart at vores etaper kun kan beskrives i træskolængder – det vil være “sådan cirka”, men vi vil bruge det til at se om der er nogle naturlige og indlysende steder at sætte nogle streger.

Det sidste handler om grenenes aldersgrænser – og om start- og slutpunkterne for hvor vi skal tilbyde program (meningsfyldte lærende erfaringer baseret på spejdermetoden i den hensigt at opnå formålet). Det er altså på det tidspunkt at vi skal vælge hvilke aldersgrupper det nye program (og dermed arbejdsstof) skal være opdelt i.  Lige nu forventer vi at kunne høre korpsrådets holdning til det spørgsmål ved et korpsrådsmøde i 2015.

Spejderproduktion – det er nok ikke helt tidssvarende at
betragte vores program som en maskine, der producerer
ensartede produkter ... men det kunne man gøre for 50 år
siden. 
Gammel dansk illustration - kunsteren er ukendt

Derefter vil vi gå igang med at udvikle det nye programmateriale (inklusiv arbejdsstoffet). I den fase vil vi gå eksperimentelt til værks, så alle vores ideer bliver afprøvet i en almindelig spejdervirkelighed, og vores formfuldendte formuleringer bliver trykprøvet rundt om i korpset, så vi er sikre på at de kan forstås af alle. Først når vi har været igennem nogle omgange, hvor ideer og formuleringer bliver prøvet af i det daglige spejderarbejde, vil vi turde sende det nye programmateriale til trykning. Hvis alt går vel taler vi her om en gang i 2018, men lad være med at hænge mig op på den dato – den afhænger i meget høj grad af at vi kan finde en masse villige spejdere og ledere til at hjælpe os med konkrete ideer, med at formulere tingene rigtigt, og med at teste de ting, der bliver lavet.

Så hvis du kunne have lyst til at være med til at udvikle spejderarbejdet i DDS, så vi i mange år fremover kan uddanne aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere, der tager lederskab for positiv forandring baseret på fælles, inkluderende værdier i de sammenhænge, de indgår i lokalt, nationalt og globalt, så skal du holde øje med hvad der sker i programfornyelsen frem til efteråret 2015, hvor vi skal i gang med arbejdet – og gerne tage kontakt til DDS Program. 


Har DU andre tanker, som du gerne vil dele med os? Ideer til hvordan vi kommer godt i mål? Tanker om, hvad det er vigtigt at få med? 

Spejder: en global bevægelse med fælles, inkluderende værdier.
Tegning af B-P

KFUM-spejderne er i øvrigt i gang med samme øvelse, og de er et par år foran os. Du kan læse mere om deres proces på hjemmesiden arbejdsprogram.kfumspejderne.dk, og lidt mere om hele konceptet for deres programfornyelse på arbejdsprogram.kfumspejderne.dk/?page_id=28.

“World Scouting – Educating for Global Citizenship”: En boganmeldelse (engelsk)

Eduard Vallory, World Scouting: Educating for Global Citizenship

Vallory’s book is doubtlessly the best book that I have read on modern Scouting and Guiding.

This is of course a rather broad statement to make, and a part of the key is in the adjective, modern Scouting and Guiding (in the following text, I shall generally follow Vallory in using “Scouting” to refer to both). The books by Lord Baden-Powell that form the basis of our movement even today are, however, not about modern Scouting and they need to be read with an eye to adapting what is said to the where the Movement is today. 

Vallory’s book takes its outset in precisely that: where Scouting and the Scout Movement is today; combining a deep respect for the history of the Movement with a good understanding of where we are today and a keen eye for the challenges our Movement is facing and where we may find solutions.

World Scouting: Educating for Global Citizenship is divided into three parts. The first part deals with the history of World Scouting; the second part is about the ideology of the Scout Movement (WHY and HOW we do Scouting today) and how Scouting is organised in the two world organisations; and the third part deals with the citizenship education of the book’s sub-title.

In the first part of the book Vallory sets out by outlining the starting point of Scouting in a specific British Imperial context, tracing the evolution of Scouting until the 1920 formal establishment of the international organisation as the beginning of World Scouting.

The establishment of a democratic international organisation for World Scouting does, of course, not mark an abrupt change in the values and methods of Scouting, but it is nonetheless an important milestone, and a practical marker in discussing the changes that did occur in this period, as Scouting became World Scouting under the guidance and leadership of Lord Baden-Powell (B-P). Vallory describes the evolution of World Scouting, following this up with an overview of censuses of the World Movement.

