lørdag den 30. november 2013

De sidste timer

Kongressens sidste dag sluttede med at jeg, sammen med Jakob (se hans indlæg "Dag 3 – Endnu en god og lærerig dag") var til en debat med titlen "Determining the Least Common Denominator for Scouting"
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/determining-the-least-common-denominator-for-scouting-2

Som Jakob nævner blev ballet åbnet af fire oplægsholdere efterfulgt at gruppearbejde, hvorefter gulvet blev givet frit. Først på podiet var Kirsty Brown fra The Scout Association of Australia. Kirsty mente dybest set at tingene (WOSM's grundlov – eller constitution – er som den skal være), mens den efterfølgende Stephen Peck fra The Scout Association (den britiske) talte om Spejderprincipperne og mente at vi burde pille ved tingene, give det hele en mere moderne formulering og i øvrigt undlade at ekskludere folk, som ikke tror på en gud (Duty to God) når nu vi ikke ekskluderer overvægtige (Duty to self) – nu gør vi jo ingen af delene i DDS, hvilket jeg nok skal være dobbelt glad for :-)

Stephen Peck efterfulgtes af svenske Göran Hägedal fra WOSM[*], som mente at spejderloven og spejderløftet i grunden burde omformuleres hvert 10. til 15. år for hele tiden at have et nutidigt udtryk (alle medlemmer af WOSM er faktisk forpligtede til at have en lov og et løfte som udtrykker værdierne i et sprog der passer til den kultur og "civilisation" som korpset tilhører, så vi bør faktisk ændre vores lov og løfte, når vores kultur udvikler sig). Göran argumenterede også for at vores værdier mere passende kunne udtrykkes som en sky end en veldefineret liste, og at alle korps og alle spejdere "abonnerer"[#] på en (stor) del af denne sky af værdier, men at vi måske ikke kan forvente at alle abonnerer på det hele. Personligt tænker jeg at det er et udmærket billede, omend jeg også mener at der er nogle få absolutter i spejderbevægelsen – både i form af værdier, man skal tage til sig, og i form af værdier, der ikke er forenlige med spejderbevægelsen.

Den sidste oplægsholder var John Maina Kiranga fra Botswana og Kenya, som skulle tale om spejdermetoden (WOSM's formulering). En af hans mere interessante pointer vedrørte den kompleksitet, vi bruger til at beskrive metoden (en metode som Eduard Vallory beskriver som særdeles intuitiv), og han havde forsøgt med at se hvordan det kunne koges ned til at blive sendt på Twitter. Det var et interessant perspektiv for en i øvrigt ordrig herre som mig selv, og et perspektiv som rammer godt ned i det, der blev talt om andre steder på kongressen, som f.eks. "elevatortalen" for spejderbevægelsen. Når vi har folks opmærksomhed i 30 sekunder, hvad er så det vigtigste at få sagt om spejderbevægelsen, og her tænker jeg at det nok er vigtigere at lægge vægt på at vi uddanner børn og unge til aktive og ansvarlige medborgere både lokalt og globalt og til at de bliver anstændige mennesker, der er i stand til at lede positiv forandring (jeg kunne godt tænke mig at få lidt flere perspektiver og nuancer med – men jeg har stadig kun brugt 10-15 sekunder). Sjov, udfordringer, kammeratskab, bål, pionér, telte, lejre, hikes og alt det andet er selvfølgelig vigtigt nok, men det det bør komme i tredje række, når vi skal forklare hvad spejderarbejdet er.

Den efterfølgende debat var spændende, men jeg synes også at oplægget var blevet for bredt til at give en rigtigt stimulerende oplevelse fra debatten. Det havde nok været bedre at holde sig til kun ét af emnerne, beskrivelsen, principperne, lov & løfte eller metoden, og så tage en debat om det. Som det var blev det som sagt stadig en spændende debat, men der blev skudt lidt med spredehagl, så grupperne aldrig rigtig nåede ind til benet. Formålet med sessionen var selvfølgelig i høj grad blot det at opfordre til at vi debatterer og udfordrer vores forståelse af spejderbevægelsens “fundamentals” og at vi er opmærksomme på hvordan de til enhver tid gældende formuleringer faktisk udtrykker de værdier, som bevægelsen arbejder ud fra, og jeg håber at mange har fået taget netop disse pointer med hjem.


Opsummeringen af kongressen faldt i to dele. Den første del blev præsenteret af nogle af de mange “Rapporteurs” som havde arbejdet med at samle op fra de mange sessions, og deres opsamling gav mange gode perspektiver på de mange samtaler, der havde været.
Skriftlig opsummering fra kongressens “rapporteurs”: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/updates/detail/wsec-outcomes-first-overview
Video med hele opsummeringen: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/evaluation-panel
Derefter var der et panel af kloge folk, som skulle vurdere kongressens resultater, og her må jeg tilstå at filmen knækkede lidt for mig, og jeg fandt det meget svært at følge med og være engageret – ikke kun fordi jeg var ret udmattet på det tidspunkt, men også f.eks. fordi gennemsnitsalderen på scenen lå nærmere på min egen alder end på alderen af de spejdere, det hele handler om og på de unge ledere, der skal bære flammen videre (den ene Youth Advisor der var med i panelet fik ikke sagt ret meget, og ellers var finske Karin Ahlbäck det eneste yngre menneske i panelet). Samtidig er det mig imod at sætte seks personer – også selvom det helt klart var kloge og intelligente mennesker som brænder stærkt for sagen – til at fortælle os andre, om det, vi har været med til, har været godt nok. Med en anden drejning kunne paneldebatten sikkert være blevet udmærket, men som den blev præsenteret synes jeg den manglede noget legitimitet.


Afslutningsfesten var for mig præget af at jeg var træt, og ikke havde overskud til megen festivitas, men jeg kan jo ikke bebrejde arrangørerne at jeg var udmattet (d.v.s. – det kan jeg jo selvfølgelig til en vis grad, da det er dem, der havde skabt en kongres, hvor jeg ikke havde lyst til at gå glip af noget og derfor engageret i diskussionerne), og maden var jo som hele tiden udmærket.


[*] Når man vælges til verdenskomitéen repræsenterer man, i hvert fald i teorien, ikke længere sit land eller sit spejderkorps, men derimod repræsenterer man Spejderbevægelsen eller WOSM.

[#] Her ment som en oversættelse af det engelske "subscribe" som i denne sammenhæng betyder at man tager noget til sig, at man går ind for det.

torsdag den 28. november 2013

John Lawlor, skolen og spejderne



I søndags var jeg til en workshop med John Lawlor - I kan se oplæget her, der talte om hvordan vores metoder kan bruges i det formelle skolesystem – han er ved at skrive en phd om området og han er programdirektør for det irske Bridge to College/Bridge21 educational programme på Trinity College Dublin (), der har vundet flere priser. 

Hans oplæg rammer for mig lige ned i den diskussion, vi har i Danmark om den nye skolereform og fritidsorganisationernes rolle i denne. Indtil videre har jeg set på hele diskussionen som et forsøg på at spare penge ved at få de frivillige til at overtage dele af skoledagen i en heldagsskole, og at vi skal overtage disse timer på skolen og politikernes præmisser. Det er noget, jeg på ingen måde synes om. Jeg mener ikke, at vi som spejdere hører til i en dansk skoledag og jeg mener ikke, at vi vil få noget ud af et samarbejde med skolen.

Efter John Lawlors workshop, har jeg revideret min mening. Jeg begynder at kunne se fordele ved et samarbejde med skolen. Der er naturligvis nogle udfordringer med et samarbejde, fx har vi alle et dagsbeskæftigelse af en eller anden slags, om det er studier eller arbejde, og vi skal ikke gå ind på skolen præmisser kompromisløst. 
MEN hvis vi som organisation (i det her tilfælde som spejdere på tværs af korps) kan gøre en forskel for, hvordan vi som samfund underviser vores børn, så er det vel en win-win-situation. I øjeblikket oplever vi til dels en tilbagevenden til den industrialiserede skole, hvor uddannelse er et samlebåndsprodukt i stedet for en mere kognitiv tilgang til undervisning.

John Lawlors projekt, Bridge21, bruger patruljelignede konstruktioner i undervisningen – hvor eleverne bliver sat til at løse opgaver, ved selv at sætte sig ind i tingene og hjælpe hinanden. Jeg foreslår ikke, at vi skal være drivkraften bag en dansk pendant til Bridge21 (selvom det kunne være ufattelig spændende), men måske kunne vi bruge og introducere spejdermetoden i skolen. 
På den måde kunne børnene få noget ud af det, skolen vil få noget ud af det, og vi vil:
 
1) styrke vores samfundsmæssige engagement, det er et af de steder DDS er svagest i Duty to Others, 
2) vi ville sikkert kunne rekruttere ledere og medlemmer, og sikkert også medlemmer i tropsalderen.

Spørgsmålet er så om vi sejrer os selv ihjel, hvis vi udbreder vores metode – forstået på den måde, at vores aktiviteter allerede er taget i brug i fritidshjem, klubber og SFO’er, og hvad har vi tilbage, hvis vores metode bliver brugt i skolerne?

Jeg tror ikke, det vil være et problem, for:
1) spejd er ikke skole og bliver det aldrig i Danmark, 
2) selvom skolen skulle blive mere åben for vores metode, så har vi stadig vores værdisæt og vores formål – vores formål er at uddanne unge menneske til at skabe en positiv forandring i verden, mens det etablerede skolesystem gerne vil fastholde status quo 

Derfor tror jeg ikke, vi gør os selv overflødige ved at deltage aktivt. 

Men igen, det skal ske på vores præmisser og IKKE på skolen og politikernes – som John Lawlor sagde, da jeg efterfølgende talte med ham, så er vi ”volunteers, not amateurs” – med hvad han mente, at vi ved, hvad vi laver og ikke skal lade os affærdige, fordi vi ikke er uddannet i det formelle uddannelsessystem som lærere og pædagoger.

Til allersidst vil jeg lige påpege, at det her naturligvis er et udtryk for min egen holdning.

mandag den 25. november 2013

dag 3

Efter tre dages input og dialog med spejdere fra hele verden, står det endnu mere klart hvorfor det er formålet (og ikke aktiviteterne), der er det helt centrale i spejderarbejdet. For selvom de børn og unge, der er spejdere, ikke nødvendigvis er så forskellige, så har de vidt forskellige livsbetingelser og det er dermed også forskellige aktiviteter der skal til for at spejderne kan opfylde formålet.

Efter en fælles start på dagen, tilbragte jeg formiddagen med et oplæg af en af konferencens danske islæt, nemlig Lars Kolind, der talte om The impact of scouting med et perspektiv fra forretningsverdenen. Lars pointerede at der på verdensplan formodentlig er 500 millioner mennesker der på et tidspunkt har været spejdere og at det gælder for halvdelen af jorden forretningsledere.
Altså er vi en bevægelse der i høj grad er til stede og har mulighed for at have indflydelse, men det er ikke sådan vi opfører os. Rådet er: Be proud, sharpen the knife – develop the next generation Lars Kolind er i øvrigt enig i de fem essentielle færdigheder, som Chris Lonsdale mener at unge mennesker skal besidde (se http://ddsprogram.blogspot.hk/2013/11/dag-2-tanker-fra-en-formiddag.html ) og han mener, at de bør kunne tilegne sig dem i spejderbevægelsen. Se: http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/keynote-address-business-lars-kolind

Eftermiddagen har jeg tilbragt med at lære mere om Messengers of peace, der støtter initiativer der fremmer fred, forstået i et bredt perspektiv.
Lige nu sidder jeg på vores værelse, hvor der normalt er fin udsigt over Hong Kongs skyline, men som lige nu nærmest ikke er til at se pga. styrtregn. Godt det samme, for nu er det tid til evaluering og afslutning af kongressen. Det har været et tæt pakket program og reflektionerne må komme senere, ligesom det besøg i byen man nu har set på afstand i tre dage.

søndag den 24. november 2013

Dag 3 – Endnu en god og lærerig dag

Tak til Mathias fra DDS Relationer for også at hoppe med på vores blog og skrive et indlæg. Super fedt også at få input fra et andet hovedudvalg (http://ddsprogram.blogspot.hk/2013/11/nye-perspektiver-pa-dds-og.html).


Dagens første fælles oplæg var om at turde drømme og hjælpe de unge til at kunne drømme og om at hjælpe dem til at skabe projekter. Det var egentlig ikke vildt spændende set med danske briller på, men det var super spændende at opleve hvordan det blev taget imod af afrikanere og asiater. Det var en egyptisk professor, som tydeligt har gjort en forskel i de arabiske lande der holdt oplægget. Spændende at opleve de store forskellige der er på spejdere rundt om i verden.


Næste oplæg jeg gik til hed ”Scouting is what we do not see” med Eduard Vallery som har skrevet bogen “World Scouting – Education for global Citizenship” - http://worldscoutingthebook.net/
Han var en dygtig oplægsholder og det var et super spændende oplæg. Spejderarbejdet startede som en bevægelse (1907) og først senere kom der en formel organisation til. I dag har vi masser af organisation (fx WOSM, regioner,  korps, divisioner, grupper mm.).
Det er et hierarki i traditionel forstand, men i praktisk fungerer vi ikke som et hierarki hvor man bliver smidt ud hvis man ikke gør som man får besked på oppefra. Vi fungerer som et netværk hvor alle dele påvirker hinanden. Det er lige præcis som B.P. ønskede det. Vi må gerne have en organisation, men vi må ikke blive en organisation. Vi skal være en bevægelse, støttet af en organisation. Fordi vi er frivillige vil det heldigvis aldrig være muligt helt at styre en gruppe eller et korps oppefra. Tilsvarende kan en stat heller ikke lukke et spejderkorps for selv uden organisationen vil grupperne fortsætte og selv uden grupperne vil spejderne fortsætte med at udbrede de værdier som vi har.

Vi er en bevægelse der arbejder efter et formål. WOSM’s formål lyder ”To contribute to the self-development of young people in achieving their full physical, intellectual, social, and spiritual potentials as individuals, as responsible citizens, and as members of their local, national and international communities”.
Dette formål fortæller ikke hvordan vi mener samfundet bør være, men vi gør spejderne i stand til at tage aktivt ansvar for at forme det samfund de ønsker. Eduard kaldte det ”Leadership for change”.
Formålet er evigt gyldigt. Det bliver først irrelevant den dag der ikke længere findes mennesker. Det er ikke et målbart mål (og er heller ikke ment som det og skal heller ikke være det) som vi pludselig er færdige med og at vi dermed ikke længere har en berettigelse. Så længe vi holder fast i indholdet af vores formål så vil spejderbevægelsen være relevant.

Det interessante twist her (som jeg så har fra diverse snakke og ikke dette oplæg) er at WOSM og WAGGGS ikke er helt enige i måden at udmønte formålet. WAGGGS vælger nogle specifikke sager som WAGGGS som organisation arbejder specifikt for. WOSM arbejder ”kun” for at gøre spejderne i stand til at vælge deres egne sager og kæmpe for dem. Jeg er endnu ikke helt skarp på denne forskel, men det er da en interessant forskel, især for DDS som jo er medlem begge steder.

En af vores udfordringer i spejderbevægelsen er at vi er en uddannende bevægelse baseret på erfaringer gennem eksperimenter. Altså at vi lærer ved at prøve tingene selv (Learning by Doing). Netop derfor har vi ofte svært ved at forklare hvad spejder er. Det er jo noget vi har erfaret på egen krop og det er værdier der sidder dybt inde i os (i den del af hjernen der træffer beslutninger, men som ikke bruger ord). Vi forsøger så at forklare den forskel vi gør ud fra eksempler så vi forklarer typisk hvad vi gør (enkelt aktiviteter), men det interessante er vores formål (altså hvorfor vi gør det). Når vi skal tiltrække børn bør vi dog stadig fortælle historier om hvad vi gør til dem og så forklare deres forældre hvorfor vi gør det.
Og så har vi verdens bedste metode til at lære efter (spejdermetoden som forklarer hvordan vi gør det). Men det kan være svært på kort tid at forklare vores formål og vores metode og hvad den så gør ved de spejdere vi udvikler. Det er og bliver en udfordring.

Styrken af spejderarbejdet er ikke det vi siger, og ej heller det vi gør. Det er det der kommer ud af det vi gør. Altså den forskel vi gør for børn og unge som sætter dem i stand til at gøre en positiv forskel, uanset om de så vælger at gøre en positiv forskel lokalt, nationalt eller internationalt.
Vi skal ikke indoktrinere vores børn og unge, men vi skal arbejde med ”youth empowerment” (Altså give vores spejdere styrken/kraften/evnerne til at gøre en positiv forskel).

En sjov ting han nævnte var at B.P. var meget inspireret af OL, så han forsøgte også med masser af sport i spejderarbejdet i starten, men det holdt han op med, fordi det fik nogle dårlige sider frem i folk. Når man vinder er det fordi de andre er tabere eller idioter eller ikke gode nok og når man taber er det fordi de andre var heldige, tarvelige, de snød eller andre dårlige undskyldninger. Derfor ændrede han konkurrencerne til øvelser der krævede samarbejde og hvor det var udbyttet af konkurrencen der var vigtigere end lige præcis hvem der vandt. Jeg synes at vores adventurespejdliga er et godt eksempel på at man godt kan lave konkurrencer der får det gode frem i spejderne, fordi det faktisk er processen og samarbejdet i patruljen der er vigtigt. Der er fx mange der deltager for at deltage og ikke for at vinde ligaen, men for at vinde personligt.


Næste oplæg var ”Promoting scouting”. Det handlede også om vigtigheden af at kunne kommunikere vores kerne (formål, principperne, lov og løfte, samt spejdermetoden), især når vi kommunikerer eksternt, men typisk virker denne eksterne kommunikation også forbløffende godt internt.

Vi arbejdede i grupper og delte successer og flertallet havde de bedste erfaringer når der blev kommunikeret på udvalgte værdier. Det var det mest simple budskab som stadig er en del af vores kerne.
Fx. Kommunikerer WOSM på Active Citizenship, Volunteering, Dialogue, Youth Empowerment, Sustainable Development og Value Based.

En vigtig pointe er at der er brug for et rigtigt godt program før man iværksætter massiv branding. Ellers kommer der en masse spejdere ind, som bliver i kort tid og fortæller de dårlige historier videre. Hvis man først skaber et solidt program og får det implementeret og derefter laver branding, så får man stor succes for så oplever de nye spejdere at det er godt og så er de ambassadører for andre.
Det var faktisk sådan spejderbevægelsen oprindeligt blev udbredt. Der blev lavet noget der var så godt at spejderne var gode ambassadører og derfor fik lokket flere med.


Sidste oplæg hed ”Determining the least common Denominator in Scouting”. Der er tre vigtige dele I definitionen af spejderarbejdet: Formålet, principperne (de tre duty’er - herunder lov og løfte) og spejdermetoden.
Der blev sat spørgsmåls tegn ved vores tolkning af principperne. Fx mener mange at man ikke kan være spejder som ateist på grund af Duty to God princippet. BP mente at en sund og stærk krop var vigtig og at rygning fx kun var noget ikke-spejdere gjorde. Det ligger under Duty to Self. I nogle korps kan man ikke blive medlem som ateist, men som overvægtig ryger er man velkommen. Budskabet var at vi er en inkluderende bevægelse.
Vi kiggede også på WOSMs definition af spejdermetoden, men da den er på temmelig mange ord fik vi den i en Twitter version:
Progressive Scheme of Learning by Doing using Patrol System.
Follows Promise and Law using a Symbolic Framework.
Best Outdoors, is Youth Centered with Adult support.

Efter at have fået introduceret formålet, principperne og spejdermetoden fik vi så 20 minutter til at beskrive nogle nøgleord. Det er ikke meget tid, men snakken gik lystigt og nogle af de ord der blev nævnt var Life Skills, Empowerment, Self Development, Education, Non-formal, Values, Frindship/Fellowship, Citizenship, Change Agents, Leadership for Change, Journey, Commitment, Open for all/Co-existense/inclusive, Non-political.
Det blev en lidt rodet afslutning på oplægget da der var alt for lidt tid til et sådant emne, men det var også 
kun ment som en appetitvækker til videre arbejde.


Efterfølgende var der evalueringer og afslutningsmiddag.

Alt i alt har det være tre super spændende dage med en masse input vi kan bruge derhjemme. Nogle oplæg har vi hørt sammen, andre hver for sig eller nogle enkelte af os fra DDS Program sammen. Så vi har nu en hel masse viden vi skal dele med hinanden og derefter skal vi hjem og bruge den nye viden i vores programarbejde. Der er ingen tvivl om at selv om vi er sindssygt trætte efter 3 lange dage, så er vi også sprængfyldt med lyst og energi til at fortsætte arbejdet.

Tak til WOSM for et godt arrangement og tak til Hong Kongs spejderkorps for at have været så professionelle værter så alt det praktiske bare har fungeret og vi har fået fantastisk hjælp og service. Det gjorde de simpelthen bare fantastisk godt.

Nye perspektiver på DDS og Spejderbevægelsen

Der har været så mange forskellige, spændende, oplæg og workshops at det har været udfordring at vælge mellem dem. Heldigvis er der afsat tid mellem oplæggene til at diskutere og reflektere over det man har hørt; og her er spejder-vennerne fra Danmark og udlandet en god ressource til at få endnu mere med hjem.

Et af de første oplæg jeg hørte efter at være ankommet, var Thomas Frostberg, Sveriges Internationale Commissioner (en slags udenrigsminister for spejderkorpset) og erhvervsjournalist på avisen Sydsvenskan. Han talte om hvordan trends i forretningslivet spiller stærkt sammen med spejdermetoden:

    1) For opstartsvirksomheder er det (måske ikke i Danmark.. endnu) et plus hvis entreprenøren har en række fejltagelser eller måske konkurser, bag sig fordi man antager at vedkommende har lært af sine fejl
    2) Crowdsourcing og customer-led design er grundlæggende en bevægelse fra at produkter og services laves af virksomhedens specialister, til at kunder inddrages i design og udvikling af virksomhedens portefølje
    3) Markedet er globalt – virksomheder starter ikke længere med at sælge i lokalområdet, men forholder sig til hele verden som en markedsplads; tydeligst er det med software produkter men det er også gældende for fysiske varer

Hvis det ikke straks ringer med 1) Learning by doing og reflektér over dine fejltagelser, 2) Patruljearbejde og involvering som basisprincip (ung-leder-ung) og 3) Kulturel forståelse og respekt for andre – så er det netop dét, vi bl.a. skal blive bedre til at tale om og indse: Spejderbevægelsen og spejderarbejdet forbereder næste generation til et foranderligt arbejdsmarked. Det var en interessant tanke.  

Dagens stærkeste indtryk (so far) gjorde Lars Kolind. Han præsenterede en række spændende tanker om spejderbevægelsens udfordringer, både ud fra sit virke i World Scout Foundation og som forretningsmand. Hans vigtigste budskab er at spejderbevægelsen ikke, først og fremmest, er en miljøbevægelse, en menneskerettighedsbevægelse eller en fredsbevægelse. Vi er uddannelse og vores fokus er den næste generation af samfundsborgere, der vil og kan tage ansvar for positive forandringer, ud fra et sæt fælles værdier. Han citerede bl.a. Robert Baden-Powell, der i 1919 skriver: ”The aim of the Scout training is to improve the standard of our future citizenhood, especially in Character and Health, to replace Self with Service, (…) (og bruge dette..) (…) for service for the fellow men.”

Vi skal altså ikke nødvendigvis tænke ledelse som top-direktører. Men ledelse som et ansvarligt menneske, der anerkender og påtager sig et ansvar for samfundet omkring sig. Og selvom vi nok ikke har glemt det – så er det langtfra de ord jeg hører omverdenen siger, når vi trækker i uniform og tørklæde. Men det er dét, vi viser, når f.eks. når vores young spokespersons går i medierne, når vores repræsentanter i ind- og udland diskuterer politik, og når vi arbejder med Bhutan eller spejderhjælpen. Det er dét, vi gør, når vi på sommerlejren bruger lejrbålet, ikke som mål, men som metode, til at reflektere over dagens læringer og udfordringer, og til at diskutere de store emner i livet med spejderne. Og det er den form for ledelse, vi kan se midt om natten, når den stærkeste kraftkarl (m/k) i patruljen tager den mindste spejders rygsæk, som en selvfølge, for alle skal nå i mål.

Ovenstående er gode pointer, vi i Relationer skal løfte ind i det fælles spejderarbejde, i vores profilering, i vores høringssvar til ministerier og i vores samarbejde med lokale myndigheder og virksomheder. Dét er stof til eftertanke – hvorfor, bliver vi automatisk inviteret til at give høringssvar til miljø- og naturlovgivning men ikke ift. skole- og uddannelsesreformer? Hvordan går det til, at vi konsekvent omtales som en natur og friluftslivsorganisation, men ikke som en uddannelsesbevægelse?

  
Vi skal løfte hagen lidt og være direkte og stolte når vi svarer; at spejderarbejdet handler om at skabe den næste generation af ledere, der tager ansvar og bidrager med positive forandringer i samfundet. 



(Du kan – og bør – bruge 2 minutter på at læse Baden-Powells tyve enkelte linjer om formålet med spejderarbejdet på side 19 i denne PDF: http://www.thedump.scoutscan.com/a2sm.pdf

Dag 3 - begyndelsen til enden

Først vil jeg gerne sige mange tak for interessen for vores skriverier! Det sidste par dage har der hver dag været 200 visninger, og sammenlagt er vi et godt stykke over 500, og selvom vi selvfølgelig selv står for nogle få af disse, så er der stadig mere end 500 "hits" der stammer fra andre – jer!

Det er langt flere end jeg nogen sinde havde turde håbe på og jeg er ufattelig glad over at der kan være en så stor interesse for spejderabejdet som en uddannende praksis, som uddanner børn og unge til aktive medborgere, der er i stand til at lede positiv forandring. Tak!


Her til morgen startede Karin Ahlbäck fra verdenskomiteen med en god og en dårlig nyhed. Den dårlige var at det er sidste dag ... den gode at vi stadig havde hele dagen foran os. Jo såmænd, og nu kun den halve dag.

Den første keynote-taler var Amr Khaled, som talte om at opnå en succesful relation til unge, til hvilket han opstillede syv råd:
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/keynote-address-amr-khaled
  1. at drømme – især at inspirere de unge til at drømme,
  2. at adoptere deres drømme – kæmpe for at de skal lykkes,
  3. at acceptere andre gennem projektarbejde, ikke kun gennem snak,
  4. at bygge en platform for de unges projekter,
  5. at respektere de unges følelser,
  6. at udforme og inspirere en udforskende kultur, og
  7. at motivere gennem tro og håb
Det stærkeste ved hele talen var den måde de unge fra Hong Kong reagerede – hvordan, spurgte de, kan de skabe sig lov til at drømme deres egne drømme i stedet for at skulle udleve deres forældres eller det omkringliggende samfunds drømme, og hvordan kan de motiveres til at turde være sig selv? Stærke spørgsmål, hvor man kun kan være ydmyg over at spejderbevægelsen trods alt kan give dem en platform, hvor de overhovedet tør stille disse spørgsmål. Flot! 

Med varme spejderhilsner
Troels

lørdag den 23. november 2013

Dag 2 – en helt igennem fantastisk dag!

Hold da op en skøn dag!

Her lidt over midnat har jeg stadig svært ved at falde til ro – det har været godt med godt på ;-)

DDS Program på kongres i Hong Kong
Foto: Shing C H


Efter morgenens udmærkede oplæg fra Chris Lonsdale var jeg sammen med det meste af DDS Program til en præsentation af den finske Laura Ritola (se også Jakobs indlæg "Dag 2 - Jetlag og masser af ny viden"), som er i gang med at lave en Ph.D. i det finske spejderkorps' programarbejde for aktivt medborgerskab.
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/academic-paper-keynote-laura-ritola

Laura havde identificeret tre brede kategorier, i hvilke hun inddelte den form for aktivt medborgerskab, som finnerne uddanner deres spejdere i:
Laura Ritola præsenterer
Survivor: Hvormed hun forstod basale overlevelsesfærdigheder i naturen og hele den emnesøjle, som vi ville kalde "klar dig selv". Her tænker jeg at det danske begreb på rigtig god vis beskriver hvorfor det er en vigtig søjle i aktivt medborgerskab. Før man kan være aktiv for andre, må man netop kunne klare sig selv.
Glocanista: Hvormed hun forstod en blanding af det globale og det lokale perspektiv – forståelsen for det nære samfund (kend din by, lokalhistorie-hike ... jeg tænker på det gamle "X-købing" forløb i Den Blå Regnbue), og det globale udsyn (tilknytningen til verdensbevægelsen, alt det, vi i DDS kalder "internationale oplevelser og globalt ansvar").
Leader: Hvormed Laura forstår uddannelsen i lederskab. Her kan det være på plads kort at nævne Lars Kolinds beskrivelse af spejderbevægelsens mål som netop det at "uddanne aktive medborgere, der er i stand til at lede positiv forandring."

Laura Ritola talte også om spejderbevægelsen som uddannelse i ansvarlighed for fremtiden, og i den sammenhæng talte hun om at identificere såvel færdigheder for fremtiden (se f.eks. også Chris Lonsdales oplæg) og værdier for fremtiden. Laura fremhævede at det er hendes personlig indstilling at de rette holdninger (attitudes) er vigtigere end de rette færdigheder (skills), omend jeg tænker at det nogle gange er lidt en kunstig skelnen: hvis vi f.eks. ser på det tredje af de internationale spejderprincipper, "duty to self", som vi i DDS beskriver som "Spejderen har ansvaret for sin egen udvikling" og international som "Responsibility for the development of oneself", så kan det jo være svært at være sikker på om det handler om holdningen (at man tager ansvar for egen udvikling) eller om færdigheden at kunne lære nyt og udvikle sig.

Der blev også talt om vigtigheden af netværk og hvordan uddannelsen i ansvarligt, aktivt medborgerskab styrkes ved at styrke de forskellige færdigheder, der skal til for at skabe, navigere i, fastholde, udvide og lede forskellige netværk.

En af de store udfordinger som hun ser for de finske spejdere er spørgsmålet om hvorvidt de voksne ledere i tilstrækkelig grad er klædt på til at kunne være mentorer for spejdernes refleksion – et spørgsmål hvor vi måske også bør se på om det er en udfordring i DDS.



Efter frokost var jeg til et langt oplæg / diskussion (to gange halvanden time) med titlen "Rethinking education: Challenges for Scouting, Lessons for Schooling." Sessionen blev afholdt som en afvekslen mellem faglige oplæg og gruppediskussioner, og i den første halvdel brugte vi næsten en time af tiden på gruppediskussionerne.
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/rethinking-education-challenges-for-scouting-lessons-for-schooling

To hovedting står især frem fra den session:

  1. Den måde, vi bedriver læring på i spejderbevægelsen, er langt bedre end det, man har gjort i den typiske form for klasseundervisning i skolen. Omend vi på mange områder er nået meget langt i Danmark, er der dog stadig visse træk af industrisamfundets tankegang tilbage i den danske folkeskole – elementer hvor vi i spejderbevægelsen formår at skabe et langt bedre læringsmiljø for spejderne. 
  2. Derved har spejderbevægelsen rigtig meget at bidrage med i forhold til den formelle uddannelse – altså det institutionaliserede undervisningssystem, og der er helt klart input fra denne her debat, der vil være rigtig relevant i forhold lige præcis til den igangværende hjemlige afklaring af hvordan vi som spejderkorps kan og bør tage imod de eventuelle tilbud om samarbejde, der kan komme i forlængelse af skolereformen. 

Jeg tænker at det bestemt vil være tiden værd for alle, der interesserer sig for skolereformens oplæg til samarbejde mellem kommuner/folkeskoler og de frivillige foreninger, at se videoen fra denne session igennem.


Inden en festlig international aften var der markedsplads, hvor en række forskellige lande præsenterede sig selv – typisk med forskellige tilbud om ting til at proppe i munden. Birgitte og jeg var dog mere interesserede i ting at proppe i ørene (husk også at læse Birgittes indlæg, "Dag 2 - lige så mange indtryk som lys i Hong Kong" – angående lysene se nedenfor), og fik nogle gode samtaler med spejdere fra Portugal, Sverige og Luxembourg som har gennemført (de to første) hhv. lige har startet (Luxembourg) programfornyelser efter den samme metode som vi bruger i DDS, og vi har fået nogle gode kontakter til at kunne udveksle erfaringer og læringspunkter med henblik på at komme godt igennem processen – kontakter vi glæder os meget til at følge op på, ligesom vi ser frem til at kunne kigge på den metodik de Østrigske spejdere har anvendt i deres programevaluering.
Dragedans

Aftenen sluttede med en festlig middag med forskellig optræden, herunder dragedans, trommer, flere danse, sange m.m.m. og inden blogskrivning og sengetid en tur ned til havnen og kigge på lysene.

Hong Kong by night
Hong Kong by night

Dag 2 - lige så mange indtryk som lys i Hong Kong

Det er overraskende hvor mange der er i gang med at revidere deres program – og at det tilsyneladende er betalte medarbejdere, der er projektlederne i de andre korps. Christine fortæller, at til den ene workshop for National Training Commissioners var holdningen, at arbejdet med at revidere programmet er for vigtigt til at overlade til de frivillige. Det er jo en lidt anden holdning.

Indtil videre har vi talt om RAP-procesen med UK-spejderne, Luxembourg og Portugal – mens vi har haft spændende diskussion med Burkina Faso spejderchef om den katolske kirkes indvirkning på hvorvidt drenge og pigekorpsne kan slås sammen – de kan de ikke, ifølge den katolske kirke i landet.
Jeg har talt med spejdere fra Azerbaijan, hvor religion ikke er et issue, så deres spejdergrupper har af muslimer, jøder og kristne i samme gruppe.

Og Hong Kong spejderne har indgået et samarbejde med The Hong Kong Polytechnic University om at udbyde ledertræning – så nu kan man tage Gilwell-kurset på The Hong Kong Polytechnic University – det er da nytænkning.

Derudover fortæller projektlederen for programrevisionen i UK, at de har valgt en meget aktivitetfokuseret tilgang, da det i UK ikke er ”velset” (lederne gør vrøvl) at tale om, at spejderbevægelsen uddanner børn og unge, argumentet imod uddannelsen i spejderregi er netop at spejder ikke er skoleundervisning -  derfor smugler de det ind af bagdøren…

Det her er lidt en potpourri over alle de indtryk, samtaler og diskussioner, jeg har fået og været en del af indtil nu – det vil nok kræve lidt mere søvn og tid til at reflektere nærmere over den viden og inspiration, som jeg har fået indtil nu.

Det bliver det for i aften – klokken er nu næsten 1 om natten og vi har været på benene siden kl. 8.00 og i morgen går det igen løs. Så godnat og sov godt.

Birgitte
  

Dag 2 - Jetlag og masser af ny viden

Efter en rigtigt god fælles keynote (Se Troels’ indlæg) gik jeg til oplæg fra en finsk PHD, Laura Ritola. Hun har gransket hundredevis af aktiviteter som er en del af det finske program og inddelt dem i forskellige grupperinger. Hendes fokus i PHD’er på på Citizenship og hun havde udvalgt tre vigtige værdier som spejderarbejdet blandt andet uddanner til, nemlig Sustainability, Responsibility og Respect. Det var et spændende oplæg, men desværre følte jeg mig temmelig jetlag ramt.

Heldigvis var der en lang frokostpause, så efter en lille lur var jeg klar til en hurtig frokost og dagens øvrige gøremål.

Næste oplæg var ”Scouting then and today – How have we adapted”. Vi hørte lidt om BPs oprindelige tanker og fik fire korte indlæg om forskellige dele i dag. Blandt andet hvordan de arbejder med Learning by doing i Rumænien (de havde før for meget fokus på doing og for lidt på learning, men er nu i gang med at sætte fokus på den vigtige refleksion så spejderne opdager hvad de har lært og hvad denne nye viden gør dem i stand til). Der var lidt godt input, da det jo bestemt heller ikke er alle ledere i DDS der er eksperter i at skabe den gode lærende refleksion.
Der var også lidt om patruljeliv i Japan, og fra Singapore et indspark om spejderarbejde i storby-”junglen”.
Irland havde et lille indlæg om en ny folder til deres forældre som ud fra emnet ”Camping and Scouting” forklarer forældrene om deres pendant til forløbstanken, deres arbejde med SPICES (Social, Physical, Intellectual, Character, Emotional and Spiritual – seks dele af personlig udvikling som svarer - nogenlunde i hvert fald - til de danske, Socialt, Fysisk, Intellektuelt, Kreativt, Følelsesmæssigt og Åndeligt som vi har beskrevet i hæfterne i Attraktive Aktiviteter serien http://dds.dk/attraktive-aktiviteter). World Scout Committee fik i øvrigt i starten af deres periode et spændende oplæg om trends (Trend Atlas) som blev givet af danskeren Anne Lise Kjaer - http://www.kjaer-global.com/trend-atlas/).

Dagens sidste oplæg var Letting go of the ”certainties” og handlede om at tænke ud af boksen under udviklingen af Youth Programme. Der var flere tænke-ud-af-boksen-øvelser og så debatterede vi i grupper hvad vi kunne gøre. Det meste er ikke sådan lige til at beskrive i ord ;-)

Derefter var der Market Place hvor vi kunne se nogle landes materialer og smage på lidt af landets specialiteter og til sidst rundede vi dagen af med International Evening for alle 500 deltagere. Der var underholdning på scenen imens vi spiste. Her lidt billeder fra aftenen.










Dag 2 - Tanker fra en formiddag

Dagen startede med en såkaldt "keynote" fra Chris Lonsdale, som er en ledelses- og managementguru (vist især her i regionen, syd-øst Asien og Stillehavet). Chris Lonsdale talte om hvordan vi fremtidssikrer den uddannelse, vi giver vores børn – i vores sammenhæng spejderne – og han havde nogle væsentlige pointer.

Spejderbevægelses blev startet i en periode med store forandringer og stor usikkerhed – en periode som på mange måder ligner vor egen tid, og spejderarbejdet sigtede i høj grad også på at forberede spejderne på at leve i og med de forandringer og den usikkerhed.

Da visse ting er givne, herunder at det allerede for længe siden blev fuldstændigt umuligt for noget menneske at kunne lære summen af menneskelig viden, og at vi kan ikke vide hvilken konkret viden, der vil være relevant om 10 eller 20 år, er det vigtigt at forberede spejderne ved at give dem de rette færdigheder, og her listede Chris Lonsdale fem færdigheder, som han anså som essentielle for at fremtidssikre spejdernes uddannelse:

  1. Kreativ problem-løsning
  2. Selv-organiseret læring
  3. Selvsikkerhed og troen på sig selv
  4. Kommunikation
  5. Emotionel intelligens
Derudover havde Chris Lonsdale nogle virkelig gode pointer vedr. det at lytte til spejderne og lade dem tage et medansvar for deres eget læringsrum – som reelt er, hvad spejderoplevelsen bør være: spejdernes eget læringsrum. 

Han sammenlignede vores, og forældrenes, opgave med det af skyde med bue og pil: bueskytten kan kun forsøge at sigte godt og slippe pilen rigtigt, men når først pilen er sendt afsted kan man ikke kontrollere hvilke kastevinde eller andet, der måtte komme; den er på egen hånd. På samme måde kan vi lade spejderværdierne være det, vi sigter efter, vores mål, og vores spejdermetode er måden vi slipper pilen på, men så skal vi også turde lade spejderne flyve selv.

Se selv videoen med dagens oplæg her:
http://www.worldscouteducationcongress.org/en/schedule/detail/keynote-address-chris-lonsdale

Mere senere ... 

Med spejderhilsen
Troels

fredag den 22. november 2013

Dag 1 - Mange spændende input.

Os alle fem i DDS Programs hovedudvalg hørte Dominique’s oplæg ”Education through dialogue, experience and cooperation”. Det var et godt valg, da det var et godt og interessant oplæg.
Det kan ses her for de nysgerrige:
Oplægget bekræftede at Baden Powell var særdeles fremsynet omkring måden vi arbejder på, især omkring patruljearbejdet.
Patruljearbejdet handler ikke bare om arbejdet i små grupper, men om sidemandsoplæring, øvelsen i at undervise, træning i demokrati, udnyttelsen af aldersforskel, osv. osv.
Han bekræftede at vi gør mange ting rigtigt i dag og at de ting vi p.t. arbejder på i DDS Program helt klart er på rette spor. Der var dog også lidt udfordringer, så vi har noget at arbejde videre med når vi kommer hjem ;-)

Mit andet oplæg var ”Measuring the quality of Youth Programme Implementation”. Det var ikke helt så godt fordi jeg I gruppearbejdet havnede I en gruppe med begrænsede engelsk-kundskaber, men jeg fik nogle gode pointer med mig videre til vores arbejde. Christine deltog også og hun havnede i en god gruppe.
Jeg har blandt andet fundet flere filer under Library på scout.org som jeg ikke anede eksisterede, men som er relevante for vores arbejde. Dem glæder jeg mig til at få læst når vi er retur i Danmark.

Mit tredje oplæg var ”Skills for Life – A new paradigm”. Det indeholdt viden om Life Skills som WHO ser dem, som de ser det i Buthan (som DDS jo samarbejder med). WOSM har valgt Buthans forslag som det man udbreder. Der var også en ny og opdateret måde at se det på. Her lidt billeder fra det oplæg.







Aftenen bød så på møde med programformænd fra resten af verden. Der var lidt inspiration som jeg tager med mig videre, men de fleste diskussioner var ikke super relevante for DDS og foregik på fransk, så vi måtte vente tålmodigt på oversættelse. Det er jo så en del af charmen ved at være samlet fra hele verden.

Nu vil jeg smutte i seng og ser frem til endnu en spændende dag i morgen.


P.S. David har luret at Hong Kong spejderne har faktisk noget der minder temmelig meget om vores adventurespejd. Vores måde at lave adventurespejd på (meget fokus på spejdermetoden, flow-teori, mm.) er ellers ikke specielt udbredt, men lige netop i Hong Kong minder de meget om os. Pudsigt.