lørdag den 23. november 2013

Dag 2 - Jetlag og masser af ny viden

Efter en rigtigt god fælles keynote (Se Troels’ indlæg) gik jeg til oplæg fra en finsk PHD, Laura Ritola. Hun har gransket hundredevis af aktiviteter som er en del af det finske program og inddelt dem i forskellige grupperinger. Hendes fokus i PHD’er på på Citizenship og hun havde udvalgt tre vigtige værdier som spejderarbejdet blandt andet uddanner til, nemlig Sustainability, Responsibility og Respect. Det var et spændende oplæg, men desværre følte jeg mig temmelig jetlag ramt.

Heldigvis var der en lang frokostpause, så efter en lille lur var jeg klar til en hurtig frokost og dagens øvrige gøremål.

Næste oplæg var ”Scouting then and today – How have we adapted”. Vi hørte lidt om BPs oprindelige tanker og fik fire korte indlæg om forskellige dele i dag. Blandt andet hvordan de arbejder med Learning by doing i Rumænien (de havde før for meget fokus på doing og for lidt på learning, men er nu i gang med at sætte fokus på den vigtige refleksion så spejderne opdager hvad de har lært og hvad denne nye viden gør dem i stand til). Der var lidt godt input, da det jo bestemt heller ikke er alle ledere i DDS der er eksperter i at skabe den gode lærende refleksion.
Der var også lidt om patruljeliv i Japan, og fra Singapore et indspark om spejderarbejde i storby-”junglen”.
Irland havde et lille indlæg om en ny folder til deres forældre som ud fra emnet ”Camping and Scouting” forklarer forældrene om deres pendant til forløbstanken, deres arbejde med SPICES (Social, Physical, Intellectual, Character, Emotional and Spiritual – seks dele af personlig udvikling som svarer - nogenlunde i hvert fald - til de danske, Socialt, Fysisk, Intellektuelt, Kreativt, Følelsesmæssigt og Åndeligt som vi har beskrevet i hæfterne i Attraktive Aktiviteter serien http://dds.dk/attraktive-aktiviteter). World Scout Committee fik i øvrigt i starten af deres periode et spændende oplæg om trends (Trend Atlas) som blev givet af danskeren Anne Lise Kjaer - http://www.kjaer-global.com/trend-atlas/).

Dagens sidste oplæg var Letting go of the ”certainties” og handlede om at tænke ud af boksen under udviklingen af Youth Programme. Der var flere tænke-ud-af-boksen-øvelser og så debatterede vi i grupper hvad vi kunne gøre. Det meste er ikke sådan lige til at beskrive i ord ;-)

Derefter var der Market Place hvor vi kunne se nogle landes materialer og smage på lidt af landets specialiteter og til sidst rundede vi dagen af med International Evening for alle 500 deltagere. Der var underholdning på scenen imens vi spiste. Her lidt billeder fra aftenen.










Dag 2 - Tanker fra en formiddag

Dagen startede med en såkaldt "keynote" fra Chris Lonsdale, som er en ledelses- og managementguru (vist især her i regionen, syd-øst Asien og Stillehavet). Chris Lonsdale talte om hvordan vi fremtidssikrer den uddannelse, vi giver vores børn – i vores sammenhæng spejderne – og han havde nogle væsentlige pointer.

Spejderbevægelses blev startet i en periode med store forandringer og stor usikkerhed – en periode som på mange måder ligner vor egen tid, og spejderarbejdet sigtede i høj grad også på at forberede spejderne på at leve i og med de forandringer og den usikkerhed.

Da visse ting er givne, herunder at det allerede for længe siden blev fuldstændigt umuligt for noget menneske at kunne lære summen af menneskelig viden, og at vi kan ikke vide hvilken konkret viden, der vil være relevant om 10 eller 20 år, er det vigtigt at forberede spejderne ved at give dem de rette færdigheder, og her listede Chris Lonsdale fem færdigheder, som han anså som essentielle for at fremtidssikre spejdernes uddannelse:

  1. Kreativ problem-løsning
  2. Selv-organiseret læring
  3. Selvsikkerhed og troen på sig selv
  4. Kommunikation
  5. Emotionel intelligens
Derudover havde Chris Lonsdale nogle virkelig gode pointer vedr. det at lytte til spejderne og lade dem tage et medansvar for deres eget læringsrum – som reelt er, hvad spejderoplevelsen bør være: spejdernes eget læringsrum. 

Han sammenlignede vores, og forældrenes, opgave med det af skyde med bue og pil: bueskytten kan kun forsøge at sigte godt og slippe pilen rigtigt, men når først pilen er sendt afsted kan man ikke kontrollere hvilke kastevinde eller andet, der måtte komme; den er på egen hånd. På samme måde kan vi lade spejderværdierne være det, vi sigter efter, vores mål, og vores spejdermetode er måden vi slipper pilen på, men så skal vi også turde lade spejderne flyve selv.

Se selv videoen med dagens oplæg her:
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/keynote-address-chris-lonsdale

Mere senere ... 

Med spejderhilsen
Troels

fredag den 22. november 2013

Dag 1 - Mange spændende input.

Os alle fem i DDS Programs hovedudvalg hørte Dominique’s oplæg ”Education through dialogue, experience and cooperation”. Det var et godt valg, da det var et godt og interessant oplæg.
Det kan ses her for de nysgerrige:
Oplægget bekræftede at Baden Powell var særdeles fremsynet omkring måden vi arbejder på, især omkring patruljearbejdet.
Patruljearbejdet handler ikke bare om arbejdet i små grupper, men om sidemandsoplæring, øvelsen i at undervise, træning i demokrati, udnyttelsen af aldersforskel, osv. osv.
Han bekræftede at vi gør mange ting rigtigt i dag og at de ting vi p.t. arbejder på i DDS Program helt klart er på rette spor. Der var dog også lidt udfordringer, så vi har noget at arbejde videre med når vi kommer hjem ;-)

Mit andet oplæg var ”Measuring the quality of Youth Programme Implementation”. Det var ikke helt så godt fordi jeg I gruppearbejdet havnede I en gruppe med begrænsede engelsk-kundskaber, men jeg fik nogle gode pointer med mig videre til vores arbejde. Christine deltog også og hun havnede i en god gruppe.
Jeg har blandt andet fundet flere filer under Library på scout.org som jeg ikke anede eksisterede, men som er relevante for vores arbejde. Dem glæder jeg mig til at få læst når vi er retur i Danmark.

Mit tredje oplæg var ”Skills for Life – A new paradigm”. Det indeholdt viden om Life Skills som WHO ser dem, som de ser det i Buthan (som DDS jo samarbejder med). WOSM har valgt Buthans forslag som det man udbreder. Der var også en ny og opdateret måde at se det på. Her lidt billeder fra det oplæg.







Aftenen bød så på møde med programformænd fra resten af verden. Der var lidt inspiration som jeg tager med mig videre, men de fleste diskussioner var ikke super relevante for DDS og foregik på fransk, så vi måtte vente tålmodigt på oversættelse. Det er jo så en del af charmen ved at være samlet fra hele verden.

Nu vil jeg smutte i seng og ser frem til endnu en spændende dag i morgen.


P.S. David har luret at Hong Kong spejderne har faktisk noget der minder temmelig meget om vores adventurespejd. Vores måde at lave adventurespejd på (meget fokus på spejdermetoden, flow-teori, mm.) er ellers ikke specielt udbredt, men lige netop i Hong Kong minder de meget om os. Pudsigt.

Dag 1 - en aften om fornyelse

Her til aften havnede Birgitte og jeg i et netværksmøde for "Scout Commissioners", hvilket er WOSM-sprog for de folk, der på nationalt niveau er ansvarlige for tropsgrenen ... ikke lige en position vi har længere i DDS eller, opdagede vi, i mange andre korps verden over.

Efter en lidt langsom start kom mødet til at handle meget om programfornyelse, og vi hørte om erfaringer med at forny programmet fra Storbritannien, Mauritius, Madagascar, Italien og Burkina Fasso. Et af de fælles træk for succesfulde programfornyelser har været at de er blevet testet – der er blevet sat nogle rammer for udviklingen fra en central projektgruppe, men ellers har det været en meget involverende proces med konstant input fra daglige ledere og test af de nye ideer i det daglige arbejde.

Det bringer mig så til en del af formålet med at vi er til stede her i Hong Kong (og i øvrigt tak til alle de, der spiller på tips og lotto o.s.v. samt til DUF som betaler langt størstedelen af rejsen). Vi vedtog i 2011 i korpsets udviklingplan at vi skulle iværksætte en fornyelse af vores program. Det projekt har kørt stille og roligt det sidste ca. 1½ år, hvor vi har været i gang med at prøve at forstå den situation som vores spejdere og vores korps står i nu og nogle år frem, og vi kommer til at arbejde stille og roligt med at opsætte rammer et stykke tid endnu.

Men det er vigtigt at vi også bliver klogere på den læring, der sker til spejder. Hvad er det, vores specielle læringsmiljø og læringskultur kan gøre, som ikke gøres i det formelle uddannelsessystem? Hvordan sikrer vi de bedst mulige rammer for spejdernes udvikling? Hvordan skaber vi et sprog, som vi kan bruge til at hjælpe spejdere og ledere med at opsætte personlige læringsmål? Disse og mange andre spørgsmål er blandt de emner, vi forsøger at finde svar på. Der kommer til at gå en rum tid – adskillige år – før det her giver sig udtryk i et nyt program, omend de første elementer af det, vi lærer her, forhåbentlig vil kunne dukke op i nogle af de andre ting, vi kommer til at udgive i løbet af den kommende tid.

Kongressen handler om uddannelse, men ikke om uddannelse af ledere – fokus er på spejderarbejdet som en uddannende praksis. Spejderbevægelsen beskriver sig selv som en "ikke-formel uddannende bevægelse" ("non-formal educational movement"), og det er denne ikke-formelle uddannende praksis, der er i fokus, og den uddannelse er lige præcis det, der foregår gennem vores program. Ved at samle folk fra hele verden, der sammen kigger på den uddannelse – eller udvikling – af spejderne, der foregår gennem vores program, er vi også med til at sikre den kerne af fælles værdier, den enhed, der er nødvendig for den internationale spejderbevægelse. Den koordinering, der foregår her, er med til at sikre at vi alle, på trods af de enorme forskelle mellem lande og korps alligevel alle sammen kan fortsætte med at kalde vores arbejde "Spejderarbejde" og forblive en del af Spejderbevægelsen. Selv om spejderarbejdet i Malaysia eller Madagascar er meget forskellig fra arbejdet i DDS, men netop derfor er det så vigtigt at holde fast i det, vi alligevel er fælles om – det, der gør os alle til spejdere.

Med varme spejderhilsner
Troels

Dag 1 ... "Det' en helt ny verden - fuld af gode ting"

Jep, gammel Shu Bi Dua fan ;-)

Det her med en blog var en super god idé, når jeg kiggede på det hjemmefra, men når jeg i dag foreløbig har pisket rundt til fire begivenheder ... plus åbningen (glem ikke åbningen!) så bliver det svært at finde tid til at samle tankerne tilstrækkeligt.

Først nogle videoer fra de begivenheder, jeg har været til:

Åbningen: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/opening-ceremony
Keynote med Christine Loh: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/keynote-address-christine-loh
Akademisk keynote med Dominique Bénard: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/keynote-address-academia-dominique-b%C3%A9nard
Workshop om spejderarbejde og aktivt medborgerskab: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/scouting-and-active-citizenship-2
Debat om forandringer for en global uddannelsesorganisation i internettets æra: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/changes-for-a-global-educational-organization-in-the-internet-era

Christine Loh havde nogle gode pointer ang. værdien af at lytte og forstå, og om selv at tage ansvaret for at andre forstår, det man prøver at sige (visse vil måske hævde at jeg prøver at tage for meget ansvar ... eller i hvert fald bruger for mange ord på det). Rigtig god start på en konference, som vil handle meget om at lære, at lytte og at udveksle ideer og erfaringer.

Dominique Bénard havde en lang række fantastiske pointer om hvorfor spejderbevægelsen har formået at skabe et bedre læringsrum end det traditionelle skolesystem, men også en række udfordringer til os om hvordan vi indretter vores læringsrum og hvordan vi uddanner vores ledere til at skabe og varetage det læringsrum, som spejderarbejdet gerne skulle være. Jeg tænker at der er meget her at reflektere over, og forhåbentlig vende tilbage til senere.

I vores workshop om spejderarbejde og aktivt medborgerskab ("active citizenship") så vi bl.a. på hvad man forstår ved medborgerskab (engelsk "citizenship") og uddannelse i medborgerskab, og så arbejdede vi med hvordan vi bruger spejdermetoden (WOSM's Scout Method) til at uddanne vores spejdere i aktivt medborgerskab. Desværre skulle min gruppe ikke arbejde med "learning by doing" for så havde jeg måtte råbe "Solaris!" – en pointe Lars Kolind efterfølgende gav mig ret i.

Debatten om "Changes for a Global Educational Organization in the Internet Era" løb lidt af sporet i starten – muligvis fordi brugen af ordet "internet" i starten fik folk til at læse "hvordan kan vi bruge internettet". Men der kom alligevel en god debat ud af det, hvor vi fik udvekslet en række ideer og synspunkter. Jeg er dog glad for at det ikke er mit ansvar at skulle levere den officielle "konklusion" på den debat, for den pegede i mange forskellige retninger, men dog med en masse gode ideer.

Mere senere ...

onsdag den 20. november 2013

Så er vi på vej

Efter et godt korpsrådsmøde, hvor vi oplevede en god energi omkring især Sundhedspatruljens nye materiale til udarbejdelse af en sundhedspolitik og det kommende mærkehæfte BRO, er vi nu på vej til World Scout Education Congress i Hong Kong.

På korpsrådsmødet kunne vi også se at en række dygtige folk, som har arbejdet i forskellige udvalg under DDS Program, er blevet valgt ind i Korpsledelsen – et stort tillykke til jer! Vi kommer naturligvis til at savne jer i programarbejdet, men det er super godt at have folk med en god programforståelse i KOL.


Kongressen som vi nu er på vej til handler om det uddannende aspekt af spejderarbejdet – altså den måde hvor vi i spejderarbejdet uddanner vores spejdere til "vågne selvstændige mennesker", aktive verdensborgere, gode kammerater o.s.v. o.s.v.

I løbet af de tre dage, som selve kongressen varer skal vi, ud fra dette perspektiv, arbejde vores uddannende aktiviteter i forhold til det omkringliggende samfund, i forhold til uddannelse generelt og i forhold til spejderarbejdets aftryk på omverdenen.

Vi vil gøre vores bedste for at dele vores oplevelser her, og vi håber at I vil tage det til jer og meget gerne hjælpe os med at få sat disse internationale oplevelser og læringer ind i en dansk sammenhæng.

Med varme spejderhilsner
Troels

mandag den 4. november 2013

Velkommen

I DDS Program har vi ønsket at have en mulighed for at kunne være i bedre kontakt med de ledere, vores arbejde i sidste ende henvender sig til, og i forbindelse med at vi i november 2013 deltager i den første World Scout Education Congress blev ønsket så akut, at vi har besluttet at oprette denne blog som mulighed for at kunne berette om vores oplevelser.

Inden vi når så langt er vi også med på korpsrådsmødet d. 9–10 november på Vingstedcenteret, hvor vi gerne vil have lov at fortælle om vores arbejde – om alt det, vi laver, selvfølgelig, men måske især om aktivitetsdatabasen, vores ide om et arbejdsstofudvalg, nye mærker og programudforskningen, som blev sat i gang på korpsrådsmødet i 2011. 

Her kan du også skrive til os (ligesom du kan på vores fælles e-mail adresse, program@list.dds.dk), stille spørgmål til ... og sætte spørgsmålstegn ved de ting, vi laver. Jeg vil garantere at alle kommentarer vil blive læst. 

Med varme spejderhilsner
DDS Program
v/ Troels Forchhammer