The second part of the book focuses on the international Scout Movement as it is today, represented by the two world associations that organise all Scouting world-wide. Vallory first sets out the fundamentals: the definition of Scouting and Guiding, the Purpose and Principles explaining WHY we do Scouting, and then the Method of Scouting describing HOW we do Scouting.

The method is then discussed in more detail, emphasizing the educational impact of the method, and its highly intuitive nature. In this section Vallory also gives an introduction to some of the results of modern cognitive science that support the value of the Scout Method as an educational approach, emphasizing that the Scout Method is superior to the traditional industrialist classroom in terms of getting the young people to learn – a difference that B-P described as the difference between educating the Scouts and instructing them. In this section one can sense that Vallory is more engaged with his subject: the application of a theoretical framework to assist the reader’s understanding, and the contagious enthusiasm for the understanding of why the Scout Method is so good at creating a conducive learning environment for young people are evident in this part of the book.

The discussions of Scouting’s learning environment are followed with a discussion of the organisation of the Movement. Here the balance that is achieved between the concepts of a movement (suggesting a very loose network structure) and an organisation (suggesting a more hierarchical structure) is investigated, with an emphasis on the ability of the Movement to ensure both the dynamics of a movement and the unity of purpose, values and method that is more characteristic of an organisation. The importance of the two world organisations and of their monopoly on characterising Scouting and Guiding world-wide is stressed in a chapter on the recognition policy, where it is again clear that Vallory is feeling strongly the importance of the unity of the Scout Movement lest it loses its good name due to abuse by groups, whether local, national or even transnational, that are not recognized, nor recognizable, by any of the two world organisations. Scouting, in order to remain Scouting, must also remain one thing.

In the third part of his book, Vallory discusses the citizenship education that is a part of B-P’s original aim with Scouting (B-P even sub-titled his foundational book, Scouting for Boys: A Handbook for Instruction in Good Citizenship). Looking at the subtitle of Vallory's book and on the page counts (this part takes up 58 pages against the 44 and 54 pages of the earlier parts), it is immediately evident where Vallory’s focus lies. This is also evident from the theoretical apparatus that he brings to bear on the question, starting with a highly enlightening summary of approaches to citizenship and to citizenship education, and in the way this apparatus is used to assist the reader in understanding the subsequent discussions of the concept of citizenship inherent in Scouting and of Scouting’s approach to citizenship education.

A discussion of some of the issues that can be divisive to the Scout Movement (both between WOSM and WAGGGS, but also internally between various cultures) illustrate how these are all tied up with the concept of citizenship in Scouting.  Some of the issues that Vallory discusses are the degree of active advocacy by the organisations of Scouting (as opposed to the scouts as individual citizens); the conflicts between Boy Scouting and Girl Scouting in the US, the relationship of Scouting to religious organisations, and the weight between obedience (mentioned in the Scout Law) on one side and critical thinking and individual judgement (emphasized by B-P) on the other.

This leads Vallory to a discussion of the synergetic double emphasis on local and global citizenship that is a characteristic of Scouting, and of Scouting’s stress on peace, human rights, and community development as positive values, and in the close relationship between Scouting and international institutions and organisations, spearheaded by B-P in his embrace of the inter-war period’s League of Nations (it was entirely new to me that B-P tried to make Scouting a youth organisation of the League of Nations).

The book is based on Vallory’s Ph.D. thesis in political and social science, and though my own field is in the natural sciences, I never felt that Vallory let his readers get out of their depth. The academic theories that are discussed in the book are explained so as to allow an un-schooled reader to grasp the concepts and instead of being an obstacle the theory helps provide a framework for the understanding of the subsequent discussions.

However, it still did take me somewhat longer to finish the book than is usual for me with a book in English, but this was not because it was difficult. Rather it was because I found myself engaging so strongly with the book at every turn that I was unable to move forward until I had thought through the point in question, and considered its applicability to my own particular experiences and situation in Scouting … often I would realize this when I had read on for a couple of pages only to discover that nothing of what I had just read had actually registered – I had been too busy engaging with an earlier passage to take in the new stuff as I tried to read on.

As a man of the natural sciences working regularly with statistics, I would of course have loved to see a more rigorous statistical discussion of the census data, but I realise that this would be completely extraneous to the point that Vallory is trying to get across.

All in all, this is the book that I wish I had had when I started out as a Scout leader many years ago, but which I now feel will help me be a better Scout leader – not through practical tips and tricks, but by giving me a far better understanding of some of the key goals of the Scout Movement, and of how the Scout Method actually works. 

– Troels Forchhammer

Programfornyelse

På korpsrådsmødet i 2011 vedtog vi, Det Danske Spejderkorps en udviklingsplan for 2011-13 (den som vi i 2013 forlængede til 2014). I den udviklingsplan hedder det under overskriften “Attraktivt program” bl.a. at “Vi iværksætter en revision af vores program og sætter fornyet fokus på spejdermetode og spejderværdier.” Sammen med Birgitte er jeg den anden af to projektledere på den del af ovenstående, som handler om en revision af vores program. Foreløbig har vi kaldt det en “programudforskning” for at signalere at vi i første omgang har brug for at blive klogere både på opgaven og på programmet. 

Vi har valgt at basere vores arbejde på en metode, der er udviklet af WOSM (kaldet RAP – “Renewed Approach to Programme”), som er forholdsvis velkendt i bevægelsen. I forbindelse med kongressen har vi begge naturligvis også haft fokus på at tale med andre, som har erfaring med programfornyelse, og fordi processen er kendt i WOSM-sammenhæng, har vi kunnet tale med flere, som har erfaring med netop denne metode til programfornyelse. 

De emnesøjler, jeg har nævnt i det foregående, spiller naturligvis også ind i arbejdet med programfornyelsen ved at gøre os klogere på programmets rolle som et fremadskridende uddannelsesforløb. 

Ud over det ovenstående har det meste af det, jeg har fået med i forhold til programfornyelse, været fra samtaler med andre deltagere mere end fra de planlagte sessioner. Her har vi haft fokus på praktiske erfaringer (hvordan har de organiseret arbejdet, hvor mange har deltaget i hvilke faser, hvordan har de tilpasset WOSM's RAP-proces til lokale forhold, o.s.v.) og på deres resultater i den tidlige fase af arbejdet, hvor det handler om at opstille mål for programmet (og hvor fokus er på en mere abstrakt / teoretisk forståelse af program (på dette tidspunkt hovedsaglig hvorfor vi gør, hvad vi gør – altså formål, værdier og principper – og hvordan vi gør, hvad vi gør – altså spejdermetoden) og ikke mindst menneskers udvikling som hele mennesker). 

Nogle nøgleord – pointer, jeg har fået bekræftet i vores samtaler – fra denne udforskning er

• Vigtigheden af at skabe en involverende proces når vi kommer til den konkrete udformning af et nyt program. 
• Start med værdier og formål!
• Test, test, test! Tingene bør testes i praksis inden vi kaster penge i at trykke hæfter
• Ting Tar Tid – at forny programmet er ikke noget man gør på en uge eller på et år eller endog på tre år. Vi har startet en proces, men der kommer til at gå adskillige år inden et nyt program for DDS kan være klar

Med varme spejderhilsner

Troels Forchhammer

Sammenhængen mellem program og værdier

Én ting er naturligvis at spejdermetoden er en særdeles effektiv metode til at skabe gode læringsrum, til at uddanne børn og unge – og for den skyld også voksne, men hvordan sikrer vi så at den uddannelse, vi skaber v.h.a. spejdermetoden, også understøtter vores værdier? Hvordan sikrer vi os at vores program understøtter det fælles værdisæt? At spejderne får en fælles forståelse for, hvad positiv forandring er? Og så videre.

At spørge på denne måde er selvfølgelig ikke helt præcist – værdierne er jo en del af programmet (værdierne er langt hen ad vejen svaret på hvorfor vi gør, hvad vi gør), så spørgsmålet burde i virkeligheden være hvordan vi sikrer sammenhængen mellem værdierne og resten af programmet (hvordan vi gør, hvad vi gør samt hvad vi gør) – altså hvordan vores “hvorfor” hænger sammen med “hvordan” og “hvad”.

I denne sammenhæng fandt jeg personligt Laura Ritolas oplæg overordentligt spændende. Hendes kvalitative tilgang til at beskrive indholdet af det medborgerskabsbegreb der er indeholdt i de finske spejderes program giver et håb om at vi kan finde værktøjer til at hjælpe os med at trykprøve vores ideer, og samtidig tyder hendes forskning på at vores intuitive forståelse for vores værdier og metode faktisk kan give et godt resultat også selvom man ikke teoretiserer over emnet (ikke at det skal afholde mig fra at teoretisere, men det behøver jeg jo ikke at belemre andre med end de – formentlig ret få – som er interesserede).

Et andet oplæg, som arbejdede med nogle af de samme temaer var den første dags workshop om “Scouting and Active Citizenship” og debatten den sidste dag om fællesnævneren for spejderbevægelsen, “Determining the Least Common Denominator for Scouting”. 

Nogle nøgleord fra denne del af min udforskning

• “Start with the why” – det er vores formål, vores vision og vores sag, der er det vigtige, og det, vi skal holde fast i. Vi kan lave småjusteringer i metoden (når nu vi ved at den holder og er i overensstemmelse med moderne kognitiv forskning, så er det måske mere et spørgsmål om hvordan, vi beskriver metoden, end om metodens egentlige indhold), men aktiviteterne er som sådan underordnede – det er ikke aktiviteterne, der definerer spejderarbejdet: de understøtter blot den uddannelse, der er det reelle formål. 
• Selv hvis skolerne skulle adoptere spejdermetoden, så er vi stadig særlige i kraft af vores værdier. Som en værdibaseret bevægelse er vores værdisæt nødvendigvis snævrere end det skolen ville kunne bruge. Vi stiller f.eks. langt højere krav til aktivt medborgerskab end skolens syn på medborgerskab, og spejderbevægelsens nationale tilhørsforhold må nødvendigvis være åbent for et aktivt globalt medborgerskab, og er således ikke forenligt med en ekskluderende nationalforståelse.
• Nogle helt centrale temaer i vores værdier og dannelsesmål – mange af dem kunne vi måske kalde værdibaserede færdigheder? – som var fremme på kongressen, er de følgende
• Aktivt medborgerskab
• Ansvarlighed
• Lederskab (for positiv forandring)
• Kommunikation
• Tolerance (rummelighed, venskab, at møde andre anerkendende ... kært barn har mange navne)
• Jeg finder det egentlig pudsigt at naturværdier og spiritualitet ikke havde en mere fremtrædende plads, men de blev kun nævnt nogle få gange, og som regel kun i forbifarten. 

Hovedbudskabet her må være at vi skal arbejde med hvordan vi sikrer at vores værdier er afspejlet i vores program, og at vores program støtter op om og arbejder frem mod en accept af vores værdier som “rigtige” for den enkelte voksne spejder.

Og så skal vi naturligvis ikke kun arbejde med hvordan vi sikrer det – vi skal selvfølgelig i sidste ende og rent faktisk sikre at det sker.

Med varme spejderhilsner
Troels Forchhammer

Hvorfor virker spejdermetoden?

For den virker jo. Vi uddanner rent faktisk børn og unge til at blive aktive og ansvarlige medborgere lokalt og globalt; anstændige voksne mennesker med et fælles værdisæt, som er i stand til at være med til at tage lederskab for positiv forandring. 

Men hvorfor? 

At udforske svaret på det spørgsmål har været en af de emner, jeg har opsøgt på kongressen. En del af denne udforskning har også berørt, eller endog været fokuseret på, hvad spejderbevægelsen og spejdermetoden kan bidrage med til det formelle, institutionaliserede uddannelsessystem, men mit eget fokus har mest været på at forstå hvad der gør vores system så effektivt. 

Her er jeg især blevet hjulpet af Dominque Bénard og Eduard Vallory

Dag 1 – akademisk keynote

Dag 2 – Rethinking education – challenges for-scouting, lessons for schooling

Dag 3 – akademisk keynote

(den sidste keynote deltog jeg desværre ikke selv i, men har set efterfølgende)

Andre som har hjulpet min forståelse på vej har været Laura Ritola (både i gruppearbejde og hendes egen præsentation: Dag 2 – Ph.D. præsentation) og John Lawlor (Dag 3 – akademisk keynote).

Nogle nøgleord fra min udforskning har været 

• Vi lærer bedst, når det er relevant for os
  – og det kan blive relevant på flere måder inklusive almindelig interesse, nødvendighed for problemløsning o.s.v. – det vigtige er at det giver mening for den enkelte at lære. 
• “Peer education” / patruljesystemet
  – det at lære fra jævnbyrdige: vi lærer mere effektivt, når vi lærer fra nogen, som er tæt på vores eget niveau. Samtidig lærer vi mere af at hjælpe andre til at lære, når disse er tættere på vores eget niveau.
• Dialog-baseret og refleksions-inspirerende praksis med udgangspunkt i at opstille problemer, som patruljen i samarbejde skal løse. 
• For nu at bruge B-P's ord: “Ask the boy!” – på mere jævnt dansk: Spørg spejderne!
• Hav respekt for spejderne – og respekter deres udgangspunkt. De kommer til os med deres egne erfaringer, viden, ønsker o.s.v. og det er vores opgave at tage udgangspunkt i deres situation. Eller med Søren Kierkegaards ord: “At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”
• “Don't ever do what the learner can do. Don't even decide what the learner can decide.” (fra Dominique Bénard's præsentation) – overlad alle de handlinger og beslutninger til dine spejdere, som de overhovedet er i stand til at foretage. 

Jeg synes generelt at meget af dette kan opsummeres i en opfordring til at vores udgangspunkt hele tiden må og skal være spejderen.

Ovenstående er langt fra at være alt, jeg fik ud af kongressen om det her emne, og jeg bilder mig heller ikke ind at alt relevant blev sagt på kongressen, men det er et udgangspunkt – et afsæt for at lære mere og blive klogere, og dermed for forhåbentlig at kunne kvalificere vores arbejde med programmet i DDS så vi arbejder med de ting, man ved virker. 

Med varme spejderhilsner

Troels Forchhammer

Temaer i min kongres

Når jeg kigger tilbage på de tre dage på 1st World Scout Education Congress og i bakspejlet forsøger at finde nogle fælles temaer, som har været kendetegnende for de sessions, jeg selv har opsøgt, så synes jeg især at der er tre temaer, som dominerer:

• Hvorfor virker spejdermetoden? 
• Sammenhængen mellem program og værdier
• Fornyelse af programmet

Disse tre temaer har fyldt en hel del, og derfor vil jeg skrive lidt mere om dem i kommende indlæg over de næste dage. 

Andre temaer

Det er naturligvis ikke alt, der kan lægges ind under disse tre hovedtemaer, og en række andre temaer fra kongressen fortjener også at blive nævnt. 

• Spejderbevægelsen er først og fremmest en uddannende bevægelse
  Det er et vigtigere budskab end man måske først skulle tro, så lad os lige tage den én gang til: vores virke er først og fremmest at vi uddanner børn og unge!
• Aktivt medborgerskab som et af de væsentligste ting, vi uddanner i – og sammenhængen mellem ansvarlighed og aktivt medborgerskab.  Her er det også en god ting lige at stoppe op og tænke et øjeblik over hvad vi egentlig forstår ved aktivt medborgerskab – hvad er det for en type medborgere, vi ønsker at uddanne, hvordan bør, for eksempel, vægten være mellem deres lokale, nationale og globale engagement og medborgerskab?
• Lederskab som en anden væsentlig ting, vi uddanner i. Lederskab skal her forstås som en samarbejdsproces (“collaborative process”) hvor deltagerne indgår i at fremme forandringsprocesser og i at tage medansvar for at få opstillet en positiv vision og for at gennemføre forandringen.
  For mig er det væsentligt at vi herved får idéen om lederskab frigjort fra den aktuelle fordeling af den formelle og/eller uformelle rolle som “leder” – lederskab er derved noget, som alle kan udvise, uanset om de lige nu og her fungerer i rollen som leder. I min erfaring er det i den ideelle patrulje underordnet hvem der har hvilken rolle (i min gamle patrulje fra troppen er vi stadig alle sammen overbeviste om at det var to af de andre, der var hhv. PL og PA fordi vi alle i lige grad udviste lederskab for at få patruljen til at fungere).
• Kommunikation – evnen til at lytte, til at forstå, til indføling, og til at sikre at man bliver forstået. Her havde både Christine Loh (dag 1 keynote) og Chris Lonsdale (dag 2 keynote) nogle væsentlige pointer med til os.
• “21^st Century Life Skills” – livsfærdigheder for det 21. århundrede. Hvilke færdigheder er vigtige, er færdigheder eller holdninger/attituder vigtigst, og hvordan kan vi uddanne spejderne i de vigtigste færdigheder og holdninger? Chris Lonsdale og Lars Kolind havde nogle gode bud, og Laura Ritola formåede på udmærket vis at perspektivere emnet og give en dybere forståelse for hvor komplekst spørgsmålet er under overfladen.
• Elevatortalen – vigtigheden af også at kunne forklare hvad spejderbevægelsen gør på en forholdsvis kort og klar måde (30 sekunder) med fokus på vores formål og værdier. Min foreløbige version har jeg vist efterhånden fået skrevet en del gange, men alligevel:
  Spejderbevægelsens sag er den næste generation. Vi bidrager til at de kan opnå deres fulde potentiale som hele mennesker, og vi gør det ved at uddanne børn og unge til aktive og ansvarlige medborgere, anstændige mennesker med et fælles værdisæt som er i stand til at være med til at tage lederskab for positive forandringer.
  Min version er lidt længere end Lars Kolinds, men det kan vel ikke undre nogen. 

En del af disse temaer indeholder spørgsmål og uafklarede refleksioner – brug gerne kommentarfeltet herunder til jeres kommentarer og hjælp vores arbejde med at blive endnu klarere på, hvordan alle disse emner og temaer kan og bør passes ind i en dansk, og en DDS, sammenhæng. 

Med varme spejderhilsner

Troels Forchhammer