Jeg har været på et arrangement af WAGGGS om "Gender Equality", og efter at have sovet lidt på oplevelserne derfra, vil jeg gerne dele både oplevelser og de efterfølgende refleksioner jeg har haft. Mit navn er Rikke, og jeg deltager for DDS Program. Sammen med Troels arbejder jeg med programfornyelse.
Først vil jeg fortælle om en fordom jeg har haft overfor WAGGGS.
Uden at kende ret meget til det, har jeg tidligere stemplet WAGGGS som værende ret "tøsede" og nogle der bruger lidt mere tid på glitter og klippe-klister, end jeg har haft lyst til. Endvidere var jeg i forbindelse med dette event, lidt bekymret for om det var feminisme (af den gammeldags slags hvor vi skal kæmpe for kvinders rettigheder, og alle mænd bliver gjort til uhyrer) frem for ligestilling, vi skulle diskutere. Både fordommen og bekymringen blev (heldigvis) gjort til skamme. Det var nogle rigtigt interessante dage og mere end noget andet diskuterede vi hvordan (også) drenge og mænd kan vinde ved ligestilling.
Jeg vil hive en sætning frem fra eventet: "Sex is biological. Gender is a social construction".
Vi har en begrænsning i det danske sprog, eftersom begge dele oversættes til "køn". Ligestilling, som det blev fremsat på dette event, handler om at samfundet lærer piger og drenge forskellige stereotypiske kønsroller. Det der så bliver spændende, er hvordan vi kan bryde med disse stereotyper og hvorfor vi skal gøre det? Specielt den sidste del, fandt jeg særligt interessant. Det jeg fik ud af eventet er at stereotyper begrænser vores handlemuligheder, og endnu vigtigere vores fantasi til at se handlemuligheder. Men hvad har det med spejder at gøre? Alt! I spejder står ved i den særlige situation, at spejderne bliver kastet ud i udfordringer og oplevelser, som skubber dem ud af deres komfort-zone og der kan de lære noget nyt om sig selv. Men reproducerer vi kønsroller, eller udfordrer vi dem? På spejderløb, er der da en kreapost for at der også er noget for pigerne, eller er det for at have en bred vifte af udfordringer? Hvordan tænker og italesætter du posternes indhold og udformning? Og når der skal sættes lejr og efterfølgende laves aftensmad, hvordan er arbejdsfordelingen, og hvordan italesættes den? Er der pige- og drengeaktiviteter?
Jeg synes at ovenstående er vigtige overvejelser som vi kan og bør medtænke i vores spejderarbejde, fordi vi har en særlig mulighed for at skabe en social kontekst der ikke er præget af stereotypiske kønsroller. Og fordi vi i denne kontekst kan rykke ved spejdernes selvforståelse og åbne op for muligheder de aldrig før har overvejet at de har.
Måske er vi faldet lidt af på den i Danmark og mener at selvfølgelig har vi ligestilling. Det diskuterede jeg med en af de andre på eventet, og vi blev enige om at der er forskel på den strukturelle ligestilling (forstået som at alle har lov til at deltage) og den ægte ligestilling. Først når ingen er begrænset af hvordan omgivelserne mener, at man bør opføre sig som pige/dreng/kvinde/mand/andet, er der tale om ægte ligestilling.
At deltage på dette event har startet en masse refleksioner omkring kønsroller og forskelsbehandling. Det bliver spændende at se hvordan mangfoldighed og ligestilling kan være en del af det nye program.
Jeg siger tak fordi du har læst med og jeg håber at mine lettere kaotiske overvejelser kan føre til at også du reflekterer over dette ligestillingsspørgsmål.
torsdag den 15. maj 2014
søndag den 11. maj 2014
Ligestilling ... og program?
Jeg er på et arrangement, som er arrangeret af WAGGGS, og som handler om ligestilling – mere specifikt om det at arbejde med ligestilling med drenge og mænd: Working With Men and Boys on Gender Equality.
Men hvad har det med program at gøre?
For 20 år siden, i 1994, var 49% af vores mikroer og minier piger – nøjagtig samme andel som pigernes andel af aldersgruppen i hele Danmark. Torsdag den 8. maj 2014 var andel af piger blandt de 6 – 10 årige medlemmer af DDS faldet til 43% – andelen af piger i aldersgruppen blandt befolkningen som helhed har ikke rykket sig i mellemtiden.
Dette er resultatet af en støt udvikling, hvor andelen af kvinder i DDS er faldet støt i alle aldersgrupper, men mest for de mindste, hvor vi både har størstedelen af vores medlemmer, og har langt den største del af vores hvervning.
Noget er altså sket i de mellemliggende tyve år som stille og roligt har gjort det tilbud, som DDS har, mindre attraktivt for pigerne i forhold til drengene, og det er så her at programmet kommer ind, for det, vi tilbyder spejderne, er (forhåbentlig) program: en helhed af hvorfor vi gør de ting, vi gør til spejder, hvordan vi gør de ting, vi gør til spejder, og hvad det er for ting, vi gør til spejder.
Som et blandet korps med medlemskab af både WAGGGS og WOSM må det helt klart være et mål for DDS at vores program er lige attraktivt for piger og drenge – jeg mener ganske enkelt ikke at vi kan tillade os andet. Derfor er det vigtigt at tage spørgsmålet om ligestilling op i forhold til program, og ikke mindst i forhold til programfornyelsen: det må være et selvstændigt mål for programfornyelsen at skabe et program, som kan standse den udvikling mod en stadig lavere andel af piger i DDS.
Hvad har vi så lavet den første dag? Og hvem er"vi" i øvrigt? Vi er tre DDS-medlemmer i Finland - Mia Varming Rangholm, Rikke Bækhus og mig selv - Mia tager læringerne med tilbage til DDS Uddannelse, og Rikke arbejder med Programfornyelsen sammen med mig.
De to vigtigste ting, jeg tager med mig fra den første dag er for det første at ligestillingen må handle om friheden til at vælge sin identitet uden begrænsninger fra samfundets normerende forestillinger om køn, herunder friheden til at vælge at være anderledes, men naturligvis også friheden til at mænd og kvinder "i gennemsnit" vælger forskelligt, og for det andet en sjov praktisk måde at sætte snakken om ligestilling i gang.
Der er sikkert mange, som allerede kender den praktiske øvelse, men for de der, som jeg selv, ikke tidligere er stødt på den, kan jeg jo kort beskrive den. Det hele går ud på at vælge en tilfældig leg (dog en leg, som kan være lige sjov og tillokkende for både drenge og piger), og så indføre den sær-regel at man skal have mindst tre "mærker" at måtte lege med. Ved uddelingen af mærker er der så nogle piger/kvinder, der gives mindre end tre mærker, mens nogle drenge/mænd gives mere end tre, og den reelle øvelse er så hvordan deltagerne håndterer den situation. Dette diskuteres så efterfølgende.
Men hvad har det med program at gøre?
For 20 år siden, i 1994, var 49% af vores mikroer og minier piger – nøjagtig samme andel som pigernes andel af aldersgruppen i hele Danmark. Torsdag den 8. maj 2014 var andel af piger blandt de 6 – 10 årige medlemmer af DDS faldet til 43% – andelen af piger i aldersgruppen blandt befolkningen som helhed har ikke rykket sig i mellemtiden.
Dette er resultatet af en støt udvikling, hvor andelen af kvinder i DDS er faldet støt i alle aldersgrupper, men mest for de mindste, hvor vi både har størstedelen af vores medlemmer, og har langt den største del af vores hvervning.
Noget er altså sket i de mellemliggende tyve år som stille og roligt har gjort det tilbud, som DDS har, mindre attraktivt for pigerne i forhold til drengene, og det er så her at programmet kommer ind, for det, vi tilbyder spejderne, er (forhåbentlig) program: en helhed af hvorfor vi gør de ting, vi gør til spejder, hvordan vi gør de ting, vi gør til spejder, og hvad det er for ting, vi gør til spejder.
Som et blandet korps med medlemskab af både WAGGGS og WOSM må det helt klart være et mål for DDS at vores program er lige attraktivt for piger og drenge – jeg mener ganske enkelt ikke at vi kan tillade os andet. Derfor er det vigtigt at tage spørgsmålet om ligestilling op i forhold til program, og ikke mindst i forhold til programfornyelsen: det må være et selvstændigt mål for programfornyelsen at skabe et program, som kan standse den udvikling mod en stadig lavere andel af piger i DDS.
Hvad har vi så lavet den første dag? Og hvem er"vi" i øvrigt? Vi er tre DDS-medlemmer i Finland - Mia Varming Rangholm, Rikke Bækhus og mig selv - Mia tager læringerne med tilbage til DDS Uddannelse, og Rikke arbejder med Programfornyelsen sammen med mig.
De to vigtigste ting, jeg tager med mig fra den første dag er for det første at ligestillingen må handle om friheden til at vælge sin identitet uden begrænsninger fra samfundets normerende forestillinger om køn, herunder friheden til at vælge at være anderledes, men naturligvis også friheden til at mænd og kvinder "i gennemsnit" vælger forskelligt, og for det andet en sjov praktisk måde at sætte snakken om ligestilling i gang.
Der er sikkert mange, som allerede kender den praktiske øvelse, men for de der, som jeg selv, ikke tidligere er stødt på den, kan jeg jo kort beskrive den. Det hele går ud på at vælge en tilfældig leg (dog en leg, som kan være lige sjov og tillokkende for både drenge og piger), og så indføre den sær-regel at man skal have mindst tre "mærker" at måtte lege med. Ved uddelingen af mærker er der så nogle piger/kvinder, der gives mindre end tre mærker, mens nogle drenge/mænd gives mere end tre, og den reelle øvelse er så hvordan deltagerne håndterer den situation. Dette diskuteres så efterfølgende.
tirsdag den 4. marts 2014
Programfornyelse 2
Som allerede nævnt i mit tidligere indlæg, “Programfornyelse” vedtog vi på korpsrådsmødet i 2011 at “vi iværksætter en revision af vores program” – det er den proces, vi kalder “programfornyelse”, men hvad betyder det egentlig?
Hvis jeg nu starter med at prøve at forklare det med mine ord, så kan det være at du, som læser det her, kan hjælpe os med at fortælle videre med dine ord. Og hvis du synes, at du har fundet en super god måde at sige det på, så vil vi mægtig gerne høre om det: du kan f.eks. skrive det i en kommentar her eller på Facebook eller du kan kontakte os på mail (du kan finde en adresse på dds.dk/ddsprogram – i et forsøg på at begrænse mængden af spam vil jeg undlade at skrive mail-adresser her på bloggen).
Jeg har skrevet nogle refleksionsspørgsmål til dig, kære læser, i mit indlæg. De står med fed skrift, og vi vil meget gerne kende dine tanker og refleksioner. Du kan skrive dem i kommentarer her på bloggen, kommentere på Facebook (f.eks. i gruppen “Det Danske Spejderkorps”) eller sende dem til os i en mail til adressen på vores udvalgsside på dds.dk (se ovenfor), eller bruge hvad andre måder du kender til at få kontakt med os (jeg er bange for at mit morse er lidt rustent ...).
Men lad os nu starte med den første del, ordet “program”.
Som i så mange andre tilfælde er der ingen grund til selv at prøve at opfinde den dybe tallerken. Ordet er en gammel kending i spejderbevægelsen, og det bruges flittigt både i WOSM og i WAGGGS med den samme betydning. Spejderbevægelsens forståelse af “program” kan sammenfattes således:
Program er den samlede helhed af lærende erfaringer som spejderne gør sig i spejderarbejdet med den bevidste hensigt at opnå spejderbevægelsens formål gennem anvendelse af spejdermetoden.
Program omfatter
Helheden – den samlede mængde af lærende erfaringer, som en spejder tilbydes.
Hvorfor – spejderbevægelsens formål og fundamentale værdier udtrykt gennem specifikke dannelsesmål.
Hvordan – den måde spejderarbejdet gennemføres på – altså Spejdermetoden.
Hvad – det spejderne faktisk gør til spejder – altså aktiviteterne.
Min forklaring her er baseret på definitioner hos WAGGGS (“Educational Programme”) og WOSM (“Youth Programme”) af det, vi i DDS ganske enkelt kalder program.
I DDS har vi valgt at samle de to elementer af vores program, som jeg herover har kaldt “hvorfor” og “hvordan” i det, vi kalder Spejderidéen. I vores beskrivelse af Spejderidéen forklarer de første to afsnit, som vi har kaldt formålet og Spejderprincipperne, hvorfor vi laver spejderarbejde, mens Spejdermetoden forklarer hvordan vi laver spejderarbejde (se f.eks. på dds.dk/spejderideen eller i hæftet “Spejderidéen – idégrundlag for Det Danske Spejderkorps”). Ideer til hvad vi laver, altså de konkrete aktiviteter, kan du finde på dds.dk/aktiviteter, i aktivitetshæfterne og i arbejdsstoffet.
Program er altså andet og mere end kun aktiviteter og arbejdsstof, som beskriver hvad vi laver til spejder; det er også vores beskrivelse af, hvordan vi laver spejderarbejde og beskrivelsen af formålet med det hele, altså hvorfor vi laver spejderarbejde. De tre perspektiver mødes så i en lang række af erfaringer, eller oplevelser, som er tilrettelagt efter Spejdermetoden med det formål at lære spejderne det, der skal til for at opfylde formålet med spejderarbejdet.
Det er jo immervæk noget af en mundfuld, og jeg vil gerne indrømme at det har været lidt skræmmende at skulle tage arbejdet op.
Hvad tænker DU, når du læser om hvordan vi opfatter “program”?
Når vi så fortæller at vi vil forny vores program, kan man sikkert være fristet til at spørge, om det så betyder, at vi skal have et helt nyt formål og lave spejderarbejde på en helt ny måde. Det gør det selvfølgelig ikke, men vi skal kigge kritisk på vores konkrete beskrivelser og sikre os at de stadig giver god mening også i vores nutid, og vi skal sikre at vi også har de elementer med, som er vigtige for at vores spejdere også fremover kan lære at blive aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere, der tager lederskab for positiv forandring baseret på fælles, inkluderende værdier.
Den beskrivelse er ikke et forsøg på at lave et nyt formål for DDS – det er mit eget forsøg på at beskrive det, jeg selv synes, er essensen af hvorfor vi laver spejderarbejde på en måde, der giver mening for mig selv her i 2014. Formålet med at tage det med her er at vise, at vi godt kan beskrive det på andre måder end med den formulering, der lige nu står i vores grundlov, og jeg vil foreslå, at der kan være værdi i en gang imellem at sikre at det, der står i vores love, også er nemt at forstå for de ledere, vi har i vores egen tid.
En fornyelse af programmet betyder altså ikke at vi ændrer det mindste i formålet med spejderarbejdet, men vi vil opdatere vores beskrivelser af det formål, og måske endda – hvis vi synes at det er det rigtigste at gøre – stille forslag til korpsrådet om at vi ændrer den beskrivelse, der har stået i vores grundlov siden 1972.
Hvordan ville DU beskrive og formulere essensen af hvorfor vi laver spejderarbejde?
Spejdermetoden er også et af de grundfæstede elementer i spejderarbejdet. Hvordan vi arbejder er i lige så høj grad en del af det at være spejder, som formålet er, så på det punkt vil der også kun blive tale om at opdatere selve beskrivelsen af spejdermetoden. Her er det vigtigt at holde sig for øje at spejdermetoden netop er én samlet metode: en helhed, hvor de forskellige elementer spiller sammen og ikke kan adskilles. Det betyder også at man ved at dreje lidt på det hele måske kommer til at se på metoden ud fra nogle nye facetter, og det kan jo godt være at det vil være fornuftigt at vi fremhæver nogle andre sider af spejdermetoden fordi de spejdere, vi arbejder med, er forskellige fra dem, vi havde, da vi formulerede Spejdermetoden i DDS. Metoden vil altså grundlæggende forblive den samme, men vi kan vælge at give mere vægt til andre sider af den ved at beskrive den på en ny måde.
Det, der kommer til at kunne mærkes mest i grupperne, vil være at vi vil skabe et nyt arbejdsstof. Før vi når dertil vil der dog være mange trin, der skal være på plads, og vi kan derfor ikke endnu sige ret meget om, hvordan det nye arbejdsstof – eller “programmateriale” – vil komme til at være opbygget, og hvad det vil indeholde.
Det vil dog være et programmateriale, som uddyber vores beskrivelser af formålet, spejderværdierne og Spejdermetoden i et nutidigt sprog (uanset om vi så vil prøve også at få opdateret de officielle beskrivelser f.eks. i DDS grundlov). Det vil også være et programmateriale, der vil være grenspecifikt, men som samtidig vil understøtte den enkelte spejders udviklingsforløb, så det hænger sammen i en rød tråd (som skal være tilpasset til den enkelte spejder) hele vejen gennem programmet.
Vi har også en drøm om at kunne skabe et fælles sprog til at tale om nogle af de ting, der kan være svære at få sat ord på. Ikke bare formålet med spejderarbejdet og den metode, vi bruger, men også noget om den enkelte spejders udvikling i forskellige facetter af deres personlighed.
Hvad tænker DU, når du læser om disse ideer og drømme for et nyt program i DDS?
Men som sagt er der en del trin, inden vi når så langt. Lige nu er vi i gang med at opstille nogle overordnede mål – at få helt styr på hvorfor vi skal lave spejderarbejde, og hvad det er, vi gerne vil opnå med det. Det handler også om at få beskrevet nogle mål for den enkelte spejders udvikling i de forskellige facetter af deres personlighed – det, vi lige nu kalder deres udviklingsområder.
Når vi kender målet kan vi begynder at plotte en overordnet vej dertil. Det er altså vigtigt at vores proces tager udgangspunkt i, hvad det er, vi vil. I DDS vil vi ikke blot udvikle børn og unge – vi vil udvikle dem til noget bestemt (lige nu beskrevet i de tre paragraffer i formålet i DDS grundlov: §3, §4 og §5). Derfor vil vi gerne vide noget om hvilke færdigheder mennesker skal have i dag for at udvikle sig dertil, hvad de skal vide og hvad deres holdninger skal være.
Alt det er ikke så fastlåst, som det måske kan lyde – der er ikke tale om et mål, der er fuldstændigt snævert defineret på alle områder, men snarere om et målområde som nogle steder kan være forholdsvis snævert, men som på de fleste steder vil være ret bredt.
Når vi har styr på endemålet kan vi begynde at nedbryde rejsen dertil i nogle etaper. Det er jo klart at der er stor forskel på hvornår spejderne er på et bestemt punkt i deres udvikling, og nogle vil storme afsted i deres fysiske udvikling, og måske være langsommere end de andre i deres følelsesmæssige udvikling, mens andre vil være flere vognlængder foran i deres spirituelle udvikling, men lidt bagud i den sociale udvikling. Derfor er det klart at vores etaper kun kan beskrives i træskolængder – det vil være “sådan cirka”, men vi vil bruge det til at se om der er nogle naturlige og indlysende steder at sætte nogle streger.
Det sidste handler om grenenes aldersgrænser – og om start- og slutpunkterne for hvor vi skal tilbyde program (meningsfyldte lærende erfaringer baseret på spejdermetoden i den hensigt at opnå formålet). Det er altså på det tidspunkt at vi skal vælge hvilke aldersgrupper det nye program (og dermed arbejdsstof) skal være opdelt i. Lige nu forventer vi at kunne høre korpsrådets holdning til det spørgsmål ved et korpsrådsmøde i 2015.
Derefter vil vi gå igang med at udvikle det nye programmateriale (inklusiv arbejdsstoffet). I den fase vil vi gå eksperimentelt til værks, så alle vores ideer bliver afprøvet i en almindelig spejdervirkelighed, og vores formfuldendte formuleringer bliver trykprøvet rundt om i korpset, så vi er sikre på at de kan forstås af alle. Først når vi har været igennem nogle omgange, hvor ideer og formuleringer bliver prøvet af i det daglige spejderarbejde, vil vi turde sende det nye programmateriale til trykning. Hvis alt går vel taler vi her om en gang i 2018, men lad være med at hænge mig op på den dato – den afhænger i meget høj grad af at vi kan finde en masse villige spejdere og ledere til at hjælpe os med konkrete ideer, med at formulere tingene rigtigt, og med at teste de ting, der bliver lavet.
Så hvis du kunne have lyst til at være med til at udvikle spejderarbejdet i DDS, så vi i mange år fremover kan uddanne aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere, der tager lederskab for positiv forandring baseret på fælles, inkluderende værdier i de sammenhænge, de indgår i lokalt, nationalt og globalt, så skal du holde øje med hvad der sker i programfornyelsen frem til efteråret 2015, hvor vi skal i gang med arbejdet – og gerne tage kontakt til DDS Program.
Har DU andre tanker, som du gerne vil dele med os? Ideer til hvordan vi kommer godt i mål? Tanker om, hvad det er vigtigt at få med?
KFUM-spejderne er i øvrigt i gang med samme øvelse, og de er et par år foran os. Du kan læse mere om deres proces på hjemmesiden arbejdsprogram.kfumspejderne.dk, og lidt mere om hele konceptet for deres programfornyelse på arbejdsprogram.kfumspejderne.dk/?page_id=28.
 |
| Tegning af B-P |
Hvis jeg nu starter med at prøve at forklare det med mine ord, så kan det være at du, som læser det her, kan hjælpe os med at fortælle videre med dine ord. Og hvis du synes, at du har fundet en super god måde at sige det på, så vil vi mægtig gerne høre om det: du kan f.eks. skrive det i en kommentar her eller på Facebook eller du kan kontakte os på mail (du kan finde en adresse på dds.dk/ddsprogram – i et forsøg på at begrænse mængden af spam vil jeg undlade at skrive mail-adresser her på bloggen).
Jeg har skrevet nogle refleksionsspørgsmål til dig, kære læser, i mit indlæg. De står med fed skrift, og vi vil meget gerne kende dine tanker og refleksioner. Du kan skrive dem i kommentarer her på bloggen, kommentere på Facebook (f.eks. i gruppen “Det Danske Spejderkorps”) eller sende dem til os i en mail til adressen på vores udvalgsside på dds.dk (se ovenfor), eller bruge hvad andre måder du kender til at få kontakt med os (jeg er bange for at mit morse er lidt rustent ...).
Men lad os nu starte med den første del, ordet “program”.
Som i så mange andre tilfælde er der ingen grund til selv at prøve at opfinde den dybe tallerken. Ordet er en gammel kending i spejderbevægelsen, og det bruges flittigt både i WOSM og i WAGGGS med den samme betydning. Spejderbevægelsens forståelse af “program” kan sammenfattes således:
Program er den samlede helhed af lærende erfaringer som spejderne gør sig i spejderarbejdet med den bevidste hensigt at opnå spejderbevægelsens formål gennem anvendelse af spejdermetoden.
Program omfatter
Helheden – den samlede mængde af lærende erfaringer, som en spejder tilbydes.
Hvorfor – spejderbevægelsens formål og fundamentale værdier udtrykt gennem specifikke dannelsesmål.
Hvordan – den måde spejderarbejdet gennemføres på – altså Spejdermetoden.
Hvad – det spejderne faktisk gør til spejder – altså aktiviteterne.
Min forklaring her er baseret på definitioner hos WAGGGS (“Educational Programme”) og WOSM (“Youth Programme”) af det, vi i DDS ganske enkelt kalder program.
I DDS har vi valgt at samle de to elementer af vores program, som jeg herover har kaldt “hvorfor” og “hvordan” i det, vi kalder Spejderidéen. I vores beskrivelse af Spejderidéen forklarer de første to afsnit, som vi har kaldt formålet og Spejderprincipperne, hvorfor vi laver spejderarbejde, mens Spejdermetoden forklarer hvordan vi laver spejderarbejde (se f.eks. på dds.dk/spejderideen eller i hæftet “Spejderidéen – idégrundlag for Det Danske Spejderkorps”). Ideer til hvad vi laver, altså de konkrete aktiviteter, kan du finde på dds.dk/aktiviteter, i aktivitetshæfterne og i arbejdsstoffet.
Program er altså andet og mere end kun aktiviteter og arbejdsstof, som beskriver hvad vi laver til spejder; det er også vores beskrivelse af, hvordan vi laver spejderarbejde og beskrivelsen af formålet med det hele, altså hvorfor vi laver spejderarbejde. De tre perspektiver mødes så i en lang række af erfaringer, eller oplevelser, som er tilrettelagt efter Spejdermetoden med det formål at lære spejderne det, der skal til for at opfylde formålet med spejderarbejdet.
Det er jo immervæk noget af en mundfuld, og jeg vil gerne indrømme at det har været lidt skræmmende at skulle tage arbejdet op.
Hvad tænker DU, når du læser om hvordan vi opfatter “program”?
 |
| Tegning og tekst af B-P |
Når vi så fortæller at vi vil forny vores program, kan man sikkert være fristet til at spørge, om det så betyder, at vi skal have et helt nyt formål og lave spejderarbejde på en helt ny måde. Det gør det selvfølgelig ikke, men vi skal kigge kritisk på vores konkrete beskrivelser og sikre os at de stadig giver god mening også i vores nutid, og vi skal sikre at vi også har de elementer med, som er vigtige for at vores spejdere også fremover kan lære at blive aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere, der tager lederskab for positiv forandring baseret på fælles, inkluderende værdier.
Den beskrivelse er ikke et forsøg på at lave et nyt formål for DDS – det er mit eget forsøg på at beskrive det, jeg selv synes, er essensen af hvorfor vi laver spejderarbejde på en måde, der giver mening for mig selv her i 2014. Formålet med at tage det med her er at vise, at vi godt kan beskrive det på andre måder end med den formulering, der lige nu står i vores grundlov, og jeg vil foreslå, at der kan være værdi i en gang imellem at sikre at det, der står i vores love, også er nemt at forstå for de ledere, vi har i vores egen tid.
En fornyelse af programmet betyder altså ikke at vi ændrer det mindste i formålet med spejderarbejdet, men vi vil opdatere vores beskrivelser af det formål, og måske endda – hvis vi synes at det er det rigtigste at gøre – stille forslag til korpsrådet om at vi ændrer den beskrivelse, der har stået i vores grundlov siden 1972.
Hvordan ville DU beskrive og formulere essensen af hvorfor vi laver spejderarbejde?
Spejdermetoden er også et af de grundfæstede elementer i spejderarbejdet. Hvordan vi arbejder er i lige så høj grad en del af det at være spejder, som formålet er, så på det punkt vil der også kun blive tale om at opdatere selve beskrivelsen af spejdermetoden. Her er det vigtigt at holde sig for øje at spejdermetoden netop er én samlet metode: en helhed, hvor de forskellige elementer spiller sammen og ikke kan adskilles. Det betyder også at man ved at dreje lidt på det hele måske kommer til at se på metoden ud fra nogle nye facetter, og det kan jo godt være at det vil være fornuftigt at vi fremhæver nogle andre sider af spejdermetoden fordi de spejdere, vi arbejder med, er forskellige fra dem, vi havde, da vi formulerede Spejdermetoden i DDS. Metoden vil altså grundlæggende forblive den samme, men vi kan vælge at give mere vægt til andre sider af den ved at beskrive den på en ny måde.
Det, der kommer til at kunne mærkes mest i grupperne, vil være at vi vil skabe et nyt arbejdsstof. Før vi når dertil vil der dog være mange trin, der skal være på plads, og vi kan derfor ikke endnu sige ret meget om, hvordan det nye arbejdsstof – eller “programmateriale” – vil komme til at være opbygget, og hvad det vil indeholde.
Det vil dog være et programmateriale, som uddyber vores beskrivelser af formålet, spejderværdierne og Spejdermetoden i et nutidigt sprog (uanset om vi så vil prøve også at få opdateret de officielle beskrivelser f.eks. i DDS grundlov). Det vil også være et programmateriale, der vil være grenspecifikt, men som samtidig vil understøtte den enkelte spejders udviklingsforløb, så det hænger sammen i en rød tråd (som skal være tilpasset til den enkelte spejder) hele vejen gennem programmet.
 |
| Spejder: hvor det umulige bliver muligt Tegning af B-P |
Hvad tænker DU, når du læser om disse ideer og drømme for et nyt program i DDS?
Men som sagt er der en del trin, inden vi når så langt. Lige nu er vi i gang med at opstille nogle overordnede mål – at få helt styr på hvorfor vi skal lave spejderarbejde, og hvad det er, vi gerne vil opnå med det. Det handler også om at få beskrevet nogle mål for den enkelte spejders udvikling i de forskellige facetter af deres personlighed – det, vi lige nu kalder deres udviklingsområder.
Når vi kender målet kan vi begynder at plotte en overordnet vej dertil. Det er altså vigtigt at vores proces tager udgangspunkt i, hvad det er, vi vil. I DDS vil vi ikke blot udvikle børn og unge – vi vil udvikle dem til noget bestemt (lige nu beskrevet i de tre paragraffer i formålet i DDS grundlov: §3, §4 og §5). Derfor vil vi gerne vide noget om hvilke færdigheder mennesker skal have i dag for at udvikle sig dertil, hvad de skal vide og hvad deres holdninger skal være.
Alt det er ikke så fastlåst, som det måske kan lyde – der er ikke tale om et mål, der er fuldstændigt snævert defineret på alle områder, men snarere om et målområde som nogle steder kan være forholdsvis snævert, men som på de fleste steder vil være ret bredt.
Når vi har styr på endemålet kan vi begynde at nedbryde rejsen dertil i nogle etaper. Det er jo klart at der er stor forskel på hvornår spejderne er på et bestemt punkt i deres udvikling, og nogle vil storme afsted i deres fysiske udvikling, og måske være langsommere end de andre i deres følelsesmæssige udvikling, mens andre vil være flere vognlængder foran i deres spirituelle udvikling, men lidt bagud i den sociale udvikling. Derfor er det klart at vores etaper kun kan beskrives i træskolængder – det vil være “sådan cirka”, men vi vil bruge det til at se om der er nogle naturlige og indlysende steder at sætte nogle streger.
Det sidste handler om grenenes aldersgrænser – og om start- og slutpunkterne for hvor vi skal tilbyde program (meningsfyldte lærende erfaringer baseret på spejdermetoden i den hensigt at opnå formålet). Det er altså på det tidspunkt at vi skal vælge hvilke aldersgrupper det nye program (og dermed arbejdsstof) skal være opdelt i. Lige nu forventer vi at kunne høre korpsrådets holdning til det spørgsmål ved et korpsrådsmøde i 2015.
 |
| Spejderproduktion – det er nok ikke helt tidssvarende at betragte vores program som en maskine, der producerer ensartede produkter ... men det kunne man gøre for 50 år siden. Gammel dansk illustration - kunsteren er ukendt |
Derefter vil vi gå igang med at udvikle det nye programmateriale (inklusiv arbejdsstoffet). I den fase vil vi gå eksperimentelt til værks, så alle vores ideer bliver afprøvet i en almindelig spejdervirkelighed, og vores formfuldendte formuleringer bliver trykprøvet rundt om i korpset, så vi er sikre på at de kan forstås af alle. Først når vi har været igennem nogle omgange, hvor ideer og formuleringer bliver prøvet af i det daglige spejderarbejde, vil vi turde sende det nye programmateriale til trykning. Hvis alt går vel taler vi her om en gang i 2018, men lad være med at hænge mig op på den dato – den afhænger i meget høj grad af at vi kan finde en masse villige spejdere og ledere til at hjælpe os med konkrete ideer, med at formulere tingene rigtigt, og med at teste de ting, der bliver lavet.
Så hvis du kunne have lyst til at være med til at udvikle spejderarbejdet i DDS, så vi i mange år fremover kan uddanne aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere, der tager lederskab for positiv forandring baseret på fælles, inkluderende værdier i de sammenhænge, de indgår i lokalt, nationalt og globalt, så skal du holde øje med hvad der sker i programfornyelsen frem til efteråret 2015, hvor vi skal i gang med arbejdet – og gerne tage kontakt til DDS Program.
Har DU andre tanker, som du gerne vil dele med os? Ideer til hvordan vi kommer godt i mål? Tanker om, hvad det er vigtigt at få med?
 |
| Spejder: en global bevægelse med fælles, inkluderende værdier. Tegning af B-P |
søndag den 16. februar 2014
“World Scouting – Educating for Global Citizenship”: En boganmeldelse (engelsk)
Eduard Vallory, World
Scouting: Educating for Global Citizenship
Vallory’s book is doubtlessly the best book that I have read
on modern Scouting and Guiding.
This is of course a rather broad statement to make, and a
part of the key is in the adjective, modern Scouting and Guiding (in the following text, I shall generally follow Vallory in using “Scouting” to refer to both). The books by Lord Baden-Powell that form the basis
of our movement even today are, however, not about modern Scouting and they
need to be read with an eye to adapting what is said to the where the Movement is
today.
Vallory’s book takes its outset in precisely that: where
Scouting and the Scout Movement is today; combining a deep respect for the
history of the Movement with a good understanding of where we are today and a
keen eye for the challenges our Movement is facing and where we may find
solutions.
World Scouting:
Educating for Global Citizenship is divided into three parts. The first
part deals with the history of World Scouting; the second part is about the
ideology of the Scout Movement (WHY and HOW we do Scouting today) and how
Scouting is organised in the two world organisations; and the third part deals
with the citizenship education of the book’s sub-title.
In the first part of the book Vallory sets out by outlining
the starting point of Scouting in a specific British Imperial context, tracing
the evolution of Scouting until the 1920 formal establishment of the
international organisation as the beginning of World Scouting.
The establishment of a democratic international organisation
for World Scouting does, of course, not mark an abrupt change in the values and
methods of Scouting, but it is nonetheless an important milestone, and a
practical marker in discussing the changes that did occur in this period, as
Scouting became World Scouting under the guidance and leadership of Lord
Baden-Powell (B-P). Vallory describes the evolution of World Scouting,
following this up with an overview of censuses of the World Movement.
The second part of the book focuses on the international
Scout Movement as it is today, represented by the two world associations that
organise all Scouting world-wide. Vallory first sets out the fundamentals: the
definition of Scouting and Guiding, the Purpose and Principles explaining WHY
we do Scouting, and then the Method of Scouting describing HOW we do Scouting.
The method is then discussed in more detail, emphasizing the
educational impact of the method, and its highly intuitive nature. In this
section Vallory also gives an introduction to some of the results of modern
cognitive science that support the value of the Scout Method as an educational
approach, emphasizing that the Scout Method is superior to the traditional
industrialist classroom in terms of getting the young people to learn – a
difference that B-P described as the difference between educating the Scouts
and instructing them. In this section one can sense that Vallory is more
engaged with his subject: the application of a theoretical framework to assist
the reader’s understanding, and the contagious enthusiasm for the understanding
of why the Scout Method is so good at creating a conducive learning environment
for young people are evident in this part of the book.
The discussions of Scouting’s learning environment are
followed with a discussion of the organisation of the Movement. Here the
balance that is achieved between the concepts of a movement (suggesting a very
loose network structure) and an organisation (suggesting a more hierarchical
structure) is investigated, with an emphasis on the ability of the Movement to
ensure both the dynamics of a movement and the unity of purpose, values and
method that is more characteristic of an organisation. The importance of the two world organisations and of
their monopoly on characterising Scouting and Guiding world-wide is stressed in
a chapter on the recognition policy, where it is again clear that Vallory is
feeling strongly the importance of the unity of the Scout Movement lest it
loses its good name due to abuse by groups, whether local, national or even
transnational, that are not recognized, nor recognizable, by any of the two
world organisations. Scouting, in order to remain Scouting, must also remain
one thing.
In the third part of his book, Vallory discusses the
citizenship education that is a part of B-P’s original aim with Scouting (B-P even sub-titled
his foundational book, Scouting for Boys:
A Handbook for Instruction in Good Citizenship). Looking at the subtitle of Vallory's book and on the page counts (this part takes up 58 pages against the 44 and
54 pages of the earlier parts), it is immediately evident where Vallory’s focus
lies. This is also evident from the theoretical apparatus that he brings to
bear on the question, starting with a highly enlightening summary of approaches
to citizenship and to citizenship education, and in the way this apparatus is
used to assist the reader in understanding the subsequent discussions of the
concept of citizenship inherent in Scouting and of Scouting’s approach to
citizenship education.
A discussion of some of the issues that can be divisive to
the Scout Movement (both between WOSM and WAGGGS, but also internally between
various cultures) illustrate how these are all tied up with the concept of
citizenship in Scouting. Some of the
issues that Vallory discusses are the degree of active advocacy by the
organisations of Scouting (as opposed to the scouts as individual citizens);
the conflicts between Boy Scouting and Girl Scouting in the US, the
relationship of Scouting to religious organisations, and the weight between
obedience (mentioned in the Scout Law) on one side and critical thinking and
individual judgement (emphasized by B-P) on the other.
This leads Vallory to a discussion of the synergetic double
emphasis on local and global citizenship that is a characteristic of Scouting,
and of Scouting’s stress on peace, human rights, and community development as
positive values, and in the close relationship between Scouting and
international institutions and organisations, spearheaded by B-P in his embrace
of the inter-war period’s League of Nations (it was entirely new to me that B-P tried to make Scouting a youth organisation of the League of Nations).
The book is based on Vallory’s Ph.D. thesis in political and
social science, and though my own field is in the natural sciences, I never
felt that Vallory let his readers get out of their depth. The academic theories
that are discussed in the book are explained so as to allow an un-schooled
reader to grasp the concepts and instead of being an obstacle the theory helps
provide a framework for the understanding of the subsequent discussions.
However, it still did take me somewhat longer to finish the book than
is usual for me with a book in English, but this was not because it was
difficult. Rather it was because I found myself engaging so strongly with the
book at every turn that I was unable to move forward until I had thought
through the point in question, and considered its applicability to my own
particular experiences and situation in Scouting … often I would realize this
when I had read on for a couple of pages only to discover that nothing of what
I had just read had actually registered – I had been too busy engaging with an
earlier passage to take in the new stuff as I tried to read on.
As a man of the natural sciences working regularly with
statistics, I would of course have loved to see a more rigorous statistical discussion of
the census data, but I realise that this would be completely extraneous to the
point that Vallory is trying to get across.
All in all, this is the book that I wish I had had when I
started out as a Scout leader many years ago, but which I now feel will help me
be a better Scout leader – not through practical tips and tricks, but by giving
me a far better understanding of some of the key goals of the Scout Movement, and of how the Scout Method actually works.
– Troels Forchhammer
onsdag den 4. december 2013
Programfornyelse
Vi har valgt at basere vores arbejde på en metode, der er udviklet af WOSM (kaldet RAP – “Renewed Approach to Programme”), som er forholdsvis velkendt i bevægelsen. I forbindelse med kongressen har vi begge naturligvis også haft fokus på at tale med andre, som har erfaring med programfornyelse, og fordi processen er kendt i WOSM-sammenhæng, har vi kunnet tale med flere, som har erfaring med netop denne metode til programfornyelse.
De emnesøjler, jeg har nævnt i det foregående, spiller naturligvis også ind i arbejdet med programfornyelsen ved at gøre os klogere på programmets rolle som et fremadskridende uddannelsesforløb.
Ud over det ovenstående har det meste af det, jeg har fået med i forhold til programfornyelse, været fra samtaler med andre deltagere mere end fra de planlagte sessioner. Her har vi haft fokus på praktiske erfaringer (hvordan har de organiseret arbejdet, hvor mange har deltaget i hvilke faser, hvordan har de tilpasset WOSM's RAP-proces til lokale forhold, o.s.v.) og på deres resultater i den tidlige fase af arbejdet, hvor det handler om at opstille mål for programmet (og hvor fokus er på en mere abstrakt / teoretisk forståelse af program (på dette tidspunkt hovedsaglig hvorfor vi gør, hvad vi gør – altså formål, værdier og principper – og hvordan vi gør, hvad vi gør – altså spejdermetoden) og ikke mindst menneskers udvikling som hele mennesker).
Nogle nøgleord – pointer, jeg har fået bekræftet i vores samtaler – fra denne udforskning er
- Vigtigheden af at skabe en involverende proces når vi kommer til den konkrete udformning af et nyt program.
- Start med værdier og formål!
- Test, test, test! Tingene bør testes i praksis inden vi kaster penge i at trykke hæfter
- Ting Tar Tid – at forny programmet er ikke noget man gør på en uge eller på et år eller endog på tre år. Vi har startet en proces, men der kommer til at gå adskillige år inden et nyt program for DDS kan være klar
Med varme spejderhilsner
Troels Forchhammer
tirsdag den 3. december 2013
Sammenhængen mellem program og værdier
At spørge på denne måde er selvfølgelig ikke helt præcist – værdierne er jo en del af programmet (værdierne er langt hen ad vejen svaret på hvorfor vi gør, hvad vi gør), så spørgsmålet burde i virkeligheden være hvordan vi sikrer sammenhængen mellem værdierne og resten af programmet (hvordan vi gør, hvad vi gør samt hvad vi gør) – altså hvordan vores “hvorfor” hænger sammen med “hvordan” og “hvad”.
I denne sammenhæng fandt jeg personligt Laura Ritolas oplæg overordentligt spændende. Hendes kvalitative tilgang til at beskrive indholdet af det medborgerskabsbegreb der er indeholdt i de finske spejderes program giver et håb om at vi kan finde værktøjer til at hjælpe os med at trykprøve vores ideer, og samtidig tyder hendes forskning på at vores intuitive forståelse for vores værdier og metode faktisk kan give et godt resultat også selvom man ikke teoretiserer over emnet (ikke at det skal afholde mig fra at teoretisere, men det behøver jeg jo ikke at belemre andre med end de – formentlig ret få – som er interesserede).
Et andet oplæg, som arbejdede med nogle af de samme temaer var den første dags workshop om “Scouting and Active Citizenship” og debatten den sidste dag om fællesnævneren for spejderbevægelsen, “Determining the Least Common Denominator for Scouting”.
Nogle nøgleord fra denne del af min udforskning
- “Start with the why” – det er vores formål, vores vision og vores sag, der er det vigtige, og det, vi skal holde fast i. Vi kan lave småjusteringer i metoden (når nu vi ved at den holder og er i overensstemmelse med moderne kognitiv forskning, så er det måske mere et spørgsmål om hvordan, vi beskriver metoden, end om metodens egentlige indhold), men aktiviteterne er som sådan underordnede – det er ikke aktiviteterne, der definerer spejderarbejdet: de understøtter blot den uddannelse, der er det reelle formål.
- Selv hvis skolerne skulle adoptere spejdermetoden, så er vi stadig særlige i kraft af vores værdier. Som en værdibaseret bevægelse er vores værdisæt nødvendigvis snævrere end det skolen ville kunne bruge. Vi stiller f.eks. langt højere krav til aktivt medborgerskab end skolens syn på medborgerskab, og spejderbevægelsens nationale tilhørsforhold må nødvendigvis være åbent for et aktivt globalt medborgerskab, og er således ikke forenligt med en ekskluderende nationalforståelse.
- Nogle helt centrale temaer i vores værdier og dannelsesmål – mange af dem kunne vi måske kalde værdibaserede færdigheder? – som var fremme på kongressen, er de følgende
- Aktivt medborgerskab
- Ansvarlighed
- Lederskab (for positiv forandring)
- Kommunikation
- Tolerance (rummelighed, venskab, at møde andre anerkendende ... kært barn har mange navne)
- Jeg finder det egentlig pudsigt at naturværdier og spiritualitet ikke havde en mere fremtrædende plads, men de blev kun nævnt nogle få gange, og som regel kun i forbifarten.
Og så skal vi naturligvis ikke kun arbejde med hvordan vi sikrer det – vi skal selvfølgelig i sidste ende og rent faktisk sikre at det sker.
Med varme spejderhilsner
Troels Forchhammer
mandag den 2. december 2013
Hvorfor virker spejdermetoden?
For den virker jo. Vi uddanner rent faktisk børn og unge til at blive aktive og ansvarlige medborgere lokalt og globalt; anstændige voksne mennesker med et fælles værdisæt, som er i stand til at være med til at tage lederskab for positiv forandring.
Men hvorfor?
At udforske svaret på det spørgsmål har været en af de emner, jeg har opsøgt på kongressen. En del af denne udforskning har også berørt, eller endog været fokuseret på, hvad spejderbevægelsen og spejdermetoden kan bidrage med til det formelle, institutionaliserede uddannelsessystem, men mit eget fokus har mest været på at forstå hvad der gør vores system så effektivt.
Her er jeg især blevet hjulpet af Dominque Bénard og Eduard Vallory
(den sidste keynote deltog jeg desværre ikke selv i, men har set efterfølgende)
Andre som har hjulpet min forståelse på vej har været Laura Ritola (både i gruppearbejde og hendes egen præsentation: Dag 2 – Ph.D. præsentation) og John Lawlor (Dag 3 – akademisk keynote).
Nogle nøgleord fra min udforskning har været
- Vi lærer bedst, når det er relevant for os
– og det kan blive relevant på flere måder inklusive almindelig interesse, nødvendighed for problemløsning o.s.v. – det vigtige er at det giver mening for den enkelte at lære. - “Peer education” / patruljesystemet
– det at lære fra jævnbyrdige: vi lærer mere effektivt, når vi lærer fra nogen, som er tæt på vores eget niveau. Samtidig lærer vi mere af at hjælpe andre til at lære, når disse er tættere på vores eget niveau. - Dialog-baseret og refleksions-inspirerende praksis med udgangspunkt i at opstille problemer, som patruljen i samarbejde skal løse.
- For nu at bruge B-P's ord: “Ask the boy!” – på mere jævnt dansk: Spørg spejderne!
- Hav respekt for spejderne – og respekter deres udgangspunkt. De kommer til os med deres egne erfaringer, viden, ønsker o.s.v. og det er vores opgave at tage udgangspunkt i deres situation. Eller med Søren Kierkegaards ord: “At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”
- “Don't ever do what the learner can do. Don't even decide what the learner can decide.” (fra Dominique Bénard's præsentation) – overlad alle de handlinger og beslutninger til dine spejdere, som de overhovedet er i stand til at foretage.
Jeg synes generelt at meget af dette kan opsummeres i en opfordring til at vores udgangspunkt hele tiden må og skal være spejderen.
Ovenstående er langt fra at være alt, jeg fik ud af kongressen om det her emne, og jeg bilder mig heller ikke ind at alt relevant blev sagt på kongressen, men det er et udgangspunkt – et afsæt for at lære mere og blive klogere, og dermed for forhåbentlig at kunne kvalificere vores arbejde med programmet i DDS så vi arbejder med de ting, man ved virker.
Ovenstående er langt fra at være alt, jeg fik ud af kongressen om det her emne, og jeg bilder mig heller ikke ind at alt relevant blev sagt på kongressen, men det er et udgangspunkt – et afsæt for at lære mere og blive klogere, og dermed for forhåbentlig at kunne kvalificere vores arbejde med programmet i DDS så vi arbejder med de ting, man ved virker.
Med varme spejderhilsner
Troels Forchhammer
søndag den 1. december 2013
Temaer i min kongres
Når jeg kigger tilbage på de tre dage på 1st World Scout Education Congress og i bakspejlet forsøger at finde nogle fælles temaer, som har været kendetegnende for de sessions, jeg selv har opsøgt, så synes jeg især at der er tre temaer, som dominerer:
- Hvorfor virker spejdermetoden?
- Sammenhængen mellem program og værdier
- Fornyelse af programmet
Disse tre temaer har fyldt en hel del, og derfor vil jeg skrive lidt mere om dem i kommende indlæg over de næste dage.
Andre temaer
Det er naturligvis ikke alt, der kan lægges ind under disse tre hovedtemaer, og en række andre temaer fra kongressen fortjener også at blive nævnt.
- Spejderbevægelsen er først og fremmest en uddannende bevægelse
Det er et vigtigere budskab end man måske først skulle tro, så lad os lige tage den én gang til: vores virke er først og fremmest at vi uddanner børn og unge! - Aktivt medborgerskab som et af de væsentligste ting, vi uddanner i – og sammenhængen mellem ansvarlighed og aktivt medborgerskab. Her er det også en god ting lige at stoppe op og tænke et øjeblik over hvad vi egentlig forstår ved aktivt medborgerskab – hvad er det for en type medborgere, vi ønsker at uddanne, hvordan bør, for eksempel, vægten være mellem deres lokale, nationale og globale engagement og medborgerskab?
- Lederskab som en anden væsentlig ting, vi uddanner i. Lederskab skal her forstås som en samarbejdsproces (“collaborative process”) hvor deltagerne indgår i at fremme forandringsprocesser og i at tage medansvar for at få opstillet en positiv vision og for at gennemføre forandringen.
For mig er det væsentligt at vi herved får idéen om lederskab frigjort fra den aktuelle fordeling af den formelle og/eller uformelle rolle som “leder” – lederskab er derved noget, som alle kan udvise, uanset om de lige nu og her fungerer i rollen som leder. I min erfaring er det i den ideelle patrulje underordnet hvem der har hvilken rolle (i min gamle patrulje fra troppen er vi stadig alle sammen overbeviste om at det var to af de andre, der var hhv. PL og PA fordi vi alle i lige grad udviste lederskab for at få patruljen til at fungere). - Kommunikation – evnen til at lytte, til at forstå, til indføling, og til at sikre at man bliver forstået. Her havde både Christine Loh (dag 1 keynote) og Chris Lonsdale (dag 2 keynote) nogle væsentlige pointer med til os.
- “21st Century Life Skills” – livsfærdigheder for det 21. århundrede. Hvilke færdigheder er vigtige, er færdigheder eller holdninger/attituder vigtigst, og hvordan kan vi uddanne spejderne i de vigtigste færdigheder og holdninger? Chris Lonsdale og Lars Kolind havde nogle gode bud, og Laura Ritola formåede på udmærket vis at perspektivere emnet og give en dybere forståelse for hvor komplekst spørgsmålet er under overfladen.
- Elevatortalen – vigtigheden af også at kunne forklare hvad spejderbevægelsen gør på en forholdsvis kort og klar måde (30 sekunder) med fokus på vores formål og værdier. Min foreløbige version har jeg vist efterhånden fået skrevet en del gange, men alligevel:
Spejderbevægelsens sag er den næste generation. Vi bidrager til at de kan opnå deres fulde potentiale som hele mennesker, og vi gør det ved at uddanne børn og unge til aktive og ansvarlige medborgere, anstændige mennesker med et fælles værdisæt som er i stand til at være med til at tage lederskab for positive forandringer.
Min version er lidt længere end Lars Kolinds, men det kan vel ikke undre nogen.
En del af disse temaer indeholder spørgsmål og uafklarede refleksioner – brug gerne kommentarfeltet herunder til jeres kommentarer og hjælp vores arbejde med at blive endnu klarere på, hvordan alle disse emner og temaer kan og bør passes ind i en dansk, og en DDS, sammenhæng.
Med varme spejderhilsner
Troels Forchhammer
lørdag den 30. november 2013
De sidste timer
Kongressens sidste dag sluttede med at jeg, sammen med Jakob (se hans indlæg "Dag 3 – Endnu en god og lærerig dag") var til en debat med titlen "Determining the Least Common Denominator for Scouting"
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/determining-the-least-common-denominator-for-scouting-2
Som Jakob nævner blev ballet åbnet af fire oplægsholdere efterfulgt at gruppearbejde, hvorefter gulvet blev givet frit. Først på podiet var Kirsty Brown fra The Scout Association of Australia. Kirsty mente dybest set at tingene (WOSM's grundlov – eller constitution – er som den skal være), mens den efterfølgende Stephen Peck fra The Scout Association (den britiske) talte om Spejderprincipperne og mente at vi burde pille ved tingene, give det hele en mere moderne formulering og i øvrigt undlade at ekskludere folk, som ikke tror på en gud (Duty to God) når nu vi ikke ekskluderer overvægtige (Duty to self) – nu gør vi jo ingen af delene i DDS, hvilket jeg nok skal være dobbelt glad for :-)
Stephen Peck efterfulgtes af svenske Göran Hägedal fra WOSM[*], som mente at spejderloven og spejderløftet i grunden burde omformuleres hvert 10. til 15. år for hele tiden at have et nutidigt udtryk (alle medlemmer af WOSM er faktisk forpligtede til at have en lov og et løfte som udtrykker værdierne i et sprog der passer til den kultur og "civilisation" som korpset tilhører, så vi bør faktisk ændre vores lov og løfte, når vores kultur udvikler sig). Göran argumenterede også for at vores værdier mere passende kunne udtrykkes som en sky end en veldefineret liste, og at alle korps og alle spejdere "abonnerer"[#] på en (stor) del af denne sky af værdier, men at vi måske ikke kan forvente at alle abonnerer på det hele. Personligt tænker jeg at det er et udmærket billede, omend jeg også mener at der er nogle få absolutter i spejderbevægelsen – både i form af værdier, man skal tage til sig, og i form af værdier, der ikke er forenlige med spejderbevægelsen.
Den sidste oplægsholder var John Maina Kiranga fra Botswana og Kenya, som skulle tale om spejdermetoden (WOSM's formulering). En af hans mere interessante pointer vedrørte den kompleksitet, vi bruger til at beskrive metoden (en metode som Eduard Vallory beskriver som særdeles intuitiv), og han havde forsøgt med at se hvordan det kunne koges ned til at blive sendt på Twitter. Det var et interessant perspektiv for en i øvrigt ordrig herre som mig selv, og et perspektiv som rammer godt ned i det, der blev talt om andre steder på kongressen, som f.eks. "elevatortalen" for spejderbevægelsen. Når vi har folks opmærksomhed i 30 sekunder, hvad er så det vigtigste at få sagt om spejderbevægelsen, og her tænker jeg at det nok er vigtigere at lægge vægt på at vi uddanner børn og unge til aktive og ansvarlige medborgere både lokalt og globalt og til at de bliver anstændige mennesker, der er i stand til at lede positiv forandring (jeg kunne godt tænke mig at få lidt flere perspektiver og nuancer med – men jeg har stadig kun brugt 10-15 sekunder). Sjov, udfordringer, kammeratskab, bål, pionér, telte, lejre, hikes og alt det andet er selvfølgelig vigtigt nok, men det det bør komme i tredje række, når vi skal forklare hvad spejderarbejdet er.
Den efterfølgende debat var spændende, men jeg synes også at oplægget var blevet for bredt til at give en rigtigt stimulerende oplevelse fra debatten. Det havde nok været bedre at holde sig til kun ét af emnerne, beskrivelsen, principperne, lov & løfte eller metoden, og så tage en debat om det. Som det var blev det som sagt stadig en spændende debat, men der blev skudt lidt med spredehagl, så grupperne aldrig rigtig nåede ind til benet. Formålet med sessionen var selvfølgelig i høj grad blot det at opfordre til at vi debatterer og udfordrer vores forståelse af spejderbevægelsens “fundamentals” og at vi er opmærksomme på hvordan de til enhver tid gældende formuleringer faktisk udtrykker de værdier, som bevægelsen arbejder ud fra, og jeg håber at mange har fået taget netop disse pointer med hjem.
Opsummeringen af kongressen faldt i to dele. Den første del blev præsenteret af nogle af de mange “Rapporteurs” som havde arbejdet med at samle op fra de mange sessions, og deres opsamling gav mange gode perspektiver på de mange samtaler, der havde været.
Skriftlig opsummering fra kongressens “rapporteurs”: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/updates/detail/wsec-outcomes-first-overview
Video med hele opsummeringen: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/evaluation-panel
Derefter var der et panel af kloge folk, som skulle vurdere kongressens resultater, og her må jeg tilstå at filmen knækkede lidt for mig, og jeg fandt det meget svært at følge med og være engageret – ikke kun fordi jeg var ret udmattet på det tidspunkt, men også f.eks. fordi gennemsnitsalderen på scenen lå nærmere på min egen alder end på alderen af de spejdere, det hele handler om og på de unge ledere, der skal bære flammen videre (den ene Youth Advisor der var med i panelet fik ikke sagt ret meget, og ellers var finske Karin Ahlbäck det eneste yngre menneske i panelet). Samtidig er det mig imod at sætte seks personer – også selvom det helt klart var kloge og intelligente mennesker som brænder stærkt for sagen – til at fortælle os andre, om det, vi har været med til, har været godt nok. Med en anden drejning kunne paneldebatten sikkert være blevet udmærket, men som den blev præsenteret synes jeg den manglede noget legitimitet.
Afslutningsfesten var for mig præget af at jeg var træt, og ikke havde overskud til megen festivitas, men jeg kan jo ikke bebrejde arrangørerne at jeg var udmattet (d.v.s. – det kan jeg jo selvfølgelig til en vis grad, da det er dem, der havde skabt en kongres, hvor jeg ikke havde lyst til at gå glip af noget og derfor engageret i diskussionerne), og maden var jo som hele tiden udmærket.
[*] Når man vælges til verdenskomitéen repræsenterer man, i hvert fald i teorien, ikke længere sit land eller sit spejderkorps, men derimod repræsenterer man Spejderbevægelsen eller WOSM.
[#] Her ment som en oversættelse af det engelske "subscribe" som i denne sammenhæng betyder at man tager noget til sig, at man går ind for det.
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/determining-the-least-common-denominator-for-scouting-2
Som Jakob nævner blev ballet åbnet af fire oplægsholdere efterfulgt at gruppearbejde, hvorefter gulvet blev givet frit. Først på podiet var Kirsty Brown fra The Scout Association of Australia. Kirsty mente dybest set at tingene (WOSM's grundlov – eller constitution – er som den skal være), mens den efterfølgende Stephen Peck fra The Scout Association (den britiske) talte om Spejderprincipperne og mente at vi burde pille ved tingene, give det hele en mere moderne formulering og i øvrigt undlade at ekskludere folk, som ikke tror på en gud (Duty to God) når nu vi ikke ekskluderer overvægtige (Duty to self) – nu gør vi jo ingen af delene i DDS, hvilket jeg nok skal være dobbelt glad for :-)
Stephen Peck efterfulgtes af svenske Göran Hägedal fra WOSM[*], som mente at spejderloven og spejderløftet i grunden burde omformuleres hvert 10. til 15. år for hele tiden at have et nutidigt udtryk (alle medlemmer af WOSM er faktisk forpligtede til at have en lov og et løfte som udtrykker værdierne i et sprog der passer til den kultur og "civilisation" som korpset tilhører, så vi bør faktisk ændre vores lov og løfte, når vores kultur udvikler sig). Göran argumenterede også for at vores værdier mere passende kunne udtrykkes som en sky end en veldefineret liste, og at alle korps og alle spejdere "abonnerer"[#] på en (stor) del af denne sky af værdier, men at vi måske ikke kan forvente at alle abonnerer på det hele. Personligt tænker jeg at det er et udmærket billede, omend jeg også mener at der er nogle få absolutter i spejderbevægelsen – både i form af værdier, man skal tage til sig, og i form af værdier, der ikke er forenlige med spejderbevægelsen.
Den sidste oplægsholder var John Maina Kiranga fra Botswana og Kenya, som skulle tale om spejdermetoden (WOSM's formulering). En af hans mere interessante pointer vedrørte den kompleksitet, vi bruger til at beskrive metoden (en metode som Eduard Vallory beskriver som særdeles intuitiv), og han havde forsøgt med at se hvordan det kunne koges ned til at blive sendt på Twitter. Det var et interessant perspektiv for en i øvrigt ordrig herre som mig selv, og et perspektiv som rammer godt ned i det, der blev talt om andre steder på kongressen, som f.eks. "elevatortalen" for spejderbevægelsen. Når vi har folks opmærksomhed i 30 sekunder, hvad er så det vigtigste at få sagt om spejderbevægelsen, og her tænker jeg at det nok er vigtigere at lægge vægt på at vi uddanner børn og unge til aktive og ansvarlige medborgere både lokalt og globalt og til at de bliver anstændige mennesker, der er i stand til at lede positiv forandring (jeg kunne godt tænke mig at få lidt flere perspektiver og nuancer med – men jeg har stadig kun brugt 10-15 sekunder). Sjov, udfordringer, kammeratskab, bål, pionér, telte, lejre, hikes og alt det andet er selvfølgelig vigtigt nok, men det det bør komme i tredje række, når vi skal forklare hvad spejderarbejdet er.
Den efterfølgende debat var spændende, men jeg synes også at oplægget var blevet for bredt til at give en rigtigt stimulerende oplevelse fra debatten. Det havde nok været bedre at holde sig til kun ét af emnerne, beskrivelsen, principperne, lov & løfte eller metoden, og så tage en debat om det. Som det var blev det som sagt stadig en spændende debat, men der blev skudt lidt med spredehagl, så grupperne aldrig rigtig nåede ind til benet. Formålet med sessionen var selvfølgelig i høj grad blot det at opfordre til at vi debatterer og udfordrer vores forståelse af spejderbevægelsens “fundamentals” og at vi er opmærksomme på hvordan de til enhver tid gældende formuleringer faktisk udtrykker de værdier, som bevægelsen arbejder ud fra, og jeg håber at mange har fået taget netop disse pointer med hjem.
Opsummeringen af kongressen faldt i to dele. Den første del blev præsenteret af nogle af de mange “Rapporteurs” som havde arbejdet med at samle op fra de mange sessions, og deres opsamling gav mange gode perspektiver på de mange samtaler, der havde været.
Skriftlig opsummering fra kongressens “rapporteurs”: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/updates/detail/wsec-outcomes-first-overview
Video med hele opsummeringen: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/evaluation-panel
Derefter var der et panel af kloge folk, som skulle vurdere kongressens resultater, og her må jeg tilstå at filmen knækkede lidt for mig, og jeg fandt det meget svært at følge med og være engageret – ikke kun fordi jeg var ret udmattet på det tidspunkt, men også f.eks. fordi gennemsnitsalderen på scenen lå nærmere på min egen alder end på alderen af de spejdere, det hele handler om og på de unge ledere, der skal bære flammen videre (den ene Youth Advisor der var med i panelet fik ikke sagt ret meget, og ellers var finske Karin Ahlbäck det eneste yngre menneske i panelet). Samtidig er det mig imod at sætte seks personer – også selvom det helt klart var kloge og intelligente mennesker som brænder stærkt for sagen – til at fortælle os andre, om det, vi har været med til, har været godt nok. Med en anden drejning kunne paneldebatten sikkert være blevet udmærket, men som den blev præsenteret synes jeg den manglede noget legitimitet.
Afslutningsfesten var for mig præget af at jeg var træt, og ikke havde overskud til megen festivitas, men jeg kan jo ikke bebrejde arrangørerne at jeg var udmattet (d.v.s. – det kan jeg jo selvfølgelig til en vis grad, da det er dem, der havde skabt en kongres, hvor jeg ikke havde lyst til at gå glip af noget og derfor engageret i diskussionerne), og maden var jo som hele tiden udmærket.
[*] Når man vælges til verdenskomitéen repræsenterer man, i hvert fald i teorien, ikke længere sit land eller sit spejderkorps, men derimod repræsenterer man Spejderbevægelsen eller WOSM.
[#] Her ment som en oversættelse af det engelske "subscribe" som i denne sammenhæng betyder at man tager noget til sig, at man går ind for det.
torsdag den 28. november 2013
John Lawlor, skolen og spejderne
I søndags var jeg til en workshop med John Lawlor - I kan se oplæget her,
der talte om hvordan vores metoder kan bruges i det formelle skolesystem – han er
ved at skrive en phd om området og han er programdirektør for det irske Bridge to College/Bridge21 educational
programme på Trinity College Dublin (), der har
vundet flere priser.
Hans oplæg
rammer for mig lige ned i den diskussion, vi har i Danmark om den nye skolereform
og fritidsorganisationernes rolle i denne. Indtil videre har jeg set på hele
diskussionen som et forsøg på at spare penge ved at få de frivillige til at
overtage dele af skoledagen i en heldagsskole, og at vi skal overtage disse
timer på skolen og politikernes præmisser. Det er noget, jeg på ingen måde
synes om. Jeg mener ikke, at vi som spejdere hører til i en dansk skoledag og
jeg mener ikke, at vi vil få noget ud af et samarbejde med skolen.
Efter John
Lawlors workshop, har jeg revideret min mening. Jeg begynder at kunne se fordele ved et
samarbejde med skolen. Der er naturligvis nogle udfordringer med et samarbejde,
fx har vi alle et dagsbeskæftigelse af en eller anden slags, om det er studier
eller arbejde, og vi skal ikke gå ind på skolen præmisser kompromisløst.
MEN
hvis vi som organisation (i det her tilfælde som spejdere på tværs af korps)
kan gøre en forskel for, hvordan vi som samfund underviser vores børn, så er det
vel en win-win-situation. I øjeblikket oplever vi til dels en tilbagevenden til
den industrialiserede skole, hvor uddannelse er et samlebåndsprodukt i stedet for
en mere kognitiv tilgang til undervisning.
John Lawlors
projekt, Bridge21, bruger patruljelignede konstruktioner i undervisningen –
hvor eleverne bliver sat til at løse opgaver, ved selv at sætte sig ind i
tingene og hjælpe hinanden. Jeg foreslår ikke, at vi skal være drivkraften bag
en dansk pendant til Bridge21 (selvom det kunne være ufattelig spændende), men
måske kunne vi bruge og introducere spejdermetoden i skolen.
På den måde kunne
børnene få noget ud af det, skolen vil få noget ud af det, og vi vil:
1) styrke
vores samfundsmæssige engagement, det er et af de steder DDS er svagest i Duty
to Others,
2) vi ville sikkert kunne rekruttere ledere og medlemmer, og sikkert
også medlemmer i tropsalderen.
Spørgsmålet er
så om vi sejrer os selv ihjel, hvis vi udbreder vores metode – forstået på den
måde, at vores aktiviteter allerede er taget i brug i fritidshjem, klubber og
SFO’er, og hvad har vi tilbage, hvis vores metode bliver brugt i skolerne?
Jeg tror ikke,
det vil være et problem, for:
1) spejd er ikke skole og bliver det aldrig i
Danmark,
2) selvom skolen skulle blive mere åben for vores metode, så har vi
stadig vores værdisæt og vores formål – vores formål er at uddanne unge
menneske til at skabe en positiv forandring i verden, mens det etablerede
skolesystem gerne vil fastholde status quo
Derfor tror jeg ikke, vi gør os selv
overflødige ved at deltage aktivt.
Men igen, det skal ske på vores præmisser og
IKKE på skolen og politikernes – som John Lawlor sagde, da jeg efterfølgende
talte med ham, så er vi ”volunteers, not amateurs” – med hvad han mente, at vi
ved, hvad vi laver og ikke skal lade os affærdige, fordi vi ikke er uddannet i
det formelle uddannelsessystem som lærere og pædagoger.
Til allersidst
vil jeg lige påpege, at det her naturligvis er et udtryk for min egen holdning.
Abonner på:
Opslag (Atom